Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Demokratiske Muslimer og Rigsadvokat i gråzone

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

For næsten et halvt år siden skrev Jyllands-Posten Danmarkshistorie ved at håne muslimerne på en måde, som avisen aldrig kunne drømme om at håne nogen anden religiøs minoritet på. Over for alle andre er en uigennemtrængelig berlinmur af selektiv selvcensur nemlig helt på sin plads hos Jyllands-Postens chefredaktion.

Efter talrige protester fra danske muslimers side udbrød formanden for Socialistisk Folkeparti, Villy Søvndal alligevel euforisk: »Ytringsfriheden kom pludselig øverst på dagsordenen. Og straks kunne man mærke demokratiets fortsatte vitalitet. Det har været befriende.« (Jyllands-Posten, 17.12.2005).

Glemmes skal det heller ikke, at da de første tre måneders intense internationale krise endelig aftog i begyndelsen af januar, tilsidesatte samme morgenavis sin hidtidige politik, der gik på at afvise andre mediers forespørgsler om at offentliggøre Muhammed-karikaturerne – det var derfor, at et norsk blad kunne gentage succesen ved at offentliggøre de samme tegninger den 10. januar.

Og så kom der atter kog i benzingryden.

I Danmark blev tegningerne i sin tid bragt sammen med en lederartikel, der advarede mod muslimske repræsentanter som »truslen fra mørket« og »gale mullaher«, og man iscenesatte kampagnen som en ensidig »hån spot og latterliggørelse« mod muslimer. For lægmand kunne det nærmest ligne en tilståelsessag, eftersom avisen omhyggeligt tilstræbte, hvad blasfemiparagraffen og racismeparagraffen forbyder: Førstnævnte kriminaliserer således enhver, der »driver spot med eller forhåner« troslærdomme, og sidstnævnte fastslår, at minoritetsgrupper ikke må »forhånes eller nedværdiges« på baggrund af etnisk oprindelse eller tro.

Præcis hvad avisen gjorde.

Men selv en så demonstrativ iscenesættelse af netop hån og spot er altså ikke nok til en sigtelse ifølge rigsadvokaten. Dermed er muslimerne afskåret fra det eneste træk, så mange hele tiden har henvist dem til som den »civiliserede« handlemåde i den danske retsstat – at anlægge sag. Det var omsonst, for nu er også porten til domstolene hermetisk lukket.

Muligvis ville domstolene være nået til samme konklusion som rigsadvokaten – vi finder aldrig ud af det. Men var det ikke i alle tilfælde rimeligt at få afprøvet den retslige kerne i en sag, som har kastet Danmark ud i den største krise siden Anden Verdenskrig – især når begrundelsen for rigsadvokatens afvisning tydeligvis afslører en vis gråzone i problemstillingen? Åbenbart ikke.

Nu står vi så her, hvor de kritiske muslimer, som politikere og presse i forvejen har dømt uden for det gode selskab, også er dømt ude af Rigsadvokaten.

Helt anderledes forholder det sig med de »gode muslimer«, der kalder sig Demokratiske Muslimer.

De er med et snuptag blevet kidnappet af Asger Aamund, ved hvis hjælp det er lykkedes at fremstille en demokratisk muslim som noget helt enestående og nyt, der hidtil bare ikke har haft noget talerør, fordi de forskrækkelige imamer har blokeret al taletiden i den offentlige debat.

Det er en absurd myte fra ende til anden.

For det første er det primært medierne, som bestemmer, hvem de i tide og utide vil stikke en mikrofon i snuden på – så al forargelse over hvor meget nogle imamer har fyldt i debatten, kan man passende arkivere dér.

For det andet er der ingen, hvis mediefylde overhovedet har kunnet matche Naser Khaders.

Ifølge databasen InfoMedia, der rummer så godt som samtlige trykte avisartikler i Danmark fra de senere år, er Naser Khader i perioden 2000-2005 nævnt i 4.132 artikler, mens Abu Laban må nøjes med 1.098 artikler.

For det tredje er der i forvejen meget langt mellem de antidemokratiske muslimske grupperinger i Danmark, og derfor giver det et særdeles fortegnet billede af muslimerne, når Khaders netværk lancerer sig selv under sloganet »den demokratiske stemme« (bemærk entalsformen). Det gør det naturligvis heller ikke mere oplagt, at foreningen knap nok er kommet til verden, før formand Khader vil ekskludere en af medstifterne, Hadi Khan, fordi han har dristet sig til at udtale: »Khader er for lidt muslim, og Islamisk Trossamfund er for meget.«

Man kunne spørge, om det ikke snarere er Khader, der er oplagt eksklusionskandidat, idet han har underskrevet og forpligtet sig på foreningens grundlag, ifølge hvilket alle har »lige ret til at ytre sig i den offentlige debat«? Eller er foreningsgrundlaget ikke forpligtende for formanden, så han bare kan indskrænke et medlems »lige ret til at ytre sig« under eksklusionstrusler, hvis ytringsfriheden bliver brugt til selv så mild en kritik af formanden?

En forstemmende lektion i magtfuldkommenhed.

Rummelighed, ret og rimelighed er unægtelig trængt på mange områder i dag, især inden for udlændingepolitikken, hvor der ikke er mange venner af et mangfoldigt indvandrermiljø – og dem, der er tilbage, er ofte isolerede eller trængte af populistiske partilinjer i deres egen lejr.

Til gengæld er de humanistiske stemmer i udlændingedebatten også blevet mere karakterfaste og vedholdende. Der tegner sig således et tværpolitisk hold, som med væsentlig større redelighed og oprigtighed end regeringen kunne leve op til den gensidige dialog med muslimer, som statsministeren har så travlt med at proklamere nødvendigheden af internationalt (mens han er i fuld gang med at afmontere den nationalt): Uffe Ellemann-Jensen, Birthe Rønn Hornbech, Connie Hedegaard, Kamal Qureshi, Hüseyin Arac, Elsebeth Gerner Nielsen, Frank Aaen – og sidst, men ikke mindst Marianne Jelved, den eneste konsekvente oppositionsleder og partileder med format i hele denne sag.

Det er naturligvis ikke utænkeligt, at statsministeren ser »bukke«, når han presser snuden mod de duggede ruder i sin toptunede grøftegraver for at beskue det pløre, han har efterladt sig på slagmarken. Men vi er andre, der ser brobyggere.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 18.3.2006



Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/tendens17.php on line 77

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/bottom.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/tendens17.php on line 77

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/bottom.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/tendens17.php on line 77

Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/tendens17.php on line 81

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/tendens17.php on line 81

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/tendens17.php on line 81