Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

God journalistik

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

God forskning og god journalistik ligner ideelt set hinanden.

Den gode forsker er drevet af tvivl. Tvivl på overleverede teorier og autoriteters resultater, tvivl på egne hypoteser og metoder. Derfor testes og afprøves mulige fejlkilder og usikre fremgangsmåder omhyggeligt.

Den gode journalist er drevet af tvivl. Tvivl på magthaveres sandheder og autoriteters holdninger, tvivl på kilder og fordomme. Derfor gennemtænkes og afsøges alternative vinkler og usikre forklaringer omhyggeligt.

Sådan produceres af og til ny viden, nye teorier og nye indsigter, og af og til bekræftes gammel viden, gamle erfaringer og gamle fordomme.

Både den gode forsker og gode journalist kritiske– over for autoriteter. Tvivl er forudsætningen for god forskning og god journalistik, og tvivl er allerede en slags kritik i sig selv. Forskeren kan f.eks. udmærket levere et utvetydigt slag mod en medicinalvirksomhed, hvis forskningsresultaterne er i modstrid med virksomhedens påstande. Og journalisten kan f.eks. udmærket hudflette og fælde en McCarthy, Berlusconi eller Fogh, hvis historien baseres på en nøgtern og samvittighedsfuld afvejning af kendsgerninger.

Lige så god analogien er mellem forskeren og journalisten, lige så vigtig er naturligvis dens åbenlyse begrænsninger: Journalistikken kan selvsagt aldrig komme i nærheden af at være en tilstræbt 'eksakt videnskab'. I reglen er der så mange ukendte faktorer, at det bedste journalisten kan håbe på, er afbalanceret kritisk redelighed. Men det er dog også al beundring værd – og af denne kritiske redelighed afhænger politikeren, kommentatoren, redaktøren, læserbrevsskribenten og alle andre borgere, når de danner sig (og udbreder) egne holdninger.

Nogle medier og journalister lader sig imidlertid lede af en voldsom overdrivelse af den (som regel uudtalte) analogi mellem forskeren og journalisten, der lider af den vrangforestilling, at de er objektivitetens apostle. Det gør dem imidlertid ekstra blinde for, hvor mange holdningsproducerende faktorer deres 'nyhedsformidling' i virkeligheden betjener sig af.

Dette kommer tydeligst til udtryk i MetroXpress' slogan om, at avisen bare leverer »nyheder«, mens man lader læseren selv om »holdningerne«. Det er selvfølgelig at stikke folk blår i øjnene. Der findes få holdningsløse nyheder, men der findes mange kritikløse nyheder, der direkte eller indirekte videreformidler holdninger som kendsgerninger.

Alle nyhedshistorier er og bliver perspektiveret, vinklet og prioriteret under flere valg (og især fravalg) af kilder, informationer, billeder, placeringer og overskrifter. Selv en meningsmålings offentliggørelse kan i visse tilfælde være en ureflekteret stempling af spørgsmål, der stimulerer særlige svar og begrænser andre. Også den tørreste gengivelse af en politikers udtalelse eller af to opponenters synspunkter er en forkortet, redigeret, bearbejdet og prioriteret udlægning af et lille hjørne af en langt større sag, og et fravalg af adskillige historier, synspunkter og nuancer.

Det er vilkår, der ikke kan undgås, og kan være mere eller mindre udtalte, men som negligeres af visse mediers og journalisters selviscenesættelse -– og som i mange tilfælde gør nyhedshistorierne langt mere holdningsprægede, end de giver sig ud for. Eksempelvis når public service-medier (hvis 'neutralitet' lytteren eller seeren tager for givet) lancerer historier, der er klart politisk farvet, enten direkte eller indirekte ved et tendentiøst valg og fravalg af kilder.

Derimod trues den journalistiske redelighed sjældent en spaltemillimeter af avisernes holdninger på lederplads eller af ekstraordinære kampagner og initiativer – selv om dette hyppigt påstås, eftersom særlige avis-initiativer selv kan blive nyhedshistorier. Af sådanne fremgår det imidlertid i reglen åbent og uden omsvøb, hvilke dagsordener de pågældende medier repræsenterer overordnet set – så her er læserens kritiske sans vakt på forhånd. Det gælder, hvad enten det er Berlingske, der tildeler Anders Fogh Rasmussen en pris, mens chefredaktør Lisbeth Knudsen leverer en panegyrisk lovtale; om det er Information, der promoverer ATTAC; om det er JP, der iscenesætter en aktion med Muhammed-karikaturer; eller om det er Politiken, der opretter et Irak Center eller indgår et forlig.

Man kan selvfølgelig have delte holdninger hertil, for aviserne er meningsdannende aktører, og derfor skal der også i alle tilfælde være forskel på avisens journalistiske praksis og avisens øvrige meningsdannende aktivitet. Men det gode paradoks er, at jo klarere den kritiske tilgangsvinkel til hvad som helst i øvrigt fremgår journalistisk, desto mere redeligt erindres læseren om at være på vagt - over for både pressen, sagen og magten.

Derfor er der ingen reel konflikt mellem en meningsdannende avis og en god, menings- og nyhedsafdækkende journalistik, der tilstræber kritisk redelighed og er bevidst om sine egne begrænsninger.

Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 3.4.2010