Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Danmarks største integrationsproblem: Dansk Folkeparti

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

De lever iblandt os, de taler dansk - men de vil ikke dele vilkår med os andre. De vakler i forhold til danske kerneværdier og lever i en parallelvirkelighed, der på nogle områder adskiller sig radikalt fra det øvrige samfund. Det er ikke noget, vi bare tror, det er noget, vi ved. Spørgsmålet er, om de overhovedet kan integreres?

Jeg taler naturligvis om det højreradikale Dansk Folkeparti og dele af partiets vælgerskare.

I 1992 gav Pia Kjærsgaard udtryk for rimeligheden af visse lovbrud: »Hvis der er love, som jeg og en stor del af befolkningen betragter som direkte ødelæggende, og man ikke krænker nogen ved at bryde lovene, så mener jeg, at man i højere grad bør ty til civil ulydighed.« (B.T., 15.7.1992). Det var ikke en sidste udvej for at redde sit eget eller andres liv i selvforsvar, hun havde i tankerne, men derimod skattelovgivningen og fartgrænserne.

De Konservatives Helge Adam Møller fastslog dengang: »Hun accepterer kun den lovgivning, hun selv er enig i, og dermed giver hun udtryk for en fascistisk tankegang.«

Men det var dengang, hvor hun var politisk ordfører for Fremskridtspartiet. I dag er hun politisk leder af Dansk Folkeparti, og fortid er fortid – men har hun fået integreret sig selv og sine meningsfæller i den mellemliggende tid?

Der er grund til at tvivle.

41 procent af Dansk Folkepartis vælgere finder det acceptabelt at snyde samfundet og dermed alle os andre for skat. De ligger altså fortsat helt på linje med Fremskridts-Pia anno 1992 og har ikke problemer med at unddrage sig vores fælles forpligtelser til at få skolerne og sygehusene til at fungere.

42 procent af partiets vælgere finder det acceptabelt at bruge lussing og røvfuld i opdragelsen, og 23 procent af partiets vælgere går ind for dødsstraf, selv om dette barbari for længst er afskaffet. Alle tal stammer fra en undersøgelse af Capacent i maj 2009 (og i parentes bemærket: de tilsvarende procentsatser for muslimer er langt lavere).

Når jeg minder om denne undersøgelse, skyldes det ikke kun, at de færreste kender den, men også, at et aktuelt eksempel atter afslører, hvilken uintegreret parallelvirkelighed der trives i partiet – endog på topplan.

Da Jyllands-Posten for nylig offentliggjorde en meningsundersøgelse, ifølge hvilken et massivt flertal på 84,2 procent af befolkningen støttede de danske mediers afvisning af at genoptrykke Kurt Westergaards Muhammed-karikatur, kunne Dansk Folkepartis Søren Krarup forsikre os alle sammen om, at virkeligheden i virkeligheden var en helt anden: »Jeg tror heller ikke på de 84 pct. Jeg må sige, at det i den grad er i modsætning til den folkelige stemning, der gudskelov er i landet.«

Krarup »tror ikke på« det. Kjærsgaard »tror ikke på« en undersøgelse, der anslår antallet af muslimske kvinder med niqab og burka til at være forsvindende lavt. Hvis dét er fakta, så benægter de bare fakta, punktum.

Dansk Folkepartis hysteriske opstandelse over muslimerne i landet hører til samme virkelighedsflugt.

Derfor kan Krarups kanonisering af Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard vel heller ikke undre, når samme Hedegaard i samme Krarups eget tidsskrift (Tidehverv) skrev i 2004: »Medmindre dansk politik ændrer afgørende retning, vil fremtiden – og jeg taler om den umiddelbart forestående fremtid – blive præget af kampe om den territorielle kontrol. Konkret kommer kampen til at dreje sig om, hvem der omringer hvem, og hvem der kan kontrollere den fysiske kommunikation mellem de vigtigste befolkningscentre. Dele af den gammeldanske befolkning, der ikke har mulighed for eller penge til at nå over på dansk-kontrolleret område, vil ikke have anden mulighed end at konvertere til islam – fordi alternativet vil være endnu værre.«

Det er ikke science fiction, det er Hedegaard og Tidehverv.

Nej, hvem kan det undre, at der er så store overlapninger mellem parallel-samfundet i Dansk Folkeparti og parallel-samfundet i Trykkefrihedsselskabet, hvis formand i et interview i 2009 hævdede, at »massevoldtægt« er muslimens »ret«, og at muslimer over en bred kam ikke får »dårlig samvittighed«, hvis de lyver? Eller når han til en konference i Bruxelles i 2007 kan fremlægge »en forsvarsstrategi« imod den »sandsynlige begivenhed«, at dele af Europa, USA, Canada og Australien tabes til muslimer »uden for vores politiske og juridiske kontrol«, hvorefter han proklamerede: »En succesrig defensiv strategi kan nødvendiggøre skabelsen af parallelle institutioner under vores kontrol, ledsaget af civil ulydighed …«

Rene ord for pengene: Samfundsundergravende virksomhed.

Men de parallelle institutioner, som Hedegaard her forestiller sig at skabe, har allerede eksisteret i årevis i form af Dansk Folkepartis og Trykkefrihedsselskabets egne snævre parallelsamfund – efterhånden helt uden for integrationspolitisk rækkevidde.

Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 23.1.2010