Lars Løkke Rasmussens virkelighedsflugt

Af Rune Engelbreth Larsen

---

Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen medgiver, at der kunne være kommet en bedre aftale ud af klimatopmødet i København, men konkluderer alligevel: »Jeg er meget tilfreds. Vi er faktisk nået i mål. Vi er blevet enige om en aftale.« (Berlingske.dk, 19.12.2009).

Man spørger sig selv, hvilken parallel-verden statsministeren har befundet sig i?

Connie Hedegaard havde selverkendelse og seriøsitet nok til at være ærlig og konstaterede: »Jeg vil ikke benægte, at det er skuffende, at der ikke kom bindende mål for reduktionerne. Det er det, der har været arbejdet så kæmpehårdt for, så det er skuffende.« (Ritzau).

Statsministeren fremstår derimod nærmest blottet for realitetssans. Løkke synes at mene, at topmøde-kollapset lige kan ordnes med en gang provins-spin fra andedammen: 'Der er ikke noget at komme efter.'

Var det så det danske lederskabs »skyld«, at klimatopmødet udartede sig til en større fiasko, end selv pessimisterne havde frygtet? Naturligvis ikke. Selvfølgelig kan Lars Løkke Rasmussen ikke vride armene rundt på de to største udledere af drivhus-gasser, den gamle supermagt USA og den nye supermagt Kina, hvis globale stratego og selviske fokus på indbyrdes konkurrenceevne var blandt de store stopklodser.

Men dels bærer statsministeren det afgørende ansvar for et i særklasse amatøragtigt topmøde-forløb, hvor netop formandskabet er blevet udsat for voldsom kritik fra adskillige sider; dels står hans konklusion i skærende kontrast til den altdominerende hovedpart af vurderingerne verden over.

Selv et par dage efter topmødets afslutning rækker Løkkes selverkendelse kun til at indrømme, at han nok er kommet til at »støde nogle på manchetten«, men ellers var der »ikke kommet noget resultat« (Politiken, 21.12.2009).

Løkke, vågn op – der KOM i realiteten ikke noget resultat.

Le Monde kaldte ikke-aftalen for »et smertefuldt slag« og The Guardian »en sørgelig hyldest til en kollektiv fiasko«. Der Spiegel omtalte i sin dækning »Københavner-fiaskoen«, India Times kaldte klimatopmødet for et »sammenbrud« og refererede ulandenes kritik af den danske ledelse som »udemokratisk og lusket«. New York Times kritiserede ligeledes ledelsen i utvetydige vendinger: »Det var en skuffende afslutning på en to års proces, der skulle føre til en omfattende og kontrollerbar handlingsplan for at imødegå farlige ændringer af klodens klima. Det rodede kompromis afspejler konferencens kaotiske natur, som bogstaveligt talt alle deltagere sagde var dårligt organiseret og drevet.«

I det svenske statsministerium fik resultatet etiketten »katastrofe« (Washington Post), og EU-kommissionens formand Jose Manuel Barroso udtalte: »Jeg vil ikke skjule min skuffelse over denne ikke-bindende aftale.« (BBC). Den russiske præsidents klimarådgiver, Arkadij Dvorkovitj langede ud efter den danske ledelse og kaldte klimatopmødet for »et af de mindst succesrige møder på højeste niveau overhovedet« (Interfax) – omtrent samme vurdering som den britiske klimakommentator Geoffrey Lean, der også hæftede sig ved »den danske regerings inkompetente lederskab« (The Telegraph).

Blot nogle af de usædvanligt kritiske ord, som hjemlige og internationale iagttagere såvel som NGO'er, medier og skuffede statsledere har hæftet på det forliste klimatopmøde i København. Den danske regerings klakører var imidlertid også hurtigt ude: Det var ikke det danske lederskabs skyld, det var FN's. Det var ikke de rige CO2-udledende nationers skyld, det var de »hidsige« ulandes. Eller Kinas. Selvfølgelig.

Særlig heldigt var det for den danske regering, at man i TV2's »COP15-ekspert« Svenning Dalgaard har en sand regerings-lejesvend, der med forudsigeligt omhu patroniserede ulandene og mistænkeliggjorde deres motiver – de lande, der i langt højere grad end Vesten lider under klimaforandringerne som følge af den CO2-udledning, de stort set ikke selv har bidraget til. Samme 'neutrale' Dalgaard, der for samme public service-station i sin tid 'dækkede' historien om arabiske kritikere af den danske regerings håndtering af karikaturkrisen i TV2 Nyhederne med ord som »stjernetyderne i de arabiske lande«, der forsøgte at »finde hår i suppen«.

Men selv ikke i Danmark kunne statsministerens manglende topmødestyring trods alt negligeres. Skøn han som nævnt ikke kan klandres for USA's og Kinas stejle dagsordener, var hans virkelighedsfornægtelse rent ud sagt næsten så forbløffende som Saddam Husseins informationsminister 'Komiske Ali', der til det sidste benægtede nederlaget i Irak, selv da de amerikanske kampvogne bogstaveligt talt rullede ind i Bagdad.

I København var det blot den danske selvfornægtelse i alleryderste potens, der blev udstillet på den globale scene i tåkrummende grad: »Jeg er meget tilfreds. Vi er faktisk nået i mål.«

Godaw mand økseskaft.

Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 26.12.2009