17 millioner mishandlede mink?
Af Rune Engelbreth Larsen 
Jeg er ikke vegetar. Mennesket er nu engang et rovdyr, og mange rovdyr spiser kød. Jeg synes ikke, at det er mere synd for levende køer, der bliver til en saftig bøf, end for levende planter, der bliver til en delikat salat. Jeg kan heller ikke se noget problem i, at skind og pelse ender som overfrakker og andre beklædningsgenstande.
Så længe dyr ikke pines og plages.
Jeg ved godt, at der kan være tvivl, gråzoner og forskellige vurderinger heraf – men der er også tilfælde, hvor tvivlen så afgjort må komme dyrene til gode, ligesom der er tilfælde, hvor mishandlingen er hævet over al tvivl.
TV2-programmet Operation X, Ekstra Bladet og foreningen Anima har fremlagt billeder af horrible forhold på en række danske pelsdyrfarme, hvor mink og ræve rutinemæssigt pines og plages, før de flås.
Med en ihærdighed, der i nyere tid kun er overgået af Forsvarskommandoens mislykkede censurbestræbelser, forsøgte pelsindustrien til det sidste at forbyde TV2 at vise billederne. Heldigvis forgæves.
Når jeg skriver, at »mink og ræve rutinemæssigt pines og plages« på danske pelsdyrfarme, så tænker jeg ikke alene på den trebenede ræv, der må humpe trøstesløst rundt i sit bur, indtil den er stor nok til at blive flået. Eller den ræv, der bare svajer monotont frem og tilbage som en mekanisk dukke. Eller den, hvis mund er én stor ansamling af plagsomme bylder.
Jeg tænker heller ikke primært på de mange mink, der i dage- eller ugevis lider under åbne sår, fordi de er blevet skambidt ind til kød og knogler, eller dem, der har fået bidt øret eller halen af uden at blive behandlet af en dyrlæge.
Nej, når jeg er rystet over, at mink og ræve rutinemæssigt pines og plages af danske pelsdyravlere, er det faktisk ikke alene de skambidte og sygdomsbefængte stakler, jeg tænker på. For disse gabende sår i pelsdyravlernes og pelsdyrfrakkernes samvittighed er måske i virkeligheden kun toppen af isbjerget i en branche med 1.460 minkfarme og en årlig omsætning på 5 milliarder kroner?
Det principielle problem er mere grundlæggende og omfatter 17 millioner mink, der årligt henslæber deres absurde ikke-liv i danske trådbure. Problemet er, at om så hver eneste af de 17 millioner mink havde alle fire ben og var uden ét eneste kødsår, og om de virkelig alle sammen fik deres halm og dagligt kiggede nok så nuttet gennem tremmerne på pelsdyravleren, så er og bliver forholdene slemme.
At indskrænke bevægeligheden for solitære og territoriale dyr, der er 28-45 cm lange (plus hale), og som i naturen forsvarer territorier, der strækker sig over 2-3 kilometer, til et lillebitte trådbur på 30 x 45 x 90 cm, er ganske enkelt urimeligt.
Da censurkortet ikke hjalp med at standse offentlighedens indblik bag minkfarmenes hegn, har industrien i stedet ladet flere minkavlere stå frem i annoncekampagner, der skal overbevise os om, hvor kede de er af at blive fremstillet som dyremishandlere af »rabiate aktivistgrupper« og »utroværdige« journalister.
Og selvfølgelig er der ikke grund til at betvivle, at danske pelsdyravlere hellere ser mink, der trives godt, end mink, der vantrives, og at de i lighed med de fleste andre får det ganske ubehageligt over de gruopvækkende billeder, som er blevet vist i Ekstra Bladet og på TV2.
Jeg tror og håber også, at billederne af de døde og halvdøde mink trods alt udgør en forsvindende lille andel af det samlede billede. Jeg tror også, at det store flertal af avlerne utvivlsomt efterlever reglerne. Men desværre er det kun et udtryk for begrebernes devaluering, når loven tillader mink-industriens horrible dyreforhold, så mink og ræve i snævre trådbure kan være i overensstemmelse med dansk »dyrevelfærd«.
De 17 millioner mink, der årligt spærres inde på under en halv kvadratmeter og siden slås ihjel med dét ene formål at tilfredsstille glamourglade kunder, som næppe vil vide noget om forholdene, understreger absurditeten. Hvis ikke efterspørgslen gradvis forsvinder efter tilbagevendende afsløringer, kan disse misgerninger kun standses ad lovgivningens vej.
Spørgsmålet er også, i hvor god tro minkindustriens top egentlig er?
Jo, der kan skam arrangeres besøg i udvalgte afdelinger af en udvalgt mønster-minkfarm under ledsagelse og overvågning af industriens egne vagter. Og jo, der er kontrolbesøg med årelange mellemrum, hvor det ærlig talt ikke kan være vanskeligt at gemme problemerne af vejen for en kort bemærkning.
Industriens lukkethed er simpelthen selvafslørende.
Der er med andre ord ingen som helst grund til at tage minkindustriens troværdighed den mindste smule alvorligt, før hver eneste minkavler i landet kan sige til enhver journalist, at vedkommende når som helst kan komme på uanmeldt besøg på en hvilken som helst minkfarm i landet og inspicere forholdene hvor som helst.
Og filme hvad som helst.
Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 31.10.2009
