Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Nazi-kortet-kortet

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

For nylig faldt jeg over følgende betragtning på internettet: »Vi kender det sikkert alle til hudløshed. En debat i en kommentarsektion kører af sporet; én side i debatten drager paralleller til Tyskland i '33, hvorefter den anden side spiller nazi-kortet-kortet og siger noget i retningen af: 'Det er typisk for min modstander at spille nazi-kortet. Det stopper jo enhver debat.' Eller: 'Her forsøger man at føre en saglig debat og så bliver man pludselig gjort ansvarlig for holocaust.' Herefter vil debatten som regel være afgjort. Enhver kan jo se det urimelige i at gøre sin modstander til Nazist. Nazi-kortet-kortet vinder hver gang.« (Center for Vild Analyse).

Det er en trumf, som Dansk Folkeparti har spillet igen og igen. Man må nemlig ikke drage paralleller mellem nazisterne og Dansk Folkeparti, uanset hvor saglige, forbeholdne, nuancerede og præcise de måtte være, for så har man spillet det forbudte nazi-kort, som altid kan overtrumfes af nazi-kortet-kortet. Dér klapper alle omgående i og får røde kinder.

Det kunne i og for sig også være forståeligt nok, når en eller anden slyngede ud, at DF og DNSAP bare er ét fedt, eller slet og ret kaldte medlemmer af Dansk Folkeparti for »nazister«.

Den slags er indlysende nonsens. Selvfølgelig er Dansk Folkeparti ikke et nazistisk parti.

Sagen er bare den, at denne påstand heller aldrig fremføres af nogen som helst ædruelig eller saglig person i debatten, men at DF & Co. alligevel igen og igen hamrer nazi-kortet-kortet i bordet under foregivende af at partiet beskyldes for alt fra Mein Kampf til holocaust. Og den vide accept af nazi-kortet-kortets validitet i store dele af pressen og på Christiansborg har skabt en generel berøringsangst over for reelle historiske paralleller, f.eks. de ubestridelige ligheder mellem Dansk Folkepartis antimuslimske retorik og de propagandistiske virkemidler, som nazisterne anvendte under 1920'ernes og 1930'ernes antisemitisme.

Det er imidlertid Dansk Folkepartis demokratiske ret at anvende propaganda af denne karakter, ligesom det er partiets ret at kæmpe for diskrimination af homoseksuelle, kriminalisering af ægteskaber mellem udlændinge og danskere, intensiveret overvågning og registrering af almindelige borgere og tvangsudvisninger af flygtninge til områder med risiko for tortur og henrettelse.

Det er forkasteligt, men det betyder ikke, at der ikke er tigerspring fra Dansk Folkeparti til nazisterne.

Men når medierne hverken tør karakterisere de totalitære tendenser som totalitære eller stille skarpt på de helt åbenlyse paralleller til den nazistiske antisemitisme i adskillige af partiets toppolitikeres retorik, så er nazi-kortet-kortet blevet tildelt alt for stor magt og værdi.

Man kan og bør selvfølgelig rejse spørgsmål ved disse tendenser og deres historiske paralleller i et samfund, hvor pressefrihed og magtkritik burde være selvskrevne journalistiske dyder. I stedet er berøringsangsten imidlertid gået over gevind i en sådan grad, at Dansk Folkeparti ikke alene har patent på at smide nazi-kortet-kortet, men også nazi-kortet. Det får landets muslimer ofte at føle, når selv hovedtørklæder uden videre stemples som »hagekors«; men senest var det så tv-serien »Forbrydelsen II«, som Søren Espersen beskyldte for at være af »Goebbelske dimensioner«, fordi han mente, at et fiktivt parti med navnet Folkepartiet fremstod skurkagtigt i det første afsnit.

Afsnittet var spændende, men at vurdere »Forbrydelsen II« kunstnerisk eller 'politisk' på baggrund af ét afsnit, er i alle tilfælde halsløs gerning. Og Espersens forargelse er ufrivilligt morsom, al den stund at Folkepartiets lighed med Dansk Folkeparti er uhyre loyal i det afsnit, der indtil videre er sendt. Godt nok kan fiktion jo af og til fungere som et spejl – om det er tilfældet her, vil jeg dog overlade til Søren Espersen at ligge søvnløs over.

Men hvis »Forbrydelsen II« afslutningsvis skulle vise sig at have været en smule eksplicit kritisk over for Dansk Folkeparti, ville det blot være et lille skvulp i forhold til det ukritiske mikrofonholderi, som partiet har vænnet sig til at kunne tage for givet i TV-Avisen og TV2 Nyhederne i årevis – og så ville den naturligvis stå i kontrast til 99 procent af de øvrige tv-serier og underholdningsprogrammer, der er så apolitiske og søvndyssende, at de i sig selv tjener magtens status quo. Og det er selvfølgelig dét, Dansk Folkeparti vil se. 100 procent.

Klap i, eller vi spiller nazi-kortet. Kritisér, og vi trumfer med nazi-kortet-kortet.

Det er et spil, der alt for længe har tabuiseret relevante historiske perspektiveringer af politiske tendenser i landets mest indflydelsesrige parti, men det kan vi jo ikke vedblivende lade os overtrumfe af – kan vi vel?

Derfor er hermed spillet nazi-kortet-kortet-kortet ...

Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 3.10.2009