Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Ytringsfrihed og samvittighed

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I november 2008 var der forslag fremme om at forbyde drengeomskæring. I en fælleserklæring protesterede Martin Krasnik, Jacob Holdt, Kathrine Lilleør, Bent Melchior, Karsten Nissen og Özlem Sara Cekic m.fl.

Var det mon for at demonstrere deres »godhed«, at de ytrede sig i fællesskab? Var det for at fremhæve sig selv som en »kulturelite«? Jeg tror det ikke. Jeg tror, at de fandt forbudsforslaget forkert og krænkende.

Men lad os forestille os, at forbudet blev vedtaget. Mon ikke Krasnik ville protestere på tryk og vælge at få det gjort i smug, hvis han atter blev far til en søn? Jeg er i hvert fald sikker på, at mange andre ville gøre det. Hvordan karakterisere dette? Som en gemen forbrydelse?

Et andet eksempel: Lad os antage, at Forsvarskommandoen i september 2005 havde fået nys om, at Jyllands-Posten ville offentliggøre Muhammed-karikaturer, hvoraf flere var så hånlige, at det bl.a. kunne få konsekvenser for udstationerede danske soldater.

Lad os antage, at Forsvarskommandoen på forhånd krævede karikaturplanen indstillet, ja, truede med censur, fogedforbud og ransagninger for at destruere hver eneste kopi, der jo kunne opildne nogen og bringe danskeres liv (og forholdet til »fremmede magter«) i fare.

Hvad ville avisen have gjort? Mon ikke man ville have vægtet ytringsfriheden højere end censurkravet?

Nu var Forsvarskommandoen ikke ude med censurriven dengang, og heller ikke ved senere genoptryk, selv om man jo i det mindste i anden omgang har været fuldt ud klar over, at karikaturerne udgør en betragtelig sikkerhedsrisiko, hvilket er helt hypotetisk i forhold til offentliggørelsen af Thomas Rathsacks oplevelser fra for længst overståede militæroperationer. Derimod har ytringsfriheden aldrig for alvor været truet af karikaturernes offentliggørelse – at yderligtgående grupperinger har truet tegnere og udgivere, er indlysende forkasteligt og er blevet fordømt af enhver røst i den danske debat. Dét, som stort set alle kritikere af offentliggørelsen har protesteret imod, har selvfølgelig heller aldrig været avisens trykkefrihed, men alene dens dæmoniserende metode og ærinde.

Magthaverne og flertallet af medierne skamroste imidlertid denne fremfærd til at tryne et dansk befolkningsmindretal. De mægtigste og de fleste glorificerede hinanden som de modigste, mens afvigerne og kritikerne uden magt og realpolitisk indflydelse blev gjort til de farlige.

Sådan er kategorierne fordrejet ad absurdum i de senere år. »Eliten« er blevet et fast og forvrængende skældsord for et mindre antal kunstnere, intellektuelle og andre underdogs, der taler den faktuelle magtelite imod, og kritikere af mindretalsdæmonisering gøres til »modstandere af ytringsfrihed«.

To prisværdige, men ildesete initiativer har imidlertid forsøgt at rette op på dette moralske morads:

1) Politikens særtryk af det omstridte manuskript af en tidligere jægersoldat slår et afgørende slag for reel presse- og informationsfrihed i den magtbegrænsende tradition, som den fri presse er udsprunget af. Heroverfor er Forsvarets vilde påstande om bogens trussel mod intet mindre end »rigets sikkerhed« i bedste fald urimelig voldtægt af det danske sprog i censurens tjeneste.

2) I opposition til den kolossale overmagt af indflydelsesrige mediestemmer og magthavere har tusindvis af danskere erklæret sig parate til at skjule tvangsudviste irakere, der ifølge mange organisationer ville være i livsfare i Irak. Det er ulovligt, ja, men såmænd et fredeligt initiativ – og alt andet end bekvemt for dem, der realiserer det, eller for dem, der bliver lagt for had.

Hvorfor gør de det? Næppe fordi de føler sig som en del af »overhuset« eller »eliten«. Og næppe fordi de synes, at det er særlig fantastisk at blive ’beskyldt’ af et foragtende kor for at være »gode« – et noget desorienterende skældsord, skulle man ellers mene?

Men måske fordi uhyggen simpelthen hober sig op. Mennesker dumpes af den danske stat i fremmede lande, uanset om de måtte være i livsfare eller ej. Hans Jørgen Bonnichsen er blevet truet til tavshed, Per Ramsdal truet med fyring, Kirkeasyl truet med forbud, og Forsvarskommandoen kræver ret til forcensur og truer med at ransage et forlag i kampen mod en bog, der ikke beskriver virkeligheden, som militæret forlanger det. Og så videre.

Og når så en illegal udlænding bliver voldtaget, mishandlet og indespærret af en brutal dansker i ugevis, forarges TV2 Nyhederne lige akkurat kun halvvejs – man undlader nemlig behændigt at oplyse, at den mishandlede kvinde efter sit grusomme mareridt oven i hatten står til tvangsudvisning af Danmarks elskværdige myndigheder ...

Samvittighedsgrænsen er overskredet for mange mennesker, fordi der er love og magthavere så kyniske, at det kræver mere end et læserbrev og en stemmeseddel at udtrykke.

Så enkelt er det. Og så vigtigt.

Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 19.9.2009
Bragt under overskrifte: »Prisværdige initiativer«