Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Forbud mod vendekåber i det offentlige rum?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Et stort flertal karakteriserede i en nylig meningsmåling Naser Khader som Danmarks største vendekåbe.

En vendekåbe er selvfølgelig ikke noget klædeligt klædestykke for nogen, men hvilket samfundsundergravende signal sender det ikke også til børn og unge? Det kommer naturligvis ikke os andre ved, om han ynder at bære vendekåbe i sit privathjem – folk tænder jo på de mærkeligste ting, og vi står skam vagt om den personlig frihed i det her land. Men i det offentlige rum er vendekåben noget helt andet.

Hvordan skulle vi ellers nogen sinde kunne vide, hvem vi i virkeligheden taler med?

Og så er der trafiksikkerheden. Tænk på risikoen, når sagesløse bilister træffer en vendekåbe-trafikant? Kan man overhovedet stole på dem, når de blinker til venstre – hvad nu hvis de pludselig skrider til højre? Den slags ses hyppigere og hyppigere.

Men der må være en grænse.

I stedet spilder vi desværre tiden på at bekymre os over nogle hundrede millioner mennesker, der bliver hjemløse og dør af sult som følge af klimaforandringerne, når isen smelter, havene stiger og uvejret går amok – men hallo! – behøver man lige akkurat bo helt nede ved stranden? Jeg synes faktisk, det er en luksus, de godt kan undvære i den dér tredje verden. Og må jeg i øvrigt også minde om, at gummistøvlerne er opfundet?

Nej, lad os få de reelle problemer på bordet i stedet.

Jeg tror altså heller ikke et sekund på det naive kor af halal-yuppier og kulturradigale, der hævder, at der er mennesker, som lader sig svøbe ind i en tætsluttende vendekåbe af egen fri vilje!

Nåja, det kan måske godt ske i enkelte tilfælde – men så skyldes det helt sikkert, at de er blevet stærkt indoktrineret og har ladet sig assimilere i et parallel-samfund på Christiansborg.

Det er i hvert fald dybt godnat, når nogen siger, at vendekåben er en væsentlig del af deres identitet! Så er det bare, jeg spørger: Hvilken identitet? Ved de overhovedet selv, hvem der gemmer sig bag det ’frivillige’ fængsel, de har spærret sig inde i? Trænger de i virkeligheden ikke snarere til terapi og behandling?

Khader er et skoleeksempel på, hvor galt det kan gå.

I februar 2007 udbasunerede han, at han havde fået talrige opfordringer »til at starte et nyt parti,« men havde »afvist det hele«, fordi han var og blev »radikal«. Det holdt indtil maj 2007, hvor han stiftede Ny Alliance. I februar 2008 fastslog han: »Så længe jeg er i politik, så er det Ny Alliance.« Det holdt indtil august 2008, hvor han blev liberalist, lukkede Ny Alliance og stiftede Liberal Alliance. Det holdt indtil januar 2009, hvor han forlod Liberal Alliance med ordene: »Nu har jeg indset det. Jeg er ikke liberalist,« og så blev han løsgænger. Det holdt indtil marts 2009, hvor han fik humanitær opholdstilladelse i De Konservatives folketingsgruppe og kvitterede med ordene: »Jeg er værdikonservativ.«

Vendekåberne taler ikke bare med to, men med tre, fire eller fem tunger! Selv konservative har åbent erkendt, at Khader ret beset hører hjemme i Dansk Folkeparti, hvor de mest fundamentalistiske vendekåber i sidste ende alligevel havner – reelt eller formelt. Også Rushy Rashid har vovet at kalde en spade for en spade: »Jeg kan bedre lide de Konservative med nosser end med Naser.« (Berlingske Tidende, 18.8.2009).

Det er sandelig på tide, at vi andre også tør sige tingene lige ud og vise lidt ytringsfrækhed.

Ganske vist siger forskerne, at det kun er et lillebitte mindretal, der bærer vendekåbe i det offentlige rum. Men ærlig talt – hvad ved de egentlig om dét?

Jeg er skide træt af alle de elitære smagsdommere, som skal blande sig hele tiden og slå os andre oven i hovedet med dumme fakta. Jeg kan i hvert fald se med mine egne øjne, at det er en tendens, der spreder sig med faretruende hast i det danske samfund.

Jeg har rigtig nok hørt, at allerede Jens Otto Krag for årtier siden kom for skade at indrømme, at man har en kåbe på, indtil man vender vrangen ud på den. Men jeg er sikker på, at danskerne er enige med mig i, at det har taget overhånd i en grad, så vi snart ikke kan genkende vores land længere.

Hvad bliver ikke det næste? Tænk hvis det ikke bare er menige folketingsmedlemmer, men også ministre, der pludselig begynder at sige ét den ene dag og gøre det modsatte den næste?

Forestil dig en regering med vendekåbe-ministre – nej, forestil dig en vendekåbe-statsminister, der den ene dag lyver for at lokke en hel befolkning i krig og den næste lyver om løgnen for at vinde et valg?

Et sandt mareridt.

Nej, lad det aldrig komme dertil, lad os sige fra i tide: Lad os få et forbud mod vendekåber i det offentlige rum, før det er for sent!

Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 22.8.2009