Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Israels terror i et amputeret Palæstina

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Selvfølgelig er det lige så tragisk, når civile israelere bliver dræbt af palæstinensiske våben, som når civile palæstinensere bliver dræbt at israelske våben. Det første sker imidlertid meget sjældent i den igangværende krig, mens det sidste sker i stort tal hver eneste dag, og alligevel fortoner denne afgørende kendsgerning sig bag den type røgslør, som Anders Fogh Rasmussen spredte på sit seneste pressemøde: »Vi skal huske, at det er Hamas, der har startet det her ved at sende missiler ind over Israel, og intet land kan se passivt til, at det bliver beskudt.«

Israels bomberegn kan imidlertid ikke forsimples og fordrejes til en »reaktion« på palæstinensiske raketter. For det første er det trods statsministerens og talrige mediers selvvalgte enøjethed et ubetvivleligt faktum, at våbenhvilen også blev brudt af Israel. For det andet er Israel en knusende overlegen stormagt med verdens supermagt i ryggen, hvis angreb afgjort ikke kan sidestilles med palæstinensernes, der til sammenligning foregår med upræcise discountraketter. Og for det tredje rækker Gazakrigens rødder i sidste ende tilbage til Israels decimering og parcellering af palæstinensiske områder gennem årtier.

Et simpelt, men afslørende landkort over denne historiske udrensning, skal man dog kigge langt efter i de danske medier. Det er alene Hamas, der vil slette Israel af landkortet, hedder det til gengæld, og ingen kan da heller være i tvivl om, at organisationens charter fra 1988 både rummer antisemitisk propaganda og hysteriske konspirationsteorier. Men sandheden er også, at dette altid har været baseret på afmagtens tomme trusler, mens det ene palæstinensiske område efter det andet til gengæld reelt er blevet slettet fra landkortet under de seneste årtiers israelske bosættelser og besættelser, der har amputeret et muligt Palæstina til ubetydelige øer af fragmenterede reservater. Endvidere har Hamas blødt sin position fra 1988 op, og så sent som i november 2008 erklærede man sig foreløbig parat til at acceptere en palæstinensisk stat efter 1967-grænserne og en våbenhvile med lang tidshorisont.

Dette udspil er imidlertid tabt på gulvet, og nu taler våbnene igen med civile palæstinensere som de primære ofre, og derfor handler det ikke i første omgang om, hvad vi måtte mene om Hamas, men om at standse Israels politiske og militære kvælning af befolkningen i Gaza.

Røde Kors har således i skarpe vendinger protesteret mod, at israelske soldater lader døde og sårede palæstinensere ligge sammen med overlevende børn i ruinerne efter bomberegnen, og at de sågar forsøger at forhindre redningsfolk i at komme frem (Berlingske Tidende, 8.1.2009).

De norske kirurger, Erik Fosse og Mads Gilbert, der var de eneste vesterlændinge, som kom ind i Gaza et par dage efter det israelske bombardements begyndelse, har betegnet deres oplevelser som et »helvede« og udtrykt stor vrede og afmagt, for »israelerne løfter ikke en finger for at hjælpe« (Politiken, 12.1.2009).

Ifølge Fosse anvender israelerne såkaldte DIME-bomber med brændvarme mikro-fragmenter: »Det flænser humant væv i stumper og stykker, og vi har måttet foretage langt flere amputationer af arme og ben end jeg har set før.« (B.T., 7.1.2009). Hvis ofrene ikke dør eller bliver invalideret af skaderne, udvikler de dødelig cancer, forklarer Gilbert, der frygter, at Israel betragter Gaza som »et stort laboratorium for nye våben«.

Øjenvidneberetninger fra vestlige iagttagere, ikke fra Hamas.

Vi skriver nu medio januar, og invasionen og bombningen af Gaza bag Israels mur af pressecensur har såret over 4.000 palæstinensere og dræbt over 1.000, hvoraf ca. 40 procent er kvinder og børn. Antallet af dræbte israelere er under 20 (tyve).

Normalt lærer vi ellers, at »øje for øje, og tand for tand« er et uddateret og barbarisk dogme, men Danmarks statsminister ser ikke desto mindre stort på, at Israels militære operationer end ikke lader sig reducere til »øje for øje«. Dels fordi det med halvtreds gange så mange dræbte palæstinensere som israelere svarer til lemlæstelsens blodige overreaktion på lussingen, og dels fordi det er historieforfalskning at frikende Israels historiske atomisering af palæstinensiske områder som den betydeligste årsagsfaktor bag hårdknuden.

Enhver, der undlader at eksplicitere dette, men i lighed med de fleste vestlige politikere og medier i bedste fald skjuler misforholdet og den historiske baggrund under den rutinemæssige bisætning om, hvor synd det er for »civile israelere og palæstinensere«, bidrager til at fastholde Israels himmelråbende proportionsforvrængning og selvretfærdighed, der kun gavner voksende opbakning til Hamas - og legitimerer yderligere israelsk statsterror.

Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 17.1.2009