Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Mere danskhed, tak

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Vi trænger til et dansk parti, der tør insistere offensivt på, at danskheden er truet.

Et parti, der ikke nøjes med hensigtserklæringer og slogans, men tør satse stort og tæppebombe debatten med kravet om at styrke det, der mere end noget andet gør det danske dansk og Danmark til Danmark.

Jeg taler selvfølgelig om den danske naturarv – hvad ellers?

Der er dybest set intet, der er mere dansk end landskabet og naturen. Hvis det tvivlsomme begreb 'danskhed' overhovedet skal give mening, er naturen ganske enkelt det tætteste, vi nogen sinde kommer en neutral definition, bl.a. fordi den danske natur danner kulisse for alle, der lige akkurat lever i Danmark.

Naturen er hævet over (eller rettere det neutrale fundament under) alt det, der både splitter og beriger os, fordi vi er individer med vidt forskellige tanker, følelser og overbevisninger. Således er den danske historie og kulturarv et katalog over årtusinders modstridende epoker, kulturelle modsætninger og kæmpende individer, som har slanget udviklingen i snart den ene og snart den anden retning; men de skiftende politiske og kulturelle vinde er blæst gennem de samme landskabelige konturer, og selv om fordelingen af natutyperne har varieret undervejs, er karakteren heraf trods alt stadig det danskeste, vi har at være fælles om. Og det gælder uanset politisk og religiøst ståsted, uanset om vi ønsker mere eller mindre EU, og uanset alle seksuelle, musikalske, gastronomiske eller moralske præferencer i øvrigt.

Hvad enten vi har boet i disse kulisser i 1, 10 eller 100 år, og hvad enten vi er lejlighedsvise naturgæster eller lidenskabelige naturelskere, så er der intet mere utvetydigt dansk end den natur og det landskab, som alle, der bor her, er en del af.

Det er det Danmark, som naturbegejstrede digtere har besunget som Danas Have og Freias Sal, og som ikke bare guldalderen forgyldte, men som bestandigt er vendt tilbage, også efter at Oehlenschläger, Blicher, Andersen, Winther & Co. gik på pension. Og hvorfor? Fordi naturens æstetiske berigelse og indre inspiration netop rækker ud over skiftende epoker og stridende standpunkter og vedbliver at være af særskilt værdi.

Derfor har naturen også betaget betydningsfulde danske poeter længe efter romantikkens afblomstring, f.eks. Jeppe Aakjær, Thøger Larsen, Sophus Claussen, Johannes V. Jensen, Frank Jæger og Eske K. Mathiesen, for blot at nævne nogle få, der har sat deres spor i den danske kulturarv – ja, sågar en storbypoet som Dan Turell kunne digte om naturen:

Hvad er det nu de ligner
disse tusind blomster i græsset
der bøjer sig samtidig for vinden
Jo
Nu har jeg det:
Det er en fyldt koncertsal
der klapper.

Og dog er ingen danskhed mere ryddet, parcelleret og truet end netop de danske naturværdier.

Ikke alene må vi trækkes med følgerne af den omfattende destruktion af landet, der i kølvandet på de overdrevne landbrugshensyn i perioden 1940-1970 har fået fatale og uoprettelige konsekvenser, som forfatteren Kjeld Hansen har dokumenteret i bogen 'Det tabte land', men i dag fortsætter traktorvældets og sprøjteliberalismens naturmassakrer atter med speederen i bund under dække af grønne bordtaler og enkelte prestigeprojekter. Jorden forgiftes, og landskabet pløjes op i så ekstremt omfang, at naturområder på størrelse med Bornholm, Samsø og Læsø er forsvundet på blot ét år ifølge Danmarks Naturfredningsforening.

Så hvor er det parti, der tør være så dansk, at det også tør gøre definitivt op med den samvittighedsløse destruktion af vores (og kommende generationers) fælles naturarv – uden at være så udansk, at det behøver skære landbruget over én kam og kollektivt dæmonisere landmænd? Hvor er det parti, som i opfindsomme aviskampagner, farverige aktioner og visionære planer med ildhu vil bekæmpe de kræfter, der således rykker danskheden op med rode og kvæler uvurderlige danske naturværdier?

Danmarks naturarv spænder jo ikke blot over spektakulære områder som f.eks. Møns Klint, Råbjerg Mile, Hammerknuden, Lille Vildmose, Fyns Hoved og Silkeborgsøerne, men også over skove, heder og andre uopdyrkede områder i det fri, hvor fuglene kvidrer og insekterne summer, og hvor floraen fryder øjet i al sin vidunderlige mangfoldighed.

Eller med Oehlenschlägers ord i digtet »Hvor deilig er Naturen?«

Hvor deilig er Naturen, og hvor rolig
højt hæver sig den grønne Blomsterbolig.
Svagt Sommerfuglen spæde Græs nedtynger,
og Bækken risler, medens Fuglen synger.

Og hvad er vel mere dansk end at tage vare på dét? Ikke 'blot' for den danske sommerfugls skyld – og alt, hvad dét implicerer - men afgjort også for den danske naturarvs og naturoplevelses skyld.

Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 20.12.2008
Bragt under overskriften: "Naturarven er kernen i danskheden"