Karikatur-kulturalisme
Af Rune Engelbreth Larsen 
Er »individet helt igennem bestemt af sin kultur og kan kun realisere sig selv inden for dens rammer«? Nej, selvfølgelig ikke.
Alligevel er denne fjendefigur symptomatisk nok afgørende for Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen, når de atter skamrider deres kulturalisme-kæphest i Politiken den 19.11. De er nødt til at sammen-ælte forenklede og fiktive debatpositioner til dette let-angribelige luftkastel for at tilpasse mellemregningerne i deres bekvemme forestilling om selv at stå i den oplyste midte mellem to firkantede yderpoler af 'multikulturalister' og 'national-kulturalister' – og så har vi sådan et par nydelige glasmontre ved siden af hinanden i Stjernfelts og Eriksens kulturalistiske raritetskabinet.
I disse kulisser placeres nationaltraumet for 117. gang: Forargelsen over, at ikke alle klapper ekstatisk i hænderne over Muhammed-karikaturer. Kritikerne af Jyllands-Postens karikatur-aktion reduceres så til »venstrefløjen«, som »ikke konsekvent ville forsvare ytringsfriheden mod de islamistiske anslag« – og så er alting jo linet let op i skydeteltet.
Men for det første: Hvad var det for en »venstrefløj«, der kritiserede Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer? Uffe Ellemann-Jensen og Birthe Rønn Hornbech? 22 tidligere danske topdiplomater? Tøger Seidenfaden og Niels Due Jensen? Sandheden er jo, at der ingen firkantede fløje var.
Grænseløst uredeligt bliver det imidlertid, når Stjernfelt og Eriksen må forfalde til at skyde unavngivne personer i skoene, at det »har ligget i kortene i den almindelige meningsdannelse på venstrefløjen«, at karikaturtegnere »på en måde selv har været ude om det«, når de udsættes for dødstrusler. Igen: Hvad er dét for en »venstrefløj«? Og hvor i alverden ligger de kort?
For det andet: Er karikaturkrisens omdrejningspunkt og forløb virkelig reducerbart til den myte om karikatur-kritikerne, som Stjernfelt & Eriksen deler med Fogh, Kjærsgaard, Hedegaard og Rose – at man »ikke konsekvent ville forsvare ytringsfriheden mod de islamistiske anslag«?
Nej. Karikatur-kritikerne var lige så forskellige som karikatur-fortalerne, men fastholdt generelt, at krisen havde andre og flere facetter end ytringsfrihed og islamistiske anslag.
Ét af de underbetonede aspekter var, at Westergaards karikatur ganske enkelt er en propaganda-karikatur på linje med den type, der i 1930'erne var det ultimative udtryk for nazisternes perverterede »ytringsfrihed« i antisemitismens tjeneste.
Det manipulatoriske modspørgsmål er så gerne, om man da ikke skal have lov til at »kritisere« islam? Svaret er lige så let, som spørgsmålet er dumt: Jo, selvfølgelig. Man kunne også spørge, om man ikke også skal have lov til at tegne Muhammed som en urinerende kamel, sådan som medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom gjorde det i sommeren 2006, og hvorom Søren Espersen begejstret udbrød, at det da bare var »alle tiders«?
Svaret på dette spørgsmål er imidlertid det samme: Jo, det skal man have lov til. Vi har ytringsfrihed. MEN – og her kommer min version af karikaturkrisens berygtede, men elementært indlysende 'men' – behøver vi ligefrem bifalde og heroisere lortet? Behøver vi hylde propagandaens stereotypi ved at hamre vores foragtende hån og spot lige i synet på hvert eneste medlem af en trængt minoritetsgruppe i Danmark – og bagefter klappe i hænderne, fordi propagandaen smykker sig som »ytringsfrihed«?
Man har vel også lov til at kalde en spade for en spade, og Westergaard er en spade. Hans karikatur er lige så lidt og lige så meget »kritik af islam«, som de antisemitiske karikaturer i nazisternes Stürmer var »kritik af jødedommen«. Dette faktum, sammenholdt med hele den antimuslimske kontekst, som JP-aktionen er udsprunget af, er og bliver kernen og dynamikken i karikaturkrisens udspring.
Men dette tilsiger os ikke på fjerneste måde at begrænse kritikken af totalitære mellemøstlige regimer eller islamisters dødstrusler, der indlysende nok er dybt forkastelige og en urimeligt høj pris at betale.
Det handler selvfølgelig heller ikke om at give islam eller muslimer positiv særbehandling – det handler om at erkende og imødegå den overvældende negative særbehandling og dens slagside af dæmoniserende generaliseringer, som rammer landets muslimske befolkningsmindretal en bloc. En udvikling, som kun fører til fortsat rettighedsfrarøvelse, intolerance og yderligere radikalisering til gavn for den åbenlyse konflikt-agenda, som Dansk Folkeparti har haft held til at cementere med regeringens kolossale velvilje.
Det er fra denne magtfulde alliance og ikke fra marginale islamister, hvis politiske magt i Danmark er nul og nix, at tidens største underminering af oplysningstidens humanistiske kulturarv kommer til udtryk.
Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 22.11.2008
