Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Mediemagt og magtkritik

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

For nylig blev jeg bedt om at stille op til en tv-debat om sortering af udlændinge med integrationsminister Søren Pind. Tre timer før udsendelsen blev den imidlertid aflyst. Pind kunne åbenbart ikke nå frem på grund af askeskyen fra Island.

Det er jo, hvad der kan ske. Jeg fik at vide, at man selvfølgelig håbede på, at »en ny lejlighed« snart ville byde sig.

Det var så tilfældet allerede den følgende aften. Nu kunne Pind godt nå frem til tv-studiet og diskutere sortering af udlændinge, kunne jeg konstatere – da jeg så ham på tv. Jeg var nemlig alligevel ikke blevet inviteret. Hvorfor?

Fordi Pind havde oplyst, at han ikke ønskede at deltage i den debat, redaktionen havde planlagt med undertegnede.

Så enkelt kan magtpolitikeren få indflydelse på, hvordan et debat-indslag skal tilrettelægges (og det sker ikke sjældent). I stedet blev han så i dette tilfælde sat til vægs af Johanne Schmidt-Nielsen og Anita Bay Bundegaard. Lidt retfærdighed var der altså – Pinds kujoneri betalte sig ikke.

Det ændrer ikke ved det problematiske i, at en magtfuld politiker blander sig i en fri presses dispositioner og selv kan fravælge opponenter. Hvis en minister forsøger noget sådant, bør redaktionen selvfølgelig 1) afvise det, 2) orientere offentligheden om ministerens urimelige krav og 3) gennemføre den planlagte debat uden ministeren. Så skal han eller hun såmænd nok lære at blande sig helt uden om de redaktionelle dispositioner fremover ...

I modsat fald får vi kun mere af den type teater-iscenesættelse, som Carsten Jensen har udstillet i sin mediekritiske dokumentar på DR2, »Det første offer«. Ikke mindst Irak-krigens løgne og DR's og TV2's dækning var ofte en tandløs falliterklæring. Her kunne daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen f.eks. alt for let slippe afsted med flere usandheder såsom, at den danske regering slet ikke gik i krig med »masseødelæggelsesvåben« som begrundelse.

En løgn om løgnen, der i debatten efter Jensens film sågar blev gentaget flere gange som »faktuelt korrekt« (sic) af DR's nyhedschef Ulrik Haagerup, til trods for at »masseødelæggelsesvåben« faktisk er nævnt intet mindre end ti gange i regeringens forslag til folketingsbeslutning om at gå i krig! Bl.a. hedder det i de officielle bemærkninger til regeringsforslaget den 18. marts 2003: »Et militært bidrag vil samtidig være i overensstemmelse med den hidtidige danske politik over for Irak og med den danske ikke-spredningspolitik i relation til masseødelæggelsesvåben.«

Hvem har brug for en spindoktor med en nyhedschef som Haagerup?

Tv-nyhedernes illusoriske objektivitet er et større problem end den noget nær totale borgerlige dominans blandt udgiverne af de danske dagblade, som Henrik Sass Larsen har påpeget. For selv om dette problem ikke kan bestrides, og der er groteske eksempler på redaktører, der bortredigerer kompromitterende opførsel og udtalelser af borgerlige politikere, er det vrøvl, at ubalancen også slår entydigt igennem i den løbende journalistik eller på avisernes debatsider. Der var f.eks. ingen kære mor eller hjælpsom medietante, da Lene Espersen og Henriette Kjær var permanente skydeskiver i pressen. Endvidere har både Politikens og Jyllands-Postens blog-univers alverdens standpunkter repræsenteret, og ingen dansk debatredaktion er så dum og ensidig, at den er lukket for socialdemokrater. Derfor er det ganske enkelt forkert af Sass at påstå, at Berlingske og JP ikke giver »rum og plads til nogen som helst anden form for tænkning« (Information, 25.5.2011).

Når han brokker sig over, at venstreorienterede (underforstået: socialdemokratiske) røster fylder for lidt i den løbende debat, kan han snarere takke sig selv. På højrefløjen kan man f.eks. finde ud af stable et CEPOS på benene for at harcellere over skatten, men CEPOS kan også (af og til) spidse pennen over for 'sin egen' regerings rets- og værdipolitiske populisme.

Halvt så højt til loftet er der langtfra hos Sass, der tværtimod raser, når kritikere på den anden fløj også tillader sig at rette skytset mod socialdemokratisk populisme. Sass ville skide i bukserne, hvis der fandtes en humanistisk centrum-venstre tænketank med samme kritiske gennemslagskraft som liberalisterne i CEPOS.

Han har knoklet ihærdigt for at begrave Socialdemokraternes lange tradition for intellektuel rummelighed, der ellers kunne have været hans parti til gavn i kulturkampen, men de frie humanistiske fugle, der er til overs i debatten, gider selvfølgelig ikke blive kostet rundt af Sass som tamhøns i en hønsegård.

Selv samme Sass, der storskrydende praler af at have forjaget de kulturradikale socialdemokrater og begejstret hilser Krarups kulturkamp velkommen (Politiken, 23.5.2011), er alt for magtfikseret til at se det vakuum, som han dermed selvforskyldt har skabt i den socialdemokratiske lejrs kritiske underskov.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 4.6.2011