Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Karen Fældemanns naturmassakre fortsætter

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Karen Ellemann: »Til sommer har vi vilde planer: Vi skal op på fjeldet i Norge og vandre! Jeg vil gerne rejse langt for at opleve den ro og fred.« (Portrætinterview i Politiken, 8.5.2010).

Miljøministeren behøver dog ikke rejse til de norske fjelde for at finde naturens fred og ro – faktisk behøver hun ikke rejse længere end til Thy og Vester Han Herred i Nordjylland, hvor hun kan feriere i nærheden af nogle af de mest uforstyrrede naturområder i Danmark.

Her er ganske vist ingen norske fjelde, men dog også en imponerende natur i rolige omgivelser, som hun kan nyde i rigt mål. Indtil videre, om ikke andet.

For det paradoksale er, at hvis samme Karen Ellemann får magt, som hun har agt, vedtager Folketinget snart at placere verdens største vindmøller ved Østerild, hvor syv støjende og blinkende konstruktioner af 250 meters højde betyder inddragelsen af tredive kvadratkilometer nordjysk naturområde. Og dermed vil den unikke natur-ro, som miljøministeren hævder at sætte så stor pris på, være en saga blot i Østerild Klitplantage og Hjardemål Plantage.

Bedre bliver det ikke af, at bestræbelserne herpå kun er det mest ekstreme og mest synlige eksempel på den naturmassakre, der finder sted i vort land i disse år.

14 grønne organisationer har netop slået alarm i et opsigtsvækkende angreb på de fatale konsekvenser af politikernes årelange underprioritering af naturen: »Den biologiske mangfoldighed er afgørende for vores liv og velfærd, men den forsvinder med stor hast,« fastslår bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, Verdensnaturfonden, Greenpeace, Dyrenes Beskyttelse, Nepenthes og Dansk ornitologisk Forening.

Organisationerne fremhæver bl.a. nødvendigheden af mere plads og mere sammenhængende naturområder samt klare målsætninger for skovbeskyttelse, hvis biodiversitetens tilbagegang skal standses inden 2020.

Og regeringen har ikke blot ladet stå til, men aktivt bidraget til tilbagegangen, selv om Ellemann gerne præsenterer sig selv som en sand naturven: »Jeg er så heldig, at skoven er min nabo, så jeg går og løber tit i skoven,« forklarer hun i portrætinterviewet i Politiken. Her kan vi tilmed læse, at »hver dag« skam er »skovens dag« for miljøministeren, der bor lige ved Dyrehaven, nord for København.

Glæden ved at være nabo til skov genkender mange utvivlsomt i Østerild, hvor hun ikke desto mindre rask væk er parat til at rydde millioner af træer. Men det er selvfølgelig også langt væk fra hendes 'egen' skov.

Desværre er de færreste klar over, hvilke oplevelsesværdier der vil gå tabt, hvis Ellemann får sin vilje og sender 20.000 lastvognstog med 400.000 kubikmeter grus ind i området, hvor 15.000 kubikmeter beton skal støbes til vindmølleanlægget. Fortalere for forslaget har påstået, at der bare er tale om en »dybt kedsommelig granplantage« (Politiken, 19.5.2010) og lignende uredeligt vrøvl, fordi Miljøministeriet og medierne ikke rigtig har gidet ulejlige sig med at vise offentligheden de smukke og varierede områder i Østerild Klitplantage, som Ellemann vil udradere.

En alternativ placering ved Stauning, hvor konsekvenserne for naturen vil være langt mindre, er samtidig blevet fejet af banen med den begrundelse, at der her skal eksproprieres »over 100 ejendomme og huse«, hvorimod man ifølge Miljøministeriet kan nøjes med fem ved Østerild.

Som tidligere påpeget i nærværende klumme har ministeren imidlertid behændigt lagt lempeligere kriterier til grund for placeringen i Østerild end for alternativerne, fordi man er så forhippet på at gennemtvinge anlægget på rekordtid. Direktør for Danmarks Naturfredningsforening, René la Cour Sell, fastholder således, at Stauning-modellen næppe betyder flere ekspropriationer end Østerild-modellen, hvis kriterierne for placeringerne er de samme (jf. Politiken, 23.5.2010). Også dét understreger naturligvis behovet for reelle og uvildige undersøgelse af konsekvenserne, frem for det manipulerede makværk og hastværk, som miljøministeren har spist offentligheden og Folketinget af med.

Men ta' selv til Østerild Klitplantage og oplev f.eks. Stensig, som Ellemann vil slette af verdenskortet, eller Tovsig Sø og Oskar Jakobsens Sø, før idyllen her risikerer at bliver uopretteligt forandret af gigantmøllerne i nærheden. Betragt de smukke udsigter fra højdepunkter ved Bulbjerg, Troldsting og Hanstholm Vildreservat – eller fra nogle af de mange fugletårne i de store EU-fuglebeskyttelsesområder – hvor gigant-møller endnu ikke tegner horisontlinjen. Og skriv frem for alt til dit partis miljøordfører, hvis også du gerne vil bevare naturens unikke oplevelsesværdier for fremtiden.

Det er nu, det gælder, hvis disse områder ikke også skal tromles ned af regeringens motorsavspolitik. Og det er langtfra alene de lokale i Østerild, der taber, hvis Ellemann får gennemtrumfet sin vilje – det er din og min natur, der forarmes, og derfor os alle, der forarmes.

Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 29.5.2010