|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Dissidentkunst
Af Rune Engelbreth Larsen 
Klumme i Politiken
Den dansk-koreanske kunstner Jane Jin Kaisen modtog for nylig kunstprisen Montana Enterprize for video-installationen 'Reiterations of Dissent' (2011), der fortæller og fortolker en skelsættende, men meget omstridt hændelse i nyere koreansk historie – den såkaldte »Jeju 4.3 Incident«. Den kryptiske navngivning dækker over den politisk belastende karakter af de blodige begivenheder, der fandt sted på øen Jeju den 3. april 1948, hvor tusindvis af koreanere blev dræbt i massakrer og oprør, der fortsat er omgærdet af store kontroverser, og som i fem årtier gjorde det forbudt blot at nævne datoen.
I en række forskudte videoforløb udforsker Kaisen dette blodige X i historien og giver på særegen dokumentarisk og kunstnerisk vis et indblik i det fragmenterede sammensurium af kildefortolkninger, vidneudsagn og famlende forsøg på overblik, der er al historiefortællings vilkår, men almindeligvis er fraværende i selve formidlingsprocessen. Her ser vi imidlertid en række af puslespilsbrikkerne på separate tv-skærme og får et kalejdoskopisk, men samtidig meget intenst billede af »4.3«, hvor det er op til beskueren at knytte trådene og danne sig sit eget overblik. Sine steder er det poetisk gribende og smerteligt smukt, andre steder journalistisk refererende og atter andre stærkt politisk.
Dette prisvindende værk, hvis komplekse historie er alt for ukendt i en bredere offentlighed, kan opleves i Århus Kunstbygning frem til den 8. januar sammen med andre af Kaisens videoinstallationer, bl.a. 'Island of Stone # 1-3', der dokumenterer nutidens kamp imod opførelsen af en amerikansk militærbase på samme ø. Jeju er stadig præget af det historiske traume fra 1948, som dermed bliver et historisk epicenter for hendes udstilling, »Dissident Translations«.
Århus Kunstbygning huser samtidig den kenyanske performance-kunstner Ato Malindas udstilling »Incommensurable Identities« af, hvis ærinde går godt i spænd med Kaisen.
I en videofilmet performance, der fandt sted under ferniseringen, udstiller Malinda sig selv i en melankolsk reference til den sorte Khoi-San-kvinde Sarah Baartman, der turnerede i freakshows i Europa som »Hottentot-Venus« i begyndelsen af 1800-tallet. Mod betaling kunne hvide europæere ikke blot beglo hende, men også røre hendes ualmindelig store bagdel og få 'bekræftet' det hvide billede af de eksotisk-bizarre afrikanere. Hun døde i Paris i 1815, hvorefter skelettet og de parterede kropsdele blev udstillet på et fransk museum frem til 1974 for først at blive returneret til Sydafrika så sent som i 2002.
Malinda spiller på freakshowsmentaliteten og dens rødder i kolonialismen som én af flere indgangsvinkler til at belyse et moderne tværkulturelt identitets-brud, der er en risiko for mange med ikke-vestlig kulturbaggrund i og uden for Vesten. Hun er samtidig bevidst om det paradoks, at der er ikke alene er indlysende vestlige elementer i den 'hvide' undertrykkelse, som hun kritisk fremhæver, men også i selve frigørelsesprocessen herfra: »Jeg synes, det er svært at udtrykke sort identitet uafhængig af en vestlig diskurs.«
I performance, fotos og videoværker blander hun en række kontrasterende identitetskort, der tager udgangspunkt i hende selv som kulturel afrikaner, moderne feminist og kosmopolit, og som både problematiserer forestillinger af 'primitive' sorte såvel som afrikansk kønsdiskrimination og en blodig kulturskik som pigeomskæring. Det sidste i en uhyggelig video, 'Prison Sex I', hvor en pænt indpakket gave med bånd og sløjfe symbolsk bliver sprættet op foran Malindas skød som den ultimative kontrast til alt det, vi normalt associerer med glæden ved at give og modtage gaver – ikke mindst i de allermest intime forhold.
»I London er omskæring især udbredt blandt indvandrergrupper,« fortæller et temmelig besynderligt museumsskilt, der imidlertid uden præcisering af »hvem« eller »hvor mange« blot reproducerer den fordummende indvandrer-stereotypi og nivellerende identitetsgeneralisering, som står i kontrast til tråden i Malindas udstilling.
Men det spolerer ikke helhedsindtrykket af hendes symbolladede og farvemættede billeder, der også gør videoværkerne til en æstetisk fryd for øjet, ikke mindst 'Prison Sex II', der tematiserer frihed og ægteskab med kolonialismen som tilbagevendende kulisse.
To tankevækkende udstillinger i særklasse på én gang i Århus Kunstbygning.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 3.11.2011
