Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Rummet i Spanien 19C

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Klumme i Politiken

»Den kunstneriske installation lever et kort liv. Den bygges op i sit rum, udstilles og fjernes derpå, for aldrig at opstå igen i den samme form. Der er ingen evighedsmaskine her, som maleriet kan bryste sig af. Op på scenen og ned igen.« (Anne-Mette Arendt, installationskunstner).

Fra Olafur Eliassons regnbuefarvede glaskorridor på toppen af Aros med panoramaudsigt over Aarhus er der langt til undergrundens kunstneriske vækstlag, der imod alle økonomiske odds udfolder sig fjernt fra mediebevågenhedens radar. Man glemmer let, at også den kunstner, der er blevet ophøjet til stjernehimlen over den etablerede kunstverden, engang har delt skæbne med en skare af ukendte ildsjæle, der må blomstre i skyggerne og gløde uden for ramplyset, ofte på tværs af tidsåndens kulturelle konventioner.

Udstillingsstedet Spanien 19C er Aarhus' enestående og egenartede rum for ildsjæles grænsesprængende og eksperimenterende udforskning af kunstens væsen og virke, hvor man siden 1998 har kunnet opleve lokale, nationale og internationale kunstnere med hovedvægten på installationskunst, men også koncerter, digtoplæsning, radiomontager og film.

»Into the wide open« står der over indgangsdøren til udstillingsstedet, der ligger i en lille enklave af halvforsømte bygninger i den sydlige ende af Aarhus havn. Hver for sig fremstår bygningerne anonyme og glemte, men til sammen udgør de et lille marginalt bylandskab af en sært stemningsfuld skønhed.

Hjertet i Spanien 19C er et rum af dagligstuestørrelse, hvis rå cementgulv og røde murstensvægge har dannet ramme om henved 100 arrangementer og udstillinger af den flygtige og forstyrrende art. Kunst og aktiviteter, der skabes af »døgenigte, skizoide, skønhedselskende og folk, som ikke ved bedre,« for atter at citere Anne-Mette Arendts træffende præsentation af udstillingsstedet, der drives af kunstnerne Kim T. Grønborg og Katja Bjørn Jakobsen.

I oktober kan man opleve John Kroghs installation »The Cabin«, inspireret af den amerikanske forfatter Henry D. Thoreaus berømte værk 'Walden; or Life in the Woods' (1854). Thoreau boede et par år i en lille hytte ved Walden Pond, hvor han forsøgte at leve på naturens præmisser og begrænse sin arbejdsindsats til det minimum, der er nødvendigt for at opretholde eksistensen. At arbejde for føden skulle være tidsfordriv, ikke livets omdrejningspunkt, så der var tid til vigtigere ting: »I wanted to live deep and suck out all the marrow of life ...«

John Kroghs værk består af en spinkel træ-ramme om en hytte, hvorpå der hænger enkelte udskårne nøgleord, bl.a. »Shelter«, »Nature«, »State«. Hytten er kun, hvad den er, i kraft af de ord, der er tilføjet som knogler på dens hvide skelet – og de ord og tanker, hvormed vi selv digter inventar, liv og natur i og omkring den.

»Cabin« er et rum i rummet i Spanien 19C – så længe det varer. Flygtigt som alt andet i livet og rummet, på vej til og på vej væk på samme tid. Det kunne også være et billede på selve udstillingsstedet. Et af den århusianske kunstscenes frirum, hvis overlevelse afhænger af kreativt knofedt, frivillige kunstinteresserede og velvillige kunstnere – og forhåbentlig en bevilling nu og da.

Når man betænker, hvor mange millioner, der ruller til øremærkede projekter på etablerede museer og i prestigeprojekters kunstneriske promovering af diverse byer, er det bemærkelsesværdigt, hvor oversete og underprioriterede de eksperimenterende miljøer er, selv om det gerne er i de afsidesliggende rum, at ukendte og mindre kendte kunstnere får frihed til at afsøge, overskride og måske flytte kunstens grænser.

Oprindelig var adressen Spanien 19C – deraf navnet – men selv om kommunen har ændret adressen til Kalkværksvej 5A, ligger udstillingsstedet, hvor det altid har ligget (og hedder, hvad det altid har heddet). Men det er til gengæld også det eneste, der er nagelfast i dét foranderlige rum, der undfanger og udstiller nye og uopdagede sider af kreativitetens kaos, som er en forudsætning for kunstens dynamik i det hele taget.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 13.10.2011