Debatkultur og voldskultur i Danmark
Af Rune Engelbreth Larsen 
Kultur er mange ting – f.eks. tradition, billedkunst og litteratur. Men begrebet kan også bruges i sammensætninger som debatkultur og voldskultur, der er kommet i fokus efter Anders Behring Breiviks terroraktioner i Norge. Det diskuteres, om en hadefuld debatkultur kan fremme en ditto voldskultur?
Svaret er, at selvfølgelig kan den det – men også, at det ikke betyder, at alle eksponenter for en hårdkogt debatkultur kan skæres over én kam. Jeg er således enig med Søren Espersen, når han melder hus forbi over for den kritik, der associerer Dansk Folkeparti med Breiviks militante tankeverden.
Der er afgørende spring fra DF's politiske virke til Breiviks monstrøse misgerninger, men der er også betydelig afstand fra partiets nok så kyniske antimuslimske retorik til en militæranalytisk selviscenesættelse af vilde borgerkrigsscenarier.
Sidstnævnte er ikke karakteristiske for DF som parti, kun for partiets allermest yderligtgående røster og den debatkultur, der trives længere ude ad den radikale antimuslimske tangent. Dérude, hvor også internationale debattører som Lars Hedegaard er blandt autoriteterne og langtfra begrænser sig til 'islamkritik', men opmaler et surrealistisk trusselsbillede, hvor muslimerne er blottet for al samvittighed, voldtager og dræber deres egne døtre og forbereder en blodig borgerkrig imod os andre.
Hedegaard har svaret på kritik ved med rette at afvise et ansvar for terrorhandlingerne i Norge, men kan selvfølgelig ikke bare afvise Breiviks henvisning til sit eget trusselscenario med, at Breivik »også citerer Platon og Churchill«. Alfa og omega er her, at iscenesættelsen af et uundgåeligt væbnet krigsscenario à la Hedegards genfindes hos Breivik og utallige højreradikale.
I en tale i Canada i oktober 2010 slog Hedegaard til lyd for retten til at bevæbne borgerne og hævdede, at vi står foran »evig krig« med islam. På en konference i Bruxelles i oktober 2007 hed det, at man nu er »nødt til at gå fra fakta-indsamling og udbredelsen af ideer til aktiv modstand«, og han fastslog behovet for at studere »den islamiske strategi og taktik,« som var det »fjendens manøvrer på slagmarken«.
I 2004 forklarede han i Tidehvervs medlemsblad, at »den umiddelbart forestående fremtid [vil] blive præget af kampe om den territorielle kontrol (...). Dele af den gammeldanske befolkning, der ikke har mulighed for eller penge til at nå over på dansk-kontrolleret område, vil ikke have anden mulighed end at konvertere til islam – fordi alternativet vil være endnu værre.«
Meget mere absurd bliver det ikke.
Det er imidlertid et faktum, at der også herhjemme findes grupper, som er parate til at anvende vold for at 'afværge' en sådan 'fremtid', og modsat hvad man kunne tro af pressedækningen, har Danmark ikke været forskånet for højreradikal terror.
I 1990'erne var der adskillige brand- og bombeattentater mod moskeer, indvandrerbutikker og asylcentre i Danmark, men også i de senere år har der været bomber og trusselsbreve, f.eks. i Valby, hvor et pizzaria blev bombet i august 2006 efter trusler påskrevet »Danmark for danskerne«. I oktober 2006 sprængte en bombe ved en somalisk forening i Aarhus, og på Dansk Fronts medlemsforum glædede man sig: »Det var en skam at den ikke var større, så den kunne blæse det hele omkuld.« (Politiken.dk, 2.10.2006). I januar 2011 blev en person fra det højreradikale miljø anholdt for besiddelse af kemikalier, der kunne bruges til bombefremstilling (Politiken.dk, 12.1.2011), og i juli var der en bombetrussel imod en svømmehal i Skanderborg, formodentlig fordi man om søndagen tillader svømmetimer udelukkende for kvinder (Horsens Folkeblad, 13.7.2011). Senest er det kommet frem, at Danmarks Nationale Front har trænet med kraftfulde skydevåben hos den militante højreradikale gruppering i Rusland, Slavisk Union (EB.dk, 26.7.2011), og at partiet Frit Danmark træner våbenbrug i en baghave (TV2.dk, 26.7.2011) ...
Terror er på ingen måde forbeholdt militante islamister, der ifølge Europol står bag en meget lille del af terroraktionerne i Europa, men udføres også af separatister, anarkister, socialister og højreekstremister – og i dette selskab er den militære selvforståelse i dele af det højreradikale miljø blevet alt for bagatelliseret.
Udbredelsen af absurde borgerkrigsscenarier med eksplicitte militære implikationer skal tydeligvis imødegås med vedholdende argumentation af betydeligt flere end i dag – og med betydeligt større ihærdighed end hidtil.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 28.7.2011
