Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

En trold står i vejen i Vejen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

At kunsten har sit at kæmpe med, når religiøse – og sågar royale – følelser stødes, har vi set mange eksempler på de senere år, ikke mindst i forbindelse med Muhammed-karikaturerne.

Medierne fokuserer mest på de sager, der involverer islam, men problemstillingen er mere udbredt og kompleks.

I 1973 demonstrerede 5.000 imod Jens Jørgen Thorsens erotiske Jesus-film, der havde modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut. Paven fordømte Danmark som »Europas svinesti«, og i 1975 krævede den katolske biskop Thorsen anklaget for blasfemi, og projektet måtte indstilles, mens det blev undersøgt. Blasfemiparagraffen var dog ikke anvendelig, mente kammeradvokaten, der til gengæld overvejede, om filmen kunne være i strid med evangelisternes ophavsret (sic!). Den danske ambassadørbolig i Rom blev udsat for et angreb med molotovcocktail, der blev sendt en brevbombe til Det Danske Filminstituts direktør, og Frankrig forbød ved lov al optagelse af filmen i landet, mens Thorsen fik indrejseforbud i Storbritannien.

Jo, Jesuskrisen var også ret intens.

Men kampen mellem kunstneres udtryksformer og andres følelser er langtfra slut. Det seneste år har fremvist flere eksempler på, at ikke blot muslimer, men også royalister og kristne presser den kunstneriske frihed – uden at det dog får et stort dagblad til at lancere målrettet hån og spot.

I april 2010 var det tyske magasin Titanic genstand for over 100 klager til det tyske pressenævn, blandt andet fra regeringspartiet CDU, og redaktøren blev sagsøgt for at overtræde blasfemiparagraffen. Postyret skyldtes en forside med en korsfæstet Jesus og en knælende præst, der kunne fortolkes, som om han gav den kristne messias et blowjob.

I september 2010 krævede direktøren for Den Gamle By, at den danske kunstnerduo Surrend ikke måtte udstille en plakat med royal gruppesex på en planlagt udstilling på Plakatmuseet i Århus.

I november 2010 måtte The National Portrait Gallery i Washington fjerne den surrealistiske videoinstallation »A Fire in My Belly« af David Wojnarowicz på grund af klager fra den katolske kirke og republikanere i Kongressen. I en sekvens på få sekunder ser man myrer kravle hen over et krucifix, mens blod drypper ned i en skål.

I april 2011 blev et værk af den amerikanske kunstner Andres Serrano ødelagt på kunstmuseet Collection Lambert i Avignon. Det var et fotografi, der forestillede et kors badet i blod og urin.

Samme måned måtte det australske tv-selskab ABC se sig tvunget til at aflyse en satirisk transmission fra det royale bryllup i Storbritannien på grund af censur fra bl.a. BBC, fordi kongehuset havde forbudt brugen af tv-billeder i satirisk øjemed.

Herhjemme har Indre Mission og Kristus Kirken for nylig forhindret, at konturerne af Niels Hansen Jacobsens berømte skulptur »Trold, der vejrer kristenblod« kommer til at udsmykke en bygningsfacade i Vejen. Et omrids af en skulptur, der i øvrigt blot er et varsel om at tage sig i agt for mørke kræfter – og som har været byens vartegn siden 1924.

Det går tilbage for rummeligheden, og i Vejen er absurditeten lige så iøjnefaldende, som censuren er forstemmende.

To faktorer stimulerer denne udvikling:

1) Det fundamentalistiske paradoks, at troende, der ellers hævder at underkaste sig Gud i ét og alt, tilsyneladende er opædt af undertrykt tvivl. For hvorfor ellers ikke bare overlade det til Vorherre at tage sig af den slags – kan den almægtige virkelig ikke selv ondulere en blasfemiker i det hinsides uden fundamentalisters hjælpende forbud, forbandelser eller vold?

2) Den voksende tendens til at 'kunstnerisk' hån og foragt i sig selv bliver et letgennemskueligt skalkeskjul for rå propaganda – plat og uoriginalt, men effektfuldt og hadefuldt.

Oftere og oftere kommer desværre også vedkommende kunst i klemme mellem disse to tendenser, der til gengæld styrker og lever af hinanden.

Senest er altså sågar omridset af en trold kommet i vejen i Vejen. Takket være snæversynet foragt er vi således blevet vidner til endnu en lille triumf for en pinagtigt elementær dumhed.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 5.5.2011