Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Grænser for vækst?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det handler om en krokodille,
der nok blev født som ganske lille.
Men hurtigt blev han temmelig stor
til nogen bekymring for sin mor ...

Eske K. Mathiesen:
Krokodillen der var så grådig at den åd sig selv (2010).

Vækst får alt til at gro og blomstre. Brede sig og sprede sig. Vækst er rundhåndet og fremadrettet. Vækst er stort, der bliver større, og godt, der bliver bedre.

Det er morgendagens mobiltelefoner, der kan mere end gårsdagens computere. Det er flere huse pr. familie og flere biler pr. husstand. Flere reality-shows til at slå tiden ihjel med og flere fladskærme til at se den blive slået ihjel på. Flere elektriske hjælpemidler til at lave mad, mere mad til at blive fed af, og større lænestole til af fylde ud og flyde ud i.

Mere og flere, nyere og dyrere, fremskridt på fremskridt. Vækst er kort og godt vældig godt.

Eller hvad?

Jeg hører ganske vist ikke til dem, der kunne eller ville bo i en lille bjælkehytte uden el og varmt vand, og jeg sætter også stor pris på, at en bærbar computer kan så meget mere end min gamle skrivemaskine. Jeg er desuden taknemmelig for de innovative ånder, der har opfundet hjulet og gjort lyntoget hurtigere. Jeg er ganske vist en slags naturromantiker, men jeg kunne dog ikke drømme om ligefrem at »vende tilbage« til naturen af den grund.

Alligevel kan jeg godt undre mig over al denne halleluja-vækst, der pisker os rundt i manegen.

Det er åbenbart vækst, der skal redde os, og det er for vækstens skyld, at vi skal knokle flere timer om dagen, flere uger om året og flere år af livet. Det der med at blive lidt bedre til at dele det arbejde og de goder, der er, er en helt uhørt tanke.

Men er nok mon aldrig nogen sinde nok i denne ligning?

Er der ingen grænser for vækst? Er det slet ikke et klimaks, hvor ressourcerne risikerer at blive en overhængende mangelvare? Hvor forbrug og emballage blot mangedobler verdens lossepladser?

Lad os tage udgangspunkt i en permanent vækstrate på 2 procent om året - det betyder en fordobling af verdens produktion på blot 33 år. På et halvt årtusind betyder det, at økonomien vokser 32.000 gange, som professor Petter Næss ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet bemærker, idet han påpeger selvmodsigelsen i forestillingen om »bæredygtig« vækst (Information, 4.4.2011).

Man kan være uenige om, hvor lidt eller meget naturen kan holde til, og hvor længe planetens ressourcer rækker, og man kan være meget uenige om, hvilken udvikling der er ønskværdig for samfundet, kulturen og naturen i det hele taget- og hvilken udvikling der overhovedet er mulig.

Men man kan næppe være uenige om, at der er en grænse for alting, også for vækst - og derfor er det fortsat et underprioriteret spørgsmål, hvad dette indebærer for hele vores måde at indrette det moderne samfund på.

Eske K. Mathiesens lille poetiske fabel om den grådige krokodille er måske en tankevækkende kommentar til denne udvikling, formidabelt og farverigt illustreret af Ole Sporring.

Den indeholder ikke nogen moraliserende pegefinger, men det gør den kun mere nærgående og træffende i al sin underfundige enkelhed:

Så kigger han sig rundt omkring:
Hvad er det for en ukendt ting?
Bagved ham lå en mægtig slange,
og den var fed og af de lange.
Han strakte ud sin sultne flab
og bed lidt i den med sit gab.
Den smagte lækkert. Nok en luns,
én til, nok én og mettevuns,
så røg der bid på bid ombord.
På afstand stirrede hans mor,
og hun var stiv af hellig skræk:
Han æder jo sig selv helt væk!

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 7.4.2011