Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kvinde- eller mandekamp?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Af alle skabninger med liv og ånd
er dog vi kvinder ulyksaligst stillet.
(...)
For os er manden livets eet og alt.
Så hedder det at kvindens liv er trygt
bag hjemmets vægge, medens manden må
med spyd i hånd gå fjenden kækt i møde –
åh snak! Nej, heller stå bag skjold tre gange,
end blot en enkelt gang at føde børn.

Euripides: Medea

Antikkens athenske demokrati betragtes til tider som roden til den individualistiske frihedstanke, der blev genopdaget i renæssancens kulturelle pluralisme, fik politiske konsekvenser i oplysningstidens rettighedskamp og siden er blevet udfoldet i moderne retssamfund. Ikke desto mindre var de græske kvinder langt ringere stillet end mændene, som Medea klager over i Euripides' berømte tragedie.

Måske ikke underligt, at digterens samtidige, Herodot, skriver, at egypternes skikke derimod er »ganske modsat andre menneskers«, idet det her er »kvinderne, der går på torvet og handler, og mændene, der bliver hjemme og væver«. Kvinder nød en bemærkelsesværdig ligestilling og økonomisk selvstændighed i oldtidens Egypten, hvilket var helt uhørt i datidens Grækenland. Også i oldtidens Persien var kvinderne juridisk og økonomisk selvstændige; de fik samme løn for samme arbejde og havde sågar mulighed for at indtage ledende stillinger i arbejdsgrupper med mandlige arbejdere.

Når man tænker på, hvor megen kvinderingeagt, der har været udbredt i flere kulturers grundfortællinger, lovgivning og patriarkalsk skik og brug, er det værd at erindre, at historien ikke er så entydig, som man til tider kan få indtryk af.

I renæssancen, hvor kvinden heller ikke var gunstigt stillet, udgives flere skrifter, der både ligestiller kønnene og hæver kvinden over manden, og dog skal vi alligevel helt frem til det 20. århundrede, før kvinder får stemmeret i demokratiske lande, og i vekslende grad er der fortsat forskelsbehandling.

Men imens arabiske mænd og kvinder kæmper en brav kamp for en mere basal frihed mod det ene diktatoriske regime efter det andet, kan det imidlertid godt fremstilles petitesseagtigt, om der er 15 eller 50 procent kvinder i danske erhvervsvirksomheders bestyrelser, og om danske kvinder halter 10 eller 20 procent efter mændenes løn. Og set i dét lys er det heller ikke odiøst, at ligestillingsminister Lykke Friis har bedyret: »I stedet for at have endnu en kvindernes internationale kampdag, så skal det være mænd og kvinders kampdag for de lige muligheder.« (Politiken, 26.2.2011).

Det er jo det, det handler om, ikke? At bekæmpe ringeagt og diskrimination, der generelt nedvurderer mennesker uden anden grund end deres køn, hudfarve, etnicitet osv. Desværre er der en stigende tendens til at bagatellisere forskelsbehandlingen, for hvad betyder det vel for den veltilpassede majoritetsborger med karrieren og kapitalpensionen i orden, at mørklødede mænd bl.a. åbenlyst formenes adgang til diskoteker, ene og alene på grund af 'hvide' diskoteksgængers forventede fordomsfuldhed? At kvinder aflønnes ringere end mænd og med noget nær rygmarvssystematik fravælges som ledere?

Problemet er, at ligestillingsministerens udmelding jo ikke tilføjer den generelle kamp for lige muligheder til kampen for kønslig ligestilling, men derimod går ind og erstatter kvindekampens dagsorden med en anden, hvilket på denne måde kun udvander fokus på kønsdiskriminationen.

Men kampen imod diskrimination og fordomsfuldhed (fra de store principielle opgør til den daglige ligeværdskamp i det små) er selvfølgelig i sidste ende hverken en kvindekamp eller en mandekamp. Tværtimod er kampen for lige rettigheder netop en kamp for det forskelligartede menneske: Forskellene på kønnene såvel som forskellene kvinderne imellem og forskellene mændene imellem.

Det er netop ved at behandle mennesker lige i samfundets formelle forhold, at vi værner om og stimulerer de menneskelige forskelle, mens diskriminationen derimod skaber ensretning ved f.eks. selektivt at højagte én farve eller ét køn.

I den forstand er kampen ikke kvindens eller mandens, men menneskets, borgerens og individets kamp.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 10.3.2011