Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Nationalparker af gavn eller navn?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Vadehavet (foto: REL, 2007)

Vadehavet ved Mandø Ebbevej (foto: REL, 2007)

havet glider rødmende
ind i solens ild,
aften aander salt
mod morgens vind –
en maage forsvinder i sløret sus,
fiskeren vaagner til dag –

Gustaf Munch-Petersen: »Rids« (Nitten digte, 1937)

For nylig fik Danmark officielt den tredje af fem planlagte nationalparker – Nationalpark Vadehavet, der med sine ca. 147.000 hektar er den største af dem alle.

Vesterhavet er en ærefrygtindgydende landsskabsskabende faktor, som har skabt hundredvis af kystkilometer med dramatiske skrænter flere steder langs den jyske vestkyst, men selv om Vadehavet grænser op til det papirflade Sønderjylland, udgør det ikke et mindre betagende naturscenario.

Nationalparkerne er meget store områder efter danske forhold, om end de langtfra alene omfatter natur, og størrelserne derfor også 'snyder'. Og selv om det umiddelbart er opløftende fra et natursynspunkt at skabe nationalparker, er der også malurt i bægeret. For det første kan det i værste fald blive et tomt udstyrsstykke på bekostning af vigtige fredninger og anden natur – en slags reklameskilt for en regering, der i øvrigt har nedprioriteret naturen med radikale konsekvenser. For det andet kan nationalpark-etiketten være så meget mere af navn end gavn, at den blot bliver en sovepude.

Danmarks Naturfredningsforening har rost Nationalpark Vadehavet, men beklaget Marskens fravalg. I en pressemeddelelse udtaler foreningens præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen bl.a.: »Marsken hænger uløseligt sammen med Vadehavet – både visuelt og naturmæssigt. Og ved at tage så meget som muligt af Marsken med vil man kunne inddrage nogle intensive landbrugsarealer og dermed forbedre den meget dårlige vandkvalitet i Vadehavet. For Marsken isoleret set er der nok at tage fat på. Blot det drastiske fald i antallet af Tøndermarskens ynglefugle er stærkt alarmerende.«

Hvad der er godt for dyrelivet, miljøet og naturen, er i øvrigt også ofte godt for øjet.

Det er fantastisk at falde i staver over et sjældent insekt eller spotte den genkomne vandrefalk, men det er også en storslået oplevelse at vandre i et vidtstrakt naturlandskab, der ikke er skamferet af elmaster, skorstene og siloer.

Det kan heldigvis også lade sig gøre i Danmark, bl.a. forskellige steder i Nationalpark Thy og Nationalpark Mols Bjerge, hvor man kan opleve gribende naturpanoramaer i stort format. Morten D.D. Hansen har skrevet en omhyggelig og uundværlig guide til 52 naturoplevelser i den østjyske nationalpark, og fugleentusiaster og andre naturglade danskere vil nikke genkendende til hans beundring af havørnene: »Når havørnen kommer sejlende inde over plantagen, er det så overvældende en oplevelse, at enhver snak om forvekslingsmuligheder øjeblikkeligt må forstumme. Havørnen er simpelthen enormt stor. Når sådan en kleppert kredser oppe over plantagen, forventer man næsten, at flyvevåbnet sender en eskadrille F16'ere på vingerne for at forsvare luftrummet. Havørnene er helt klart forelskede i det sydlige Djursland. Kombinationen af store skove, rene søer, et bakket landskab og et kystlandskab med bugter og vige tiltaler øjensynligt 'den flyvende dør'.« ('Naturhistorier fra Nationalpark Mols Bjerge', s. 104).

Nationalparkerne er med til at øge bevidstheden om landets naturrigdomme og stimulerer forhåbentlig også derigennem den politiske vilje til at sikre og opprioritere deres beståen. Det er særlig tiltrængt i et land som Danmark, der har en kedelig verdensrekord – intet andet land har så stort en andel af arealet under plov (ca. 63 %), hvilket betyder, at naturområderne ofte er marginale, beskedne og usammenhængende.

Begge dele en ulempe for dyr og mennesker, fordi vi alt for ofte skal 'soppe' fra natur-ø til natur-ø mellem oceaner af ensformigt landbrugsland. Hver femte dyreart i Danmark er truet, og på en skala fra 1 til 100, der udtrykker biodiversiteten, får Danmark sølle 14 mod et europæisk gennemsnit på 35.

Lad os glæde os over Nationalpark Vadehavet, men lad ikke nationalparkerne stikke nogen blår i øjnene – naturen er håbløst underprioriteret af den danske regering.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 28.10.2010


FOTOSERIER FRA DANMARKS NATIONALPARKER PÅ DANARIGE.DK:

> Fotoserier fra Nationalpark Kongernes Nordsjælland
> Fotoserier fra Nationalpark Mols Bjerge
> Fotoserier fra Nationalpark Skjern Å
> Fotoserier fra Nationalpark Thy
> Fotoserier fra Nationalpark Vadehavet.