Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Julie Nord tegner i tunger

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Julie Nord: Illustration for a Lost Tale

Julie Nord: Illustration for a Lost Tale (93 x 193 cm), 2005.

Med lange mellemrum dukker der beretninger op om mennesker, som pludselig taler et sprog, de angiveligt aldrig har hørt eller lært – et fænomen, der kaldes »xenoglossy«, men som ikke kan bekræftes af uvildige videnskabelige studier. Derfor kan begrebet dog godt inspirere en kunstner, der gerne vender vrangen ud på virkeligheden og tvinger beskueren til at iagttage det vante og beroligende på uvante og foruroligende nye måder.

Og det synes at være intentionen for den danske billedkunstner Julie Nord, hvis billeder muligvis taler et 'billedsprog', vi ikke er helt bevidste om, men som vi måske alligevel forstår at afkode elementer af.

Kunstnerens seneste udstilling, »Xenoglossy«, der kan opleves på kunstmuseet Aros frem til den 21. november, trækker tematiske tråde tilbage til den tidligere udstilling »From Wonderland With Love« fra 2003, idet hun atter synes at undergrave normalitetens harmoni og på både elegant og ildevarslende måde røber, hvor skrøbelig selv den mest idylliske tryghed kan være.

Da jeg for nylig havde set Tim Burtons skamløst selektive, men også velfungerende filmiske fortolkning af Lewis Carrol-klassikerne Alice's Adventures in Wonderland og Through the Looking-glass, følte jeg mig ikke mindre rustet til et besøg i Julie Nords mentale eventyrland.

I det første af udstillingens rum kastes vi da også betegnende nok ned i kaninhullet til et mareridtsagtigt forløb, der imidlertid ikke minder meget om Lewis Carroll, men er mere i familie med David Lynchs småpsykotiske univers og ikke så få grader mørkere end Tim Burtons skyggefulde, men godmodige trip.

I Julie Nords værker er der næsten altid en eller flere små piger med porcelænsagtige kinder og knap så uskyldige dådyrøjne. Af og til stirrer de på os med et glasklart blik, der først kan forekomme uendeligt koldt og udtryksløst, men snart viser sig at rumme sin egen hårfine og tvetydige styrke. Beregnende, trist, arrogant, sørgmodigt, hårdt. Lidt af det hele – og så alligevel ikke.

Fra disse på én gang stærke og skrøbelige pigesind breder truende småkryb og skræmte væsner sig ud over værkerne, til tider i form af surrealistiske skyer med forvrængede ansigter, lurende øjne og blottede tænder. Der er ingen hjælpsom hattemager eller humoristiske gåder til at lette stemningen, men til gengæld en symbolrig billedverden af kaniner, kranier, flagermus, blomster, sommerfugle og katte uden andre svar end dem, som værket måtte fremkalde hos den, der lader sig trække ind i det.

De allestedsnærværende helikoptere og bevidst stereotype parcelhuse ligner tilværelsens sammensatte facade af overflod og overflade, hvor krigens stadig mere udiskrete nærvær lurer overalt. Men om denne facade blot afspejler eller ligefrem er affødt af underbevidste kræfter, der lurer lumsk bag det mest nuttede prinsesse-univers, er heller ikke entydigt givet.

I udstillingens andet rum er væggene helt sorte, og motivernes referencer til 'virkeligheden' sprænges endnu mere itu. Mareridtet kommer ikke længere snigende som en ubuden gæst – det har fuldstændig overtaget lærredet. På afstand af mørket kommer man atter i det tredje rum – tror man – hvor Julie Nords farvede akvareller pryder væggene. For godt nok kan de på afstand tage sig næsten uskyldige ud, men på nært hold er det sorte skygge-univers tæt sammenvævet med de farverige omgivelser.

Julie Nord tegner i tunger, og det er et urovækkende sprog, hun mestrer med træfsikker hånd, når de søde porcelænsdukker og todimensionale påklædningsdukker dissekeres og formørkes. Men det er jo også ofte skyggerne, der gør farverne stærkere og trækker lyset tydeligere frem – på lærredet såvel som i livet. Det er ikke en vekselvirkning Julie Nord tværer ud; tværtimod er den så underspillet og uanmassende, at den først for alvor indfinder sig, når man atter er oppe af kaninhullet.

Sjældent imponerende, som man bærer disse værker med sig på nethinden, længe efter at have set dem.

APROPOS

> Hjemmeside: Julie Nord

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 19.8.2010