Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Danmark, mit moderland

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Naturen er en levende del af nutid og fortid – ja, den er i og for sig den allermest håndgribelige del af den arv, vi har. Måske vi endda kan gå skridtet videre og sige, at uanset alle uoverensstemmelser i vurderingen af grænserne mellem det globale, det nationale og det private, er naturen og landskabet dybest set det tætteste, vi overhovedet kan komme en konkret og fælles betydning af, hvad Danmark er.

Hvor der er talrige forgreninger og modsætningsfyldte traditioner og epoker i den danske kulturhistorie – og en hel del aktuelle udlægninger heraf – er naturen og landskabet hverken den enes eller den andens politiske abstraktion, men derimod dét konkrete og jordbundne Danmark, som vitterlig er til at tage og føle på, genopdage og genopleve. Så hvad er vel et mere grundlæggende, fælles og konkret udgangspunkt for den danske virkelighed og historie end netop den natur og det landskab, der i og for sig er hævet over, forankret under og samtidig en del af alt andet? Dét land, der trods alle kulturelle og industrielle indgreb og overgreb har været en omskiftelig kulturarvs gennemg@?ende kulisse, scene og aktør, og som har præget og fortsat præger alle os, der lever netop her?

Gennem landskabet rækker vi i mere end én forstand også tilbage til utallige generationer før os, der ligeledes har levet lige her, hvad enten vi skænker det nærmere eftertanke og større opmærksomhed eller ej.

Men Danmarks natur rummer også et ualmindelig rigt oplevelsespotentiale i sig selv, helt fraset enhver historisk bevidsthed og national grænsedragning. Det danske landskab spænder fra de fineste hatbakker og de mest idylliske skovsøer til dramaer under Vesterhavets storme og skridende kridtkæmper på Møn, ja, naturligvis langt videre endnu.

Natur og landskab er på samme tid en tværgående arv og en foranderlig fællesnævner, som alle i Danmark uden skelen til baggrund og formue eller tro og overbevisning har (forholdsvis) fri adgang til. Enhver kan gå på Danmarksvisit og opdage eller genopdage denne fællesnævner, som dog ikke er mere statisk, end at man naturligvis også kan komme hjem igen med sine helt private oplevelser i behold. Vi forbliver forskellige, unikke individer, der hver for sig føler, tror og mener hver sit.

Men naturen holder åbent hus hver dag, året rundt – og alle er velkomne i hendes private gemakker. Ja, for det er jo ikke til at tage fejl af i længden: Danmark er en kvinde.

Det er naturligvis ikke noget, jeg bare finder på – det er en tilbagevendende iagttagelse i direkte og indirekte forstand, som poeter og billedkunstnere for længst har gjort sig. Direkte i form af digte, billeder og skulpturer, der slet og ret fremstiller Danmark som en konkret kvindeskikkelse eller omtaler landet i umiskendelige kvindelige metaforer som alt fra gudinde og dronning til skjoldmø og moder. Og indirekte, hvor landet eller jorden i bredere forstand males og digtes i feminine træk, eller hvor naturen associeres med kvinden.

Billedhuggeren J.F. Wiederwelt skabte f.eks. Danmark som statue i skikkelse af en antik kvinde med det danske rigsvåben i 1760'erne, og den polskfødte billedkunstner Elisabeth Jerichau-Baumann skildrede i 1851 Danmark som en stolt blond kvinde med oldtidssmykker, bronzealdersværd og Dannebrog over skulderen. Et motiv, der siden er gået igen på alt fra vignetter og chokoladepapir til vedhæng og bestik.

I digtet »Hjemvee« fra 1805 kaldte Oehlenschläger Danmark for sin »anden Moder«, og Ingemann fastslog i 1816, at »Danmark er vor Moder kær«. Denne idé om en Moder Danmark blev mytologiseret i Grundtvigs komplekse kvad, »Nyaars-Morgen« fra 1824, og Blicher forblev i den efterhånden hævdvundne tradition, da han titulerede landet som »Fostermoder kjere« i sine »Himmelbjergssange«, som han skrev til det første folkemøde på Himmelbjerget i 1839.

Kært pigebarn har som bekendt mange navne – f.eks. Danevang, som flere digtere siden Jens Baggesen er vendt tilbage til, Freias Sal og Danarige, som vi kender fra Oehlenschläger, og Dana, som vist først blev en del af poesien med Thomas Thaarups »Afskedssang til Aaret 1807«, men også har vundet genklang hos Grundtvig, Baggesen, Ingemann og Bødtcher, og som især er kendt fra Poul Martin Møllers »Glæde over Danmark«.

Sophus Claussen kunne i 1904 besynge naturen som sin »Elskerinde«, »kyske Veninde« og »unge Moder« i ét og samme digt, »Dansk Foraar«, og Johannes V. Jensen bedyrede i »Danmarkssangen« fra 1925: »Den danske Mark i en Bølgen gaar / som Aandedræt af en venlig Kvinde.« Under indtryk af Anden Verdenskrig ønskede Otto Gelsted landet velbevaret i digtet »Nytaar 1940«, hvor han hilste Danmark med ordene: »Vort Hjem! Vor Mor! Og vor Sjælsveninde!«

Danmarks stemme er »moderøm«, lader Thøger Larsen os vide i digtet »Landskab« fra 1923:

Det suser svalt over Muld og Strand
i Danmark, Bakkers og Bølgers Land,
og Hvisk i Træerne, nær og fjærn,
og Kvad, der mumler i Møllens Kværn,
og Brus fra Brisen mod Søens Bred
og Aandepustet fra Blomsterbed –
er Danmarks Stemme, der moderøm
betror dig en blid og bundløs Drøm.

I Thøger Larsens »Sommervise« fra samme år, der endnu synges vidt og bredt, »sprang Lyn fra Skyen i Jordens Skød« – et ekko fra det tidligere digt, »Tordenbygen«, hvor fingrene heller ikke lægges imellem, når digteren sætter sit prægnante punktum: »Og lystent borer Lynet sig i Kloden.«

Den frimodighed på naturens vegne ser vi ikke meget til længere, og det er synd.

De naturpoetiske kærlighedserklæringer til Dana er givende og besnærende elementer af den danske landskabsfortælling de seneste århundreder, hvor naturen og dens oplevelsesrigdomme har fået selvstændig betydning som en essentiel del af Danmarks arv. Og selv om kærlighedserklæringerne i perioder har været flere og mere dybfølte end i andre, er de dog sjældent sluppet helt af sind og syne for tidens danske digtere – skønt hun ganske vist har været lovligt meget forsømt i anden halvdel af det tyvende århundrede.

Men mon ikke også begge køn dybest set finder landskabets kvindelige kurver mere æstetisk givende end byens maskuline kanter – uanset om man så af andre grunde måtte føle sig mest tiltrukket af det kurvede eller af det kantede køn?

Landskabets ukurante kurver og hele dette uforudsigelige virvar af planløst polyfone farver står i så rig kontrast til byernes, vejenes og hverdagenes rette linjer og regelfaste cirkler, og virker måske netop derfor så stimulerende og opløftende.

Jeg skal ikke benægte, at der findes storartet kunst og arkitektur, der er mere eller mindre omhyggeligt designet efter firkantens diktat, eller at byens retvinklede kontrast til naturen også sommetider kan være næsten lige så fascinerende som naturens kontrast til byen – men helt uden buer, kupler eller andre brud på formernes lineære ensformighed bliver byens profil dog også hurtigt gabende og dræbende triviel. Kurven kan jo både i bogstavelig forstand og overført betydning have kant, men firkanten har ingen kurver, og hvor en verden uden firkanter derfor nok ville være til at holde ud, ville en verden uden kurver utvivlsomt være et helvede.

I Labyrinten fra 1792-93 havde Jens Baggesen nok fat i en vigtig pointe, som mange moderne arkitekter og stadsingeniører vist har fortrængt med endnu større effektivitet i det tyvende og enogtyvende århundrede:

»Al Varme, al Bevægelse, al Kierlighed er rund, eller i det mindste oval, spiral, eller paa een og anden Maade bugtende. (...) Hvor yndigt bugter sig Luen! hvor deiligt bølger og snoer sig den rislende Flod! Det ligeste paa Mennesket er de kolde, ubevægelige, bidende Tænder - og dog har den skiønne Natur sørget for at de staae i en Halvcirkel. Livet er rundt og Døden er kantet. Vi komme runde og bugtende til Verden, og gaae kantede og stive derfra. De nyeste Vugger ere ovale - en skiøn Opfindelse! thi det voxende Liv bevæger sig deri; vore Liigkister derimod ere fiirkantede.«

Hvad end grunden er, er landskabets kvindelige kurver og naturens foranderlige og organiske bevægelse mere tiltalende end byens uorganiske støbeformer - ikke mindst som æstetisk oplevelse.

Rune Engelbreth Larsen
Berlingske Tidende, 5.1.2010


APROPOS: Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur.