Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Jersild og dobbelt-spin

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

'Jersild og Spin' er et både underholdende og veltilrettelagt program, som i modsætning til nyhedsudsendelserne oven i købet af og til bemærker, at de indbudte eksperter, der skal afkode de politiske manøvrer, selv har haft partipolitisk tilknytning. Det betyder, at seeren (forhåbentlig) kan tænke sig til, at der ikke er tale om uvildige dommere, men om holdninger og analyser, der nok er fremført af eksperter, men at disse også har været politiske aktører.

Det er imidlertid også et gennemgående træk, at der i reglen ikke stilles spørgsmålstegn ved manøvrerne – tværtimod accepteres de i en grad, så snedigt spin uvilkårligt honoreres med applaus. Vi lærer at heppe på den gode politiske (skue)spiller og selviscenesætter, og det er mindre betydningsfuldt for applausen, hvilken substans der faktisk er i den politik, som det politiske spin skal sælge eller skjule.

Det er med andre ord de dominerende politiske trends, der er omdrejningspunkt og perspektiv, og det er tidsånden, der er den røde tråd. Men det betyder også, at der er faktorer, der af samme grund glimrer ved deres fravær; analyser, som indfanges i og bidrager til spindet – og dermed (for)bliver eksperterne naturligvis politiske aktører.

Dette er en generel iagttagelse, men jeg vil alligevel knytte an til et aktuelt eksempel, nemlig hvordan Niels Krause-Kjær og Margrethe Lyngs Mortensen skulle vurdere og analysere triumfatoren Villy Søvndals mediesejre. Her er, hvad man f.eks. nåede frem til i begyndelsen af marts med skyldigt sideblik til Søvndals opinionsorkan og hans mange forsidehistorier:

1) Socialdemokraterne og SF er nu et reelt alternativ til regeringen, fordi Søvndal har indsnævret forskellen mellem S og SF i udlændingepolitikken.

2) SF kan ikke trække én eneste stemme fra »blå blok« til »rød blok«.

Selv om der var tyve minutter mellem konklusion 1 og 2, er det første, der retrospektivt falder i øjnene jo, at 1 og 2 modsiger hinanden. Det blev dog ikke bemærket. I 'Jersild og spin' blev Søvndals kurs entydigt set som endnu et imponerende skaktræk, og derfor var det så meget desto mere interessant, at Krause-Kjær og Lyngs Mortensen faktisk måtte le højlydt af af forestillingen om, at SF skulle kunne flytte én stemme fra blå til rød blok.

Det kan man diskutere, om de har ret i, men her er det interessante ikke bare en analyse-selvmodsigelse, men snarere det forhold, at de spin-eksperter, der skal afkode politikernes spin, allerede er spundet ind i den samme spin-virkelighed.

Man tror, at når Søvndal er så populær og stormer frem i meningsmålingerne, så kan medier og analytikere bare analysere sig »neutralt« frem til årsagssammenhængene, hvorved de i virkeligheden helt underkender, hvor meget medierne faktisk selv bidrager hertil, og overser nogle af grundene til, hvorfor dette er tilfældet – og det i en grad så end ikke en iøjnefaldende selvmodsigelse bemærkes.

Måske skulle man derfor snarere end at bidrage til begejstringen for Søvndal, som om man diskuterede objektive naturlove, have kigget lidt nærmere på, hvorfor han pludselig blev så ualmindelig populær blandt flere af sine partipolitiske modstandere og en række af de kommentatorer, som ingen kan mistænke for nogen sinde at ville sætte sit kryds ved liste F? Kunne det f.eks. tænkes, at Søvndal i nogle uger blev båret i tronstol af medier og politiske modstandere, også fordi en række indflydelsesrige lejre solede sig maksimalt i hans udmeldinger – på bekostning af marginale og indflydelsesfattige grupper?

Søvndals kursskifte har jo i høj grad har gavnet kræfter, der står ønsket om en S-SF-regering allerfjernest: For hvem tror virkelig på, at Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og en række regeringspolitikere og medier, der har stået i kø for at rose Søvndals 'selvopgør' og klappe skuldre, ville gøre det, hvis de ét sekund havde tænkt sig at følge udviklingen hele vejen til dørs og true Fogh en millimeter? Og Anders Fogh Rasmussen solede sig naturligvis, fordi statsministerens kurs under karikaturkriserne blev cementeret, mens hans dokumenterbare manipulationer med medierne, offentligheden og Udenrigspolitisk Nævn i perioden oktober 2005 til februar 2006 blev fejet helt ind under gulvtæppet. Kjærsgaard solede sig, fordi SF's nyfundne vinderdagsorden i konkurrence med Socialdemokraterne samtidig er Dansk Folkepartis og regeringens vinderdagsorden i konkurrence med oppositionen i almindelighed: »kulturbetingede integrationsproblemer«.

Efter skulderklappene begynder imidlertid næste fase: Nu »testes« Søvndal af hans nye venner fra den modsatte side af det politiske spektrum. SF har opbygget et massivt forventningspres om yderligere stramninger, som partiet må indfri med konkret lovgivning (og derved styrke Kjærsgaards kurs yderligere) eller undlade at indfri (og derved styrke Kjærsgaards kurs yderligere).

Disse mekanismer fylder meget lidt – hvis noget overhovedet – når medierne aktiverer deres »neutrale« kommentatorer for at afkode den politiske udvikling. Hvorfor? Af to grunde: Dels fordi mediernes spin-afkodning er blevet så meget en del af spin-manøvrernes grundlag, at den fuldstændig overser mediernes egen kolossale betydning for, hvem der kåres (læs: skabes) som det politiske spils vindere og tabere. Dels fordi det altoverskyggende flertal af mediernes spin-kommentatorer har en fortid i V, K eller S inden for de senere år, og at de i allerhøjeste grad afspejler og tager implicit udgangspunkt i Fogh/Thorning-Schmidt-æraen som noget nær archimedisk punkt – hvor den politiske konsensus i almindelighed er udtalt, og hvor den udlændingepolitiske strammerkurs i særdeleshed er fælles credo. Men »neutral« er den sidst af alt.

Er det ikke ret forventeligt, at den mest flytbare del af vælgerskaren i omegnen af S og den øvrige midte rykker massivt til Søvndal, når vi hele tiden præsenteres for kommentarer og medieanalyser, der hæver Søvndal til skyerne, når han følger deres egen recept, og som roser hans »besindelse« og »mod« til at indrømme »fejl« i stedet for at tvære rundt i hans næsten enestående og selvmodsigende slingrekurs? Når negative generaliseringer af »indvandrere« bliver selvfølgelige og indirekte applauderes som »objektive« iagttagelser i flere medier, der i forvejen har overfokuseret negativt på etniske minoriteter i årevis? Når en propaganda-karikatur af Westergaard reduceres til ytringsfrihed, uden at medierne tør dokumentere dens ubetvivlelige slægtskab med antisemitiske propaganda-karikaturer fra 1930'erne?

Jo, det er altsammen ret forventeligt, når analysen af Søvndal i 19 ud af 20 tilfælde baserer sig på en udlændingepolitisk konsensus fra tiden efter 2001, for hvilken alt andet end stramninger og negative indvandrer-generaliseringer er politisk tabuiseret.

Kære Jens Olaf Jersild. Jeg synes, at dit spin-program i lighed med dine tidligere programmer er både informativt og originalt. Men siden programmets begyndelse er afkodningen af politisk spin måske blevet overhalet af sin egen succes og uforvarende blevet en del af spin-virkelighedens dobbelt-spin? Måske er der behov for et 'Jersild og Spin 2.0.'? Det kunne også hedde 'Jersild og Dobbeltspin'.

Et program, der ikke blot indebærer den afkodning af de individuelle eksempler på politikeres dagsaktuelle spin og virkemidler, men som nu bevæger sig etagen dybere og fokuserer på spin-politikkens samfundsmæssige konsekvenser? Og som klargør de politiske aktørers roller – herunder mediernes eget spin og de forskellige spin-eksperternes ståsteder. Tør stille spørgsmålstegn ved de konsensus-fiktioner, der sædvanligvis kanoniseres i spin og dobbelt-spin.

Et program, som også går bag om og afdækker de medie-mekanismer, der slår igennem i meningsmålingerne og ikke lader os tro, at det hele blot er velovervejede vælgervandringer uden forbindelse til mediernes iscenesatte virkelighed i form af vinkling, valg og fravalg.

Et program, som tillige tager højde for, hvilke partier der har leveret ex-spindoktorerne, som i dag afkoder deres ex-kolleger i deres egne ex-partier.

Rune Engelbreth Larsen
Information, 27.3.2008