Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Ud med folket - ind med mennesket

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Siden slutningen af 1990erne har Dansk Folkeparti og den yderste højrefløj i stadig stigende grad tegnet fronten i kulturkampen - omtrent som den marxistiske venstrefløj formåede det i løbet af 1970erne. Hvad der begyndte som mere marginale tendenser bed sig efterhånden fast i hver sin periode og har præget hver sin tidsånd.

Når den slags lykkes, og når først snebolden ruller, spreder knopskydninger sig overalt. Det så vi bl.a. i 1970ernes brogede mangfoldighed af »alternative« bevægelser, og det ser vi i dag med Dansk Folkeparti og en underskov af nationalistiske foreninger, selskaber og grupperinger af både politisk, kulturel og teologisk karakter.

Marxistisk revolutionsretorik og nationalistisk repatrieringsretorik har gennemløbet noget, der ligner en parallel, men forskudt normaliseringsproces. I begyndelsen var marxisterne såvel som nationalisterne et par årtier senere næsten lige ildesete og politisk betydningsløse, men en række dedikerede og engagerede aktører skabte i begge tilfælde en bølge, som har præget udviklingen.

Set med moderne briller er det således bemærkelsesværdigt, hvor venstreorienteret dele af Anker Jørgensens politik var under presset fra marxistiske grupperinger, der i 1970erne udfordrede Socialdemokratiet fra venstre. I dag, hvor denne tid for længst er forbi, er det tilsvarende iøjnefaldende, hvorledes dele af Anders Fogh Rasmussens politik løbende er blevet præget af perspektiver fra nationalistiske kredse, der har udfordret Venstre fra højre - kredse, som tidligere blev anset for at være alt for ekstreme til overhovedet at kunne vinde fodfæste uden for Fremskridtspartiets fallitbo.

Men tidsånden ændrer sig, og gårsdagens ekstremer kan tegne morgendagens dagsorden. Dansk Folkeparti, der f.eks. var en paria i det etablerede system i midten af 1990erne, er i dag endnu mere stuerent og indflydelsesrigt, end marxistiske grupperinger nogen sinde blev det.

Derved adskiller begge bølger sig fra andre og umiddelbart mere bombastiske plask, som ikke for alvor har formået at rykke fronterne i kulturkampen, f.eks. Fremskridtspartiet, der nok skræmte etablerede politikere i Glistrups glansperiode, men trods jordskredsvalget var en forbigående overfladekrusning.

Sneboldeffekten afhænger med andre ord ikke kun (og ikke nødvendigvis) af mandater, men af påvirkningskraft, og da snebolden så småt begyndte at rulle for marxisterne i 1970erne såvel som for nationalisterne i midten af 1990erne, begyndte klakører og sekunda-debattører naturligvis at flokkes omkring »trenden« og skabe grobund for et endnu bredere skred. Her finder vi også dem, for hvem trenden i sig selv næsten er vigtigere end substansen - vejrhaner, der var marxistiske aktører på den yderste venstrefløj i 1970erne og derfor lige så selvfølgeligt er blevet nationalistiske indvandrerkritikere på den yderste højrefløj i løbet af 1990erne (ingen nævnt, ingen glemt).

Skønt både 1970er-marxismen og 1990er-nationalismen var og er påvirket af internationale strømninger, har også danske særtræk spillet ind.

Det sidste gælder i særdeleshed de aktuelle nationalistiske strømninger i Danmark i kraft af en særegen luthersk ortodoksi, som ikke mindst skyldes Tidehverv (ja, ligefrem har rod i en slægt eller to, hvor Søren Krarup residerer som uformel patriark).

Hverken 1970er-marxismen eller nutidens Tidehvervs-nationalisme har på noget tidspunkt været udtryk for nogen reel »folkelighed«, om end begge strømninger ustandselig har hævdet at tale på »folkets vegne«. I begge tilfælde er det i virkeligheden kun få, men markante mærkesager, hvormed man har præget tidsånden, mens det store flertal i befolkningen var og er lige indifferente over for de respektive strømningers videre sigte og teoretiske fundament.

Også derfor er intet kneb mere propagandistisk misbrugt end netop »folket« og »danskerne« - i bedste fald en plat og misvisende fiktion, i værste fald potentielt totalitær. Der er tale om en selvafslørende pseudolegitimering, med hvilken en politisk dagsorden påberåbes massens almengyldighed, eftersom ingen kan tale på »danskernes« vegne. »Folket« har selvfølgelig ikke kun én stemme eller ét parti.

Absurditeten af Dansk Folkepartis regelmæssige påstand om at tale på vegne af den menige dansker eller det danske folk er så meget desto mere åbenlys i kraft af, at 87 procent slet ikke har stemt på partiet, mens over halvdelen af befolkningen mener, at regeringens samarbejde med dette parti ligefrem er skadeligt for Danmarks omdømme (jf. Berlingske Tidende, 25.3.2006).

Værst er dog det principielt fordummende i denne leflen for flokmentaliteten, som desværre er almindeligt udbredt, når f.eks. politikere »udlægger« opinionsundersøgelser med vendinger som: »Danskerne mener, at ...«. Hvad man redeligt kan hævde er kun, at »et flertal - af en lang række individuelle årsager - i dag muligvis ville stemme på de og de partier, som støtter den og den politik«. Længere kan den slags sjældent strækkes.

»Danskerne« hverken ønsker eller mener noget om noget som helst, det gør kun Mennesket - den enkelte. Hr. Jensen eller Frk. Goldstein, som bor dér og dér, mener sådan og sådan om dét og dét på dét og dét tidspunkt. Punktum.

Folket i sig selv har naturligvis ingen holdning - ligesom det heller ikke har hverken yndlingsfarve, livret eller rygsmerter. Folket er og bliver ganske enkelt en tom abstraktion, en propagandistisk fiktion, som demagoger appellerer til og skamrider med den slet skjulte pointe at ekskludere uønskede individer.

Derfor er det også altid afslørende, når politikere kategorisk afviser at forholde sig til det konkrete individ.

Man vil f.eks. i dag gerne misbruge én afsløret socialbedrager og asylansøger til at stramme nettet om enhver social klient og flygtning: Én bliver til enhver - det konkrete menneske elimineres i den politiske ligning.

Tilsvarende når politikere afviser at kommentere »enkeltsager« om et individ, som er kommet i klemme i systemet - f.eks. en flygtning, der skal udvises til fængsling i en totalitær stat.

Stod det til Dansk Folkeparti, måtte der aldrig komme ansigter på ofrene for den inhumane flygtningepolitik. Flygtninge skal reduceres til TAL i statistikken: hvor mange der er blevet AFVIST - hvorledes »ladeporten« er blevet lukket for »lykkeriddere« og »bekvemmelighedsflygtninge«, som det så sterilt hedder. MENNESKER var her åbenbart ingen af!

Nej, fri os for de fortvivlede skæbner og knuste hjerter, det er nemlig »følelsesporno«, vrænger Dansk Folkeparti, hvis næstekærlighed primært gælder naboen, fætteren og partikammeraten. Grædende børn og afviste flygtninge, der skal sendes »hjem« til den torturbøddel, de er flygtet fra, skal vi derimod for Guds skyld skånes for at se i øjnene, for så forsvinder TALLET, som hverken kan bløde eller traumatiseres, og måske får vi medfølelse med den ulykkelige.

Og dét går jo ikke. Er der noget, som er forbandet forstyrrende for vores accept af Dansk Folkepartis årelange interneringer af børnerige familier på ti kvadratmeter, er det, når vi pludselig ser MENNESKER af kød og blod bag pigtråden - vi »risikerer« jo at insistere på den næstekærlighed, som får Tidehvervs korstogsriddere til at se sort.

Derfor skal flokbilledet fastholdes og individet slettes af partiets politiske ligning, som kun tæller »danskere« - det er jo bare de »udanske«, som skal interneres, ekskluderes og repatrieres. Derfor skal den enkelte i al sin individuelle forskellighed reduceres til et tal, mens massens laveste fællesnævner til gengæld ophøjes til noget fint og betydningsfuldt: »Danskerne«. Derfor bekymrer man sig ikke spor om mennesket, men kun om »folket«, som ingen nogen sinde har set i øjnene, og som hverken kan græde eller le.

Ude af øje, ude af sind - ude af landet, ude af statistikken. Og så påstås det, at vi lever i individualitetens tid? Gid det var så vel. Sandheden er, at intet er blevet så misbrugt som eksklusionsmekanisme i det 20. århundrede som den demagogiske fiktion »folket«. Måske vi i det 21. århundrede skulle skifte spor og afsløre og afvise abstraktionen som den dehumaniserende propaganda, den er, og i stedet insistere på den enkelte og få det konkrete menneske på dagsordenen igen.

Rune Engelbreth Larsen
Berlingske Tidende, 24.10.2006


APROPOS: Analyse af individualitet i Rune Engelbreth Larsens bog Frihed og retfærdighed.