|
BLOG
|
OM
|
REGISTER
|
FORFATTERSKAB
|
FILM-ANBEFALINGER
|
BOGANMELDELSER
|
FOTOS
|
LINKS
|
SØGNING
|
![]() |
![]() |
![]() |
|
SENECA (om den blodige underholdning i Colosseum): »Fordi han har myrdet nogen, har han så fortjent at lide samme skæbne? Og du, ulykkelige menneske, hvordan har du gjort dig fortjent til at overvære dette? 'Slå ham ihjel, pisk ham, brænd ham!' råber tilskuerne, 'hvorfor løber han så ængsteligt frem mod sværdet? hvorfor falder han ikke med oprejst pande? hvorfor har han ikke lyst til at dø? Pisk ham frem mod sårene! Lad dem tage imod hinandens stød med blottet bryst!'« (VII) |
|
Villa Paranoia er som andre af Clausens film en skildring af sociale misfits og halvtragiske skæbner, der imidlertid er beriget med den særegne lune og sært skrøbelige styrke, som er faste bestanddele i instruktørens univers og persongalleri - og som altid gør sympatiske skæbner ud af skæve eksistenser. Læs mere: Villa Paranoia ... |
|
Det er for klichéagtigt og tamt at holde en nok så interessant tegneserie om en totalitær stat i forventelige gråtoner, der i øvrigt stik imod forfatterens intentioner blot gør dele af fremstillingen til en mere intetsigende karikatur end en informativ og analytisk afdækning. Dermed naturligvis ikke være sagt, at fraværet heraf ændrer spor ved relevansen af kritikken af det nordkoreanske tyranni, men det viser, at Guy Delisle ikke evner at blotlægge totalitarismens anatomi i dybden. Læs mere ... |
I Ekstra Bladet proklamerer Dansk Folkepartis ypperstepræst og
propagandaminister, Søren Krarup temmelig forventeligt sin kærlighed til samme
partis ubestridte fører, Pia Kjærsgaard. Men Ekstra Bladet, som bringer et
utal af kronikker af Krarup, der ikke afviger mange tommer fra avisens ledere,
ser nødigt husprofeten modsagt på egen hjemmebane (og afslår kronikken med
ordene: »Der er jo så mange, der vil skrive mod Krarup«), og man henvises
derfor til at advare mod propagandisten andetsteds. Og tak for det.
Sognepræsten fra Seem er knap så lyrisk som åndsfællen, Richard Ragnvald
til at udtrykke sine hjertelige følelser over for Pia, men det er kunst i samme
klasse som salmen »Kære lille Pia«, når Krarup i en vision ser sin
helgeninde som »en gæv, ukuelig pige, der har sat sig for at give det
undertrykte folk mund og mæle og hævde dets ret til eget land.«
Man kommer helt i tvivl, om ikke der bag den ellers så tilknappede missionær
trods alt gemmer sig en uforløst humorist. Svært er det i hvert fald at
undertrykke sin latter, når pastoren trækker følgende karakteristik ud af sit
sorte kjoleærme: »Og så er denne lille pige sit undertrykte og kujonerede
folks talsmand i dets folkelige eksistenskamp, der minder kun alt for meget om sønderjydernes
under fremmedherredømmet.«
Det er imidlertid ikke en forsinket aprilsnar, og tårerne på pastorens kind
stammer skam heller ikke fra et undertrykt latteranfald … Han er
rigtig oprigtigt bevæget over sin egen maleriske fremstilling af den lille Pia
med det store historiske kald at frelse Danmark!
Og som altid, når systemets kulturchauvinistiske lovgivningsarbejde ikke
helt kan følge trop med korstogets galopperende generaler, er det evangeliet om
danskhedens heroiske »eksistenskamp«, der prædikes for at piske troppernes
hastighed i vejret – og som altid er det »humanismens dyrkelse«, der er det
store dyr i Krarups åbenbaring.
Eftersom tidsskriftet Faklen repræsenterer den eneste erklærede humanisme,
er det selvfølgelig umuligt ikke at føle sig overordentlig smigret over at få
tildelt den udsøgte ære at repræsentere den absolutte modsætning
til Dansk Folkeparti.
Krarups og Kjærsgaards hovedfjende er humanismen, denne diabolske størrelse,
som insisterer på, at alle mennesker – uanset køn, uanset religiøs eller
politisk overbevisning og uanset etnisk herkomst – må være lige for loven,
at alle mennesker må have samme rettigheder, og at menneskets forskellighed
snarere end dets ensartethed skal opmuntres. En humanisme, som, hævder Krarup,
»lægger det historiske og nationale for had og vil derfor tvinge danskerne til
at glemme, at vi er danske«.
Men gad vide, hvad »det historiske«, som pastoren frygter skal gå
i glemmebogen, og som definerer os som »danskere«, egentlig er? Svaret ligger
lige for: I sidste ende er det ikke Kjærsgaards klaphat, men Kristi krucifiks,
som Krarups »danskhed« sværger til.
Den kristendom, som blev en politisk nødløsning for det vaklende Romerrige
og med tiden det optimale instrument for enhver imperialistisk hersker, og som
skrupelløst har henrettet og pint millioner og atter millioner af mennesker,
udslettet hele folkeslag og knust talrige kulturer – er dét det historiske,
som vi ikke må glemme, pastor Krarup?
Kristendommen, hvis nytestamentlige drejebog advokerer dommedag, kræver dødsdom
over homoseksuelle, indskærper slaver underkastelse og ringeagter kvinden
(eksemplerne er legio, og præsteskabet ved det, men fortier det) – er dét
det historiske, som vi ikke må glemme, pastor Krarup?
De kirkelige rester af en mellemøstlig dommedagssekt, som blev påtvunget
det danske folk for 1.000 år siden – er dét »det nationale«, som vi ikke må
glemme, pastor Krarup?
Nej, der er selvfølgelig grænser for, hvor oprigtigt pastoren tør gå til
historiens kendsgerninger. I stedet får vi serveret nationalistens grotesk
forvredne historiske paralleller.
Krarup opviser således her et sandt mesterstykke i manipulation: »Vi er for
så vidt stillet ligesom sønderjyderne under det tyske fremmedherredømme.
Dengang var Sønderjylland erobret med våben. Ved freden i 1864 kom dette gamle
danske land under tysk styre, og tyskerne søgte med alle midler at likvidere
danskerne i deres eget land og gøre Sønderjylland tysk. Udvisninger,
chikanerier og arrestationer haglede ned over den sønderjyske befolkning. Dens
ledere sad i fængsel i årevis. Det blev i virkeligheden gjort til en
forbrydelse at være dansk. I dag oplever vi det samme i Danmark.«
»I dag oplever vi det samme i Danmark«… ?!
Men nej, dette handler ikke om flygtningenes og indvandrernes
hverdag i dagens Danmark – det er billig propaganda, som sammenligner danskerens
forhold i dag med likvideringer, udvisninger, chikanerier og arrestationer!
Og hvad er vel det »fremmedherredømme«, der indirekte sammenlignes med
tyskernes anno 1864? Indvandrernes og flygtningenes!
Krarup forstår imidlertid at pakke dette letgennemskuelige nonsens ind i et
trumfkort, der synes at legitimere selv den pinligste fordrejning. Trumfkortet
er selvsagt episoden, hvor 100 mennesker angreb Pia Kjærsgaard med sten og
tomater, et overfald, som selvfølgelig er fuldstændig forkasteligt ud fra et
hvilket som helst humant perspektiv.
Stort set alle og enhver har da også taget afstand fra det, men det
forhindrer naturligvis ikke Krarup og Kjærsgaard i at presse propagandacitronen
til det yderste og fikst blande somalierne ind i episoden, skønt de intet som
helst havde at gøre hermed.
Med udspekuleret kynisme skriver pastoren, at Kjærsgaard blev angrebet, mens
hun »gik op og ned ad Griffenfeldsgade, hvor især somalierne flokkes« …
Somalierne »flokkes« åbenbart, og ikke nok med det, de »flokkes« tilmed på
den gade, hvor Dansk Folkepartis leder blev overfaldet … Fornemt,
fornemt eksempel på bevidst manipulation.
Det virkelig skræmmende spørgsmål er imidlertid, om det skal lykkes Kjærsgaard
og Krarup at få magthaverne til at benytte overfaldet på Nørrebro som
undskyldning for nye politistatslignende tiltag mod flygtninge og indvandrere
– omtrent som nazisterne benyttede rigsdagsbranden som påskud i 1933.
Der er alt for god grund til at være nervøs, hvis man er indvandrer eller
flygtning i dagens Danmark – for slet ikke at sige morgendagens Danmark.
Men Krarup kan sove roligt. Alt tyder på, at det bliver meget, meget værre
at være indvandrer og flygtning i Danmark fremover, og at færre og færre af
disse »besættelsestropper« overhovedet tør nærme sig grænsen. Alt tyder på,
at det aldrig lykkes humanisterne at få »danskerne til at glemme, at vi er
danske« – og alt tyder på, at pastoren og Dansk Folkeparti til gengæld
fortsat vil have stor succes med at få danskerne til at glemme, at vi er mennesker.
Rune Engelbreth Larsen
Faklen.dk, 15.5.1998