Søren Krarups og Richard Ragnvalds 'Lille Pia'

Af Rune Engelbreth Larsen

---

I Ekstra Bladet proklamerer Dansk Folkepartis ypperstepræst og propagandaminister, Søren Krarup temmelig forventeligt sin kærlighed til samme partis ubestridte fører, Pia Kjærsgaard. Men Ekstra Bladet, som bringer et utal af kronikker af Krarup, der ikke afviger mange tommer fra avisens ledere, ser nødigt husprofeten modsagt på egen hjemmebane (og afslår kronikken med ordene: »Der er jo så mange, der vil skrive mod Krarup«), og man henvises derfor til at advare mod propagandisten andetsteds. Og tak for det.

Sognepræsten fra Seem er knap så lyrisk som åndsfællen, Richard Ragnvald til at udtrykke sine hjertelige følelser over for Pia, men det er kunst i samme klasse som salmen »Kære lille Pia«, når Krarup i en vision ser sin helgeninde som »en gæv, ukuelig pige, der har sat sig for at give det undertrykte folk mund og mæle og hævde dets ret til eget land.«

Man kommer helt i tvivl, om ikke der bag den ellers så tilknappede missionær trods alt gemmer sig en uforløst humorist. Svært er det i hvert fald at undertrykke sin latter, når pastoren trækker følgende karakteristik ud af sit sorte kjoleærme: »Og så er denne lille pige sit undertrykte og kujonerede folks talsmand i dets folkelige eksistenskamp, der minder kun alt for meget om sønderjydernes under fremmedherredømmet.«

Det er imidlertid ikke en forsinket aprilsnar, og tårerne på pastorens kind stammer skam heller ikke fra et undertrykt latteranfald … Han er rigtig oprigtigt bevæget over sin egen maleriske fremstilling af den lille Pia med det store historiske kald at frelse Danmark!

Og som altid, når systemets kulturchauvinistiske lovgivningsarbejde ikke helt kan følge trop med korstogets galopperende generaler, er det evangeliet om danskhedens heroiske »eksistenskamp«, der prædikes for at piske troppernes hastighed i vejret – og som altid er det »humanismens dyrkelse«, der er det store dyr i Krarups åbenbaring.

Eftersom tidsskriftet Faklen repræsenterer den eneste erklærede humanisme, er det selvfølgelig umuligt ikke at føle sig overordentlig smigret over at få tildelt den udsøgte ære at repræsentere den absolutte modsætning til Dansk Folkeparti.

Krarups og Kjærsgaards hovedfjende er humanismen, denne diabolske størrelse, som insisterer på, at alle mennesker – uanset køn, uanset religiøs eller politisk overbevisning og uanset etnisk herkomst – må være lige for loven, at alle mennesker må have samme rettigheder, og at menneskets forskellighed snarere end dets ensartethed skal opmuntres. En humanisme, som, hævder Krarup, »lægger det historiske og nationale for had og vil derfor tvinge danskerne til at glemme, at vi er danske«.

Men gad vide, hvad »det historiske«, som pastoren frygter skal gå i glemmebogen, og som definerer os som »danskere«, egentlig er? Svaret ligger lige for: I sidste ende er det ikke Kjærsgaards klaphat, men Kristi krucifiks, som Krarups »danskhed« sværger til.

Den kristendom, som blev en politisk nødløsning for det vaklende Romerrige og med tiden det optimale instrument for enhver imperialistisk hersker, og som skrupelløst har henrettet og pint millioner og atter millioner af mennesker, udslettet hele folkeslag og knust talrige kulturer – er dét det historiske, som vi ikke må glemme, pastor Krarup?

Kristendommen, hvis nytestamentlige drejebog advokerer dommedag, kræver dødsdom over homoseksuelle, indskærper slaver underkastelse og ringeagter kvinden (eksemplerne er legio, og præsteskabet ved det, men fortier det) – er dét det historiske, som vi ikke må glemme, pastor Krarup?

De kirkelige rester af en mellemøstlig dommedagssekt, som blev påtvunget det danske folk for 1.000 år siden – er dét »det nationale«, som vi ikke må glemme, pastor Krarup?

Nej, der er selvfølgelig grænser for, hvor oprigtigt pastoren tør gå til historiens kendsgerninger. I stedet får vi serveret nationalistens grotesk forvredne historiske paralleller.

Krarup opviser således her et sandt mesterstykke i manipulation: »Vi er for så vidt stillet ligesom sønderjyderne under det tyske fremmedherredømme. Dengang var Sønderjylland erobret med våben. Ved freden i 1864 kom dette gamle danske land under tysk styre, og tyskerne søgte med alle midler at likvidere danskerne i deres eget land og gøre Sønderjylland tysk. Udvisninger, chikanerier og arrestationer haglede ned over den sønderjyske befolkning. Dens ledere sad i fængsel i årevis. Det blev i virkeligheden gjort til en forbrydelse at være dansk. I dag oplever vi det samme i Danmark.«

»I dag oplever vi det samme i Danmark«… ?!

Men nej, dette handler ikke om flygtningenes og indvandrernes hverdag i dagens Danmark – det er billig propaganda, som sammenligner danskerens forhold i dag med likvideringer, udvisninger, chikanerier og arrestationer! Og hvad er vel det »fremmedherredømme«, der indirekte sammenlignes med tyskernes anno 1864? Indvandrernes og flygtningenes!

Krarup forstår imidlertid at pakke dette letgennemskuelige nonsens ind i et trumfkort, der synes at legitimere selv den pinligste fordrejning. Trumfkortet er selvsagt episoden, hvor 100 mennesker angreb Pia Kjærsgaard med sten og tomater, et overfald, som selvfølgelig er fuldstændig forkasteligt ud fra et hvilket som helst humant perspektiv.

Stort set alle og enhver har da også taget afstand fra det, men det forhindrer naturligvis ikke Krarup og Kjærsgaard i at presse propagandacitronen til det yderste og fikst blande somalierne ind i episoden, skønt de intet som helst havde at gøre hermed.

Med udspekuleret kynisme skriver pastoren, at Kjærsgaard blev angrebet, mens hun »gik op og ned ad Griffenfeldsgade, hvor især somalierne flokkes« … Somalierne »flokkes« åbenbart, og ikke nok med det, de »flokkes« tilmed på den gade, hvor Dansk Folkepartis leder blev overfaldet … Fornemt, fornemt eksempel på bevidst manipulation.

Det virkelig skræmmende spørgsmål er imidlertid, om det skal lykkes Kjærsgaard og Krarup at få magthaverne til at benytte overfaldet på Nørrebro som undskyldning for nye politistatslignende tiltag mod flygtninge og indvandrere – omtrent som nazisterne benyttede rigsdagsbranden som påskud i 1933.

Der er alt for god grund til at være nervøs, hvis man er indvandrer eller flygtning i dagens Danmark – for slet ikke at sige morgendagens Danmark.

Men Krarup kan sove roligt. Alt tyder på, at det bliver meget, meget værre at være indvandrer og flygtning i Danmark fremover, og at færre og færre af disse »besættelsestropper« overhovedet tør nærme sig grænsen. Alt tyder på, at det aldrig lykkes humanisterne at få »danskerne til at glemme, at vi er danske« – og alt tyder på, at pastoren og Dansk Folkeparti til gengæld fortsat vil have stor succes med at få danskerne til at glemme, at vi er mennesker.

Rune Engelbreth Larsen
Faklen.dk, 15.5.1998