Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kampen om ordene og virkeligheden

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

... »I begyndelsen var ordet (logos)«, hedder det indledningsvist i Johannes Evangeliet, og i den bibelske skabelsesberetning skaber Gud (Elohim) verden gennem ordet. Det samme er tilfældet i den egyptiske Memphis-teologi, ifølge hvilken guden Ptah har skabt alting »ved hjertets tanke og tungens befaling«.

Sproget og begrebernes forhold til virkeligheden som særskilt filosofisk tema har naturligvis også været i fokus på forskellig vis filosofihistorien igennem, og et af de store stridspunkter kommer til udtryk i den såkaldte res/verbum-problematik (ting/ord), hvis rødder går tilbage til antikkens filosofi.

Kort fortalt gør Platon (428-348 f.v.t.) en såkaldt begrebsrealisme gældende, ifølge hvilken ideerne eller almenbegreberne udgør den absolutte og sande virkelighed, mens den sansbare genstandsverden blot er et genskin heraf, som kun er afledt og erkendt i kraft af de evige ideer, der er medfødte. Tingene eksisterer altså kun i kraft af ideerne, som imidlertid har en egen, evig karakter uafhængigt af den sansede verden.

I kontrast hertil står det såkaldt nominalistiske standpunkt, ifølge hvilket det omvendt er tingene, det vil sige den sansbare genstandsverden, som er virkeligheden, mens begreberne blot er hensigtsmæssige konstruktioner, som vi selv udleder heraf.

... Selv om mytologiske udsagn og filosofiske ræsonnementer selvsagt ikke uden videre er sammenlignelige, ligger det bibelske og mytologiske »standpunkt« for så vidt begrebsrealismen nærmest. Også i poesien møder vi en forestilling, der er beslægtet med denne.

F.eks. fremhæver middelalderdigteren Albertino Mussato (1261-1329) og til dels renæssancedigteren Ludovico Ariosto (1474-1533) digtningens særskilte betydning, derved at digteren skaber det referencerum, som kulturen og historien læses igennem og udfolder sig på baggrund af. Ifølge Ariostos Orlando Furioso er det digterne snarere end begivenhederne, der er udslagsgivende for historieskrivningen, og Mussato gør for så vidt digteren til den, som skaber de historiske begivenheder: »Through me Pergama, the fortress of the Dardanian Teucer, was won back; before Dardanus was in Troy, I was there.«

... Sproget er her mere end et meddelelsesmedium, og den erkendelse kan også i forskellig udstrækning spores blandt renæssancehumanismens prominente forløbere. Boccaccio, som er mest kendt for sin samling af løsslupne fortællinger i Dekameron, fremhæver f.eks. digtets særstilling, derved at det åbner en skabende kraft (i direkte forstand) hos udvalgte digtere, der kan »derive their own origin from the sphere of the divine,« som han skriver i De genealogia deorum (Om gudernes genealogi).

Ord er ikke fikserede referencer, men derimod betydningsbærende og betydningsskabende tegn i en dynamisk og kontekstafhængig vekslen - »a multicolored floor and mosaic«, bemærker Leonardo Bruni (1370-1444) i indledningen til en oversættelse af græske tekster.

Ikke mindst renæssancemagien og den genvundne interesse for jødisk kabbalah underforstår, at ord og tegn har en virkelighedsstrukturerende eller virkelighedskonstruerende karakter, der rækker udover deres formelle meddelelsesfunktion som f.eks. »repræsentation« af »tingene«. Det er i den sammenhæng irrelevant, hvor uvidenskabelige renæssancemagikeres og kabbalisters praksis er i senere videnskabsteoretisk forstand; pointen er, at magien baserer sig på en opfattelse af, at sproget kan være potentielt konstituerende for virkeligheden.

... Konkrete fænomener og sammenhænge hævdes at kunne skabes gennem en særegen brug af ord og tegn - »lines, circles, letters and characters«, som det hedder i Doctor Faustus af Christopher Marlowe (1564-1593).

Her forudsættes altså en opfattelse af, at ord og begreber ikke kan reduceres til praktiske og forhåndenværende etiketter, hvormed vi tænker over og taler om tingene, men at sprog og virkelighed er intimt forbundne størrelser, således at vi kan anvende ord og sætninger til at foranstalte forandringer og fænomener i verden som sådan.

Tanken genoptages af Goethes Faust, der i lighed med Marlowes Doctor Faustus er magiker, men Goethes hovedperson er dog skeptisk over for Ordets forrang for skaberværket - han hælder til handlingen.

Udgangspunktet er Johannes Evangeliets logos, som vi nævnte indledningsvist, og som Faust her gradvist dissekerer:

...          »Der skrevet står: 'Fra først af ordet var.'
         Her alt jeg standse må og æske svar.
         Så højt kan dog umulig ordet sættes;
         urigtig er min tydning og må rettes.
         Om ellers ånden ret mig hjælpe vil,
         der skrevet står: 'Fra først var tanken til.'
         Ved denne første linje må vi hvile,
         at ikke pennen skal sig overile.
         Har alt sit ophav da fra tanken haft?
         Der skulle stå: 'Fra først af var der kraft.'
         Dog alt imedens disse ord jeg skriver,
         jeg føler grant, at derved ej jeg bliver.
         Nu hjælper ånden mig! Nu ved jeg råd
         og skriver trygt: 'Fra først af var der dåd.'«

Når man i filosofien taler om det 20. århundredes linguistic turn, den generelle vending i retning af sproget, som bl.a. Wittgenstein, Austin, Heidegger, Derrida og Foucault på forskellig vis inspirerer til, og hvor sprogets rolle som mangefacetteret virkelighedsstrukturerende fænomen i stigende grad kommer i centrum, er der dybest set ikke tale om nogen inkompatibel drejning i forhold til mere eller mindre universelle kulturhistoriske traditioner, som kredser om Ordets forrang - alle andre forskelle ufortalte.

... Heidegger henviser f.eks. flere gange i sit forfatterskab til en særlig passage i Freidrich Hölderlins (1770-1843) digt, Andenken (Erindring), der bliver et nøglested for filosoffens forståelse af digteren som Værens grundlægger: »... Havet tager nemlig / og giver hukommelse, kærligheden / binder også flittigt øjnene, / men hvad der forbliver, stifter digterne.« (Thorkild Bjørnvigs oversættelse).

Denne værens-grundlæggelse skal nok ses i videre betydning, og »digt« forstås som bredere sproglig manifestation af så udslagsgivende og blivende karakter, at den er (eller bliver) determinerende for den verdensanskuelse, som en større gruppe - måske et helt samfund eller en kultur - bevidst eller ubevidst lægger for dagen.

I denne henseende bliver ikke blot store digtere som f.eks. Homer, Ovid, Dante og Shakespeare »stiftere« (eller medstiftere) af den referenceramme, hvormed hele kulturer ræsonnerer og kommunikerer, men også filosoffer og forskere og andre skelsættende tænkere og kunstnere som f.eks. Platon, Jesus, Muhammed, Michelangelo, Kopernikus, Kant og Darwin - for at nævne nogle oplagte kandidater.

... Med Kopernikus' heliocentriske revolution af det astronomiske verdensbillede i det sekstende århundrede skete der umiddelbart ikke ret meget for kulturen, men over de følgende århundreder ændredes opfattelsen af solsystemets opbygning med en radikalitet, som vendte op og ned på fundamentale fixpunkter i vores referenceramme - og som Kopernikus altså dermed var med til at igangsætte, skønt han langtfra var den første bærer af den heliocentriske idé.

Man kan nok tale om solsystemet på samme måde som tidligere (det hedder som bekendt stadig væk en solnedgang i dagligtale, selv om solen jo altså ikke »går ned«). Men ikke blot er det, der f.eks. var Dantes »selvfølgelige« verdensbillede, efterhånden blevet fuldkommen fremmedartet og »primitivt« i moderne øjne - det er næppe heller den »samme« himmel-konstruktion, vi i dag oplever.

Sådan kan referencerammer ændre virkelighedsopfattelsen ganske betydeligt.

Knap tre årtier før Darwins The Origin of Species (1859) kunne Charles Lyell fortsat skrive, at arterne er uforanderlige og har været det, siden de blev skabt. Med Darwin ændredes forståelsen af verden imidlertid efterhånden for hele samfund og fik os til at se fuldkommen anderledes på dyr og mennesker. En bog fik os til at observere sammenhænge, der i princippet ikke kunne observeres, før man slog hul på den hidtil »selvfølgelige« opfattelse af naturen som udtryk for en uforanderlig guddommelig skaberplan.

Vi betragter ikke uforudindtaget, for dét at betragte noget er allerede et led i den proces, der består i at forstå det, vi betragter. Vi betragter derfor uundgåeligt verden gennem sprogets overlevering af verden.

Men sproget er plastisk og ustatisk, og af og til fremkommer en eller flere med ord og tanker, der slår hul på det selvfølgelige, og med tiden ser vi alle noget, der hidtil var utænkeligt.

... En middelaldermunk, som betragtede nattehimlen, havde allerede en forudindfattet idé om organiseringen og strukturen af det, han så, som ikke alene hjalp med at identificere de enkelte stjerner, men også var baseret på en opfattelse af afstande, planetbaner og rumlighed af en ganske anden art end vores. Den »svimlende« uendelighed, vi kender, eksisterede ganske enkelt ikke, for uendelighed kan ikke »ses«, og i overeensstemmelse med tidens erkendelse var himlen lukket »oventil« og universet endeligt.

At iagttage noget og at forstå det, der iagttages, er ikke vidt forskellige processer, men forbundet i én og samme oplevelse.

Tidligere har især digtere udstyret os med en række reference-fortællinger og forståelseshorisonter. Oldtidens grækere havde ikke religiøse opfattelser fra kanoniske bøger og kirkelige institutioner, men bl.a. fra de homeriske digte, og i en vis udstrækning har vi stadig væk reminiscenser herfra.

Ikke alene i oldtiden, men også gennem middelalderen, renæssancen og oplysningstiden bærer store dele af litteraturhistorien i udtalt grad både implicit og eksplicit præg af indforståede referencefortællinger og myter fra den græsk-romerske kulturtradition såvel som de bibelske fortællinger. Uden disse ville også forholdsvist »nyere« skelsættende værker som f.eks. Goethes Faust, Melvilles Moby Dick og Joyces Ulysses være utænkelige - eller i det mindste have set helt og aldeles anderledes ud.

Det handler ikke bare om, at forfattere uundgåeligt trækker på fundamentale værker i et selvrefererende litteraturhistorisk univers af citater eller allusioner og analogier, men at verden også struktureres og opleves gennem sproget, og at visse kulturhistoriske frembringelser manifesterer fundamentale aspekter af det sproglige referencesystem, vi i større eller mindre udstrækning overtager, når vi oplever og forstår verden.

... Få har som Johannes Sløk udforsket dette aspekt filosofihistorisk i adskillige bøger og har bl.a. fokuseret på den tyske kardinal, renæssancefilosoffen Nicolaus Cusanus (1401-1464): »Mennesket er alle tings måll, for - siger Cusanus - det er ved at måle (veje og tælle), mennesket bringer rationalitet til veje i verden. Da verden er kvantitativ, er erkendelsens fremadskridende indsigt i den selv en kvantiterende proces; erkendelsen måler tingene ud, tæller dem og vejer dem, hvilket er ét med, at den erkender dem. Det er imidlertid essentielt at forstå, at denne erkendende målefunktion, ikke kun er en konstaterende proces. Det er ikke ved faktisk at tælle efter, at man konstaterer, at der altså er fem køer på marken, men det er gennem tællefunktionen, der på marken bliver fem køer til. Tallene er menneskets frembringelse, og hvad erkendelsen tæller tingene op som, det er de.« (Nicolaus Cusanus og hans filosofiske system, 1974).

Det er et perspektiv, som Johannes Sløk vender og drejer igen og igen gennem sit eget forfatterskab, og det fører uvilkårligt til den gamle diskussion om de tilsyneladende absurde konsekvenser af en position, der i sidste ende minder om George Berkeleys esse est percipi (at være er at blive perciperet).

Betyder det så, at månen i givet fald ikke er der, når vi ikke kigger på (erkender) den - eller betyder det bare den altruisme, at månen ikke bliver set (som månen), når der ikke er nogen, der kigger efter?

Det kan jo ikke hænge sammen anderledes, end at det, der ikke ses, ikke på nogen rimelig måde er til stede visuelt, ligesom det, der ikke høres, ikke eksisterer som lyd. Men dermed er det, som slet ikke sanses, heller ikke til stede som noget som helst sansbart, før det sanses. Når noget imidlertid sanses, sanses det som noget, og det »noget« er afhængigt af en sproglig erkendelsesproces.

... Ord udfolder en for-forståelse, en verdensanskuelse, og udgør dermed for så vidt virkelighedens byggestene eller strukturer.

I dette essay er således eksemplificeret en række forskellige, men beslægtede punktnedslag fra verdensopfattelser af mere eller mindre idealistisk art med sprogfilosofisk islæt, for også at vise, at denne »tværkulturelle røde tråd« ikke er udtryk for noget originalt, nyt eller særlig kontroversielt perspektiv.

Ord er betydningsskabende, billedskabende og virkelighedsskabende.

Dybest set kredser alle disse overvejelser omkring det samme filosofiske problem, som Johannes Sløk udfolder helt elementært i »gåden om de to askebægre«. Vi kan betragte askebægret med vore sanser og samtidig erkende det i kraft af simpel tankevirksomhed (og sprog):

»Det er jo strengt taget noget hel eventyrligt, thi det betyder, at askebægeret egentlig befinder sig to forskellig steder på samme tid, dels derhenne uden for mig på bordet, dels i min bevidsthed, når jeg ikke bare sanser det, men erkender det som et askebæger, og hvordan kan det gå til? Ja, det er igen en gåde, som man i 2000 år forgæves har forsøgt at løse. Gåden består jo i, at der tilsyneladende foreligger to askebægre, dels det uden for mig, dels det, der befinder sig i min bevidsthed, når jeg sanser og erkender det. Man kunne nu forsøgsvis prøve at få gåden til at forsvinde ved at hævde, at der faktisk kun er ét askebæger, og at det tilsyneladende andet slet ikke eksisterer. Man kan enten blive ekstrem materialist eller ekstrem idealist. Enten kan man hævde, at askebægeret er den materielle ting, der står på bordet, og at min erkendelse af det blot er et illusorisk ledsagefænomen. Eller man kan omvendt hævde, at askebægeret er min bevidstheds frembringelse, der blot illusorisk projiceres ud i en 'omverden', der ikke er andet end bevidsthedens frembringelse.« (Hvad i alverden er verden?, 1991, s. 25).

Paradoksalt er det i alle tilfælde - hvorfor også Sløk tyr til poesien, denne gang J.P. Jacobsen, der træffende skriver:

...    I Rummet det vældige vugges
   Vor Jord som paa Havet et Blad,
   Og jeg er et Støvgran, der glimter
   »Gud« ved i Lyset af hvad?
   Og dog er det hele Solsystem,
   Der vugges i Æthrens Bad,
   En Krusning i mine Tankers Hav,
   Kun lille, og kruset af hvad?


Ja, af hvad? Vi kan ikke formulere »svaret« uparadoksalt, fordi det er fæstnet til det sprog, vi tænker og formulerer os i. Vi erkender verden via sproglige begreber, hvorfor vi ikke kan sige, hvad verden er uafhængigt af disse - eller om dette spørgsmål overhovedet giver mening. Men vi kan konstatere, at den verden, vi erkender, er og bliver sprogligt funderet.

Det behøver ikke være særlig kulturhistorisk, sprogfilosofisk eller poetisk storladent (eller fremmedartet), men kan i det mindste anskueliggøres på forholdsvis enkel vis også i den politiske og idelogiske debat - ikke mindst, hvor den antager karakter af en kulturkamp, der karakteristisk nok i høj grad handler om at erobre ordene, begreberne eller betegnelserne.

Vi kan jo overveje, hvilke billeder og betydninger, der er en gennemsnitlig danskers forudforståelse af ord som »muslim« og »islam« i begyndelsen af det 21. århundrede. Der er næppe tvivl om, at den herskende udvikling i dansk presse og politik har forlenet disse ord med stærke forudforståelser om terrorisme og totalitarisme, som var mere eller mindre fraværende i den almene bevidsthed blot tilbage i 1980erne.

Eller vi kan bemærke, hvorledes nedskæringer i social- og velfærdssystemet ikke hedder »nedskæringer«, men plus-ordet »reformer«, eller hvordan arbejdsløse, der tvinges til at arbejde for under mindstelønnen og uden overensskomst ikke officielt kaldes »tvangsarbejdere«, men »aktiverede«.

Endelig bliver i stigende grad »krig« erstattet af konstruerede ord som »kampagne«, sågar endog »humanitær luftkampagne«, til trods for at det stadig væk er bomber og kanoner, som fører - ordet.

Disse eksempler er overfladiske, kunne man indvende, og drejer sig kun om, hvem der får sat (og benævnt) den politiske dagsorden med sine egne begrebsbestemmelser - det er almindelige retoriske, endog polemiske og propagandistiske virkemidler, men vel ikke et spørgsmål om en foranderlig virkelighed?

Og dog. Eksempelvis kræver det at se en jøde som jøde, at man har en idé om, hvem og hvad en jøde er - ellers ser man ikke vedkommende som andet end et menneske, en tilfældig person. Og hvis man opdrages fra barnsben - eller gennem gentagne stereotyper - til at karakterisere en jøde på en særlig negativ måde, bliver det naturligvis disse stereotyper, der gør jøden til jøde - det vil altså sige den særlig negative karakter eller identitet hos det menneske, man ser i jøden.

Mere positive er eksemplerne, når vi atter vender os fra den politiske retorik og propagandistiske newspeak til digtningens verden (skønt mekanismerne naturligvis dybest set ikke er principielt adskilte).

... Sophus Claussen fabulerer poetisk om digterens og drømmerens skaben: »Der sker en Sceneforandring. Den kendte Hverdagsdigtning med sin trøstesløse Dekoration fra Gaarde og Stræder forsvinder. I Stedet for overraskes Verden af nye Sange og Syner, der ligesom svæver i Luften. En Længsel efter en Farve! en Drøm om en Tone! og Fantasien har selv i et Anfald af Stemning, af Hu, af Genialitet skabt et Rige i Skyerne mellem Skorstene og Telefontraade med Udsigt til Trætoppe og Snekrystaller.« (Ny Aand, Heroica, 1925).

Måske ikke så underligt, at verden ville være ikke så lidt smukkere, hvis vi beskæftigede os mere med poesi - og mindre med politik.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, oktober 2006