Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Regeringen, der partout ville misforstå

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Forsoning forudsætter forståelse, og forståelse forudsætter en evne til at lytte. Men lytte kan man på flere måder.

At det er let nok at lytte til og forstå den, man er enig med, illustrerer f.eks. en iagttagelse, som Naser Khader har gjort i Folketinget om de to præstefætre og folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti, Søren Krarup og Jesper Langballe: "Det er tankevækkende, så ofte de to fætre stiller hinanden spørgsmål i folketingssalen. Ikke fordi de er uenige, men for at lade den anden uddybe argumenterne, i retning af: 'Er hr. Langballe ikke enig med mig i, at kristendommen var altafgørende for, at Danmark blev demokratisk?' 'Jo, jeg er enig med spørgeren …'" (Information, 17.11.2005).

Der findes imidlertid en mere relevant lytten og et mere afgørende behov for gensidig forståelse mellem dem af os, der ikke er meningsfætre eller meningsfæller.

Her er det vigtigt at lytte og forstå, også selv om dem, man lytter til, har en anden kulturbaggrund. Og især i diplomatiet er der så meget desto større behov for at lytte uden på forhånd at tilskrive sine samtalepartnere de værste motiver.

Men det har været vanskeligt i den krise, som udviklede sig i kølvandet på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.

Avisens offentliggørelse var strengt taget et mellemværende mellem redaktionen og avisens læsere samt de danske muslimer, som måtte føle sig krænket. En politisk krise blev det først, da den danske statsminister afviste at mødes med 11 muslimske ambassadører og holde et møde om deres bekymring for det, de kaldte den "meget diskriminerende tendens" mod muslimer i Danmark. Her blev det ikke blot en politisk krise, men det blev også øjeblikkeligt en international krise, der viser, hvor vanskeligt det kan være at lytte og forstå for en regering, der muligvis har forvekslet udenrigspolitisk diplomati med en indenrigspolitisk dagsorden.

*

De muslimske ambassadørers intentioner blev udlagt som et angreb på den danske ytringsfrihed på baggrund af et brev til statsministeren den 12. oktober. Brevets indhold kan diskuteres, men en række sprogkyndige eksperter har afvist, at det kan læses, som statsministeren har udlagt det. Tvivlen bør vel i dialogens interesse komme alle parter til gode - måske har statsministeren oprigtigt misforstået brevet.

Men det afgørende er, at flere ambassadører omgående korrigerer hans udlægning af indholdet. Allerede i slutningen af oktober kunne regeringen med andre ord få helt klar besked om, hvad det var, de ville med brevet - hvis man altså gad lytte.

Egyptens ambassadør, Mona Omar Attia sagde f.eks.: "… det er en stor misforståelse, når folk tror, at vi har bedt statsministeren lægge bånd på ytringsfriheden. Vi har ønsket, at han opfordrede til ansvarlig og respektfuld brug af pressefriheden." (Politiken, 27.10.2005).

Tyrkiets ambassadør, Fügen Ok sagde f.eks.: "Det er blevet misforstået, som om vi vil have, at statsministeren skulle gribe ind og begrænse ytringsfriheden, men det er der slet ikke tale om. (…) Det handler ikke om at lukke aviser, men om at fremlægge sine synspunkter om sagen og opfordre til dialog." (Information, 28.10.2005).

Ikke desto mindre transformerede Anders Fogh Rasmussen i fem måneder ambassadørernes ærinde til angreb på ytringsfriheden, pressefriheden og det danske folkestyre, bl.a. i form af et påstået krav om "retslige skridt". Bertel Haarder hævdede, at de ligefrem krævede "pressecensur" (jf. Jyllands-Posten, 30.10.2005). Venstres udenrigspolitiske ordfører, Troels Lund Poulsen gik skridtet videre og udtalte, at det slet ikke tjente noget formål at "gå i dialog med personer, som vil kortslutte den demokratiske proces" (Politiken, 20.12.2005).

En nøgtern forståelse i overensstemmelse med indholdet af ambassadørernes brev og deres efterfølgende forklaringer åbnede imidlertid uproblematiske muligheder for en diplomatisk løsning, men i stedet fortsatte regeringen med at fortegne ambassadørernes intentioner i voldsom grad. Og det til trods for, at også andre røster fra den islamiske verden blandede sig.

Allerede den 15. oktober sendte generalsekretæren for Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC) et brev til den danske regering. Han havde koordineret sin henvendelse med de 11 ambassadører, og han nævnte ingenting om retslige skridt over for Jyllands-Posten, men var til gengæld meget bekymret for en række eksempler på krænkende udsagn over for muslimer i Danmark og bad regeringen om at gøre "sin holdning klar".

I begyndelsen af november opsnappede den danske regering desuden et klagebrev til FN fra den egyptiske udenrigsminister, som bl.a. skrev: "Vi forventer ikke, at noget land vil tage strafferetlige eller disciplinære skridt mod en avis, da vi er fuldt ud klar over, at retten til ytringsfrihed er en del af artikel 19 i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne …"

Til trods for, at regeringen således har været fuldt ud klar over, at flere ambassadører i den danske presse afviste indgriben i ytringsfriheden, at den egyptiske udenrigsminister afviste strafferetlige skridt mod Jyllands-Posten, og at OICs generalsekretær slet ikke kommer ind på retslige skridt, fortsatte man i månedsvis med at vildlede pressen og befolkningen, idet man vedblivende skød ambassadørerne censurkrav i skoene.

Først så sent som den 24. februar blev statsministeren i pressen bedt om at forklare, hvorfor han egentlig havde fastholdt, at ambassadørerne skulle kræve "retslige skridt". Han svarede: "Men det var, fordi jeg blev spurgt til brevet fra ambassadørerne. Og her står det direkte, at jeg skal gribe ind over for pressen." (Politiken, 24.2.2006).

Udover at det i bedste fald er en tendentiøs fremstilling af ambassadørernes brev, er det heller ikke tilfældet, at hver gang pressen har spurgt til ambassadørernes intentioner, har de begrænset sig til at spørge lige netop til ambassadørbrevet.

Faktisk bragte Jyllands-Posten allerede den 30. oktober et interview med statsministeren, hvor han blev bedt om at forholde sig direkte til en række tidligere udtalelser i samme avis af den palæstinensiske repræsentant, Maie Sarraf.

Sarraf forklarede dengang, hvad ambassadørerne ville have sagt til statsministeren på et møde: "At vi respekterer ytringsfriheden, og at der skal være frihed til at kritisere, skrive bøger og indlæg om islam og kristendommen. Men hvorfor skal man fornærme og såre mennesker uden grund? Hvorfor vælger man at bruge sin ytringsfrihed på at skade og såre andre? (…) Jeg forstår ikke, hvorfor han tillader, at medier og nogle personer angriber islam med undskyldning i demokrati og ytringsfrihed."

Aha, hun forstår ikke, at han "tillader" det - hun ville altså alligevel gribe ind i pressefriheden? Nej, for Sarraf uddyber: "Vi har aldrig ment, at statsministeren skulle sende Jyllands-Postens ledelse i fængsel eller indskrænke det danske folks ytringsfrihed og jeres friheder. Nej, under ingen omstændigheder."

For en sikkerheds skyld bliver hun dog også spurgt, om statsministeren skulle tage lovmæssige skridt: "Nej, selvfølgelig ikke. Tror I virkelig, at vi er så dumme. Men der er forskellige måder at sende beskeder på."

Men hvad vil dét så sige - skrappere regler for ytringsfriheden, foreslår journalisten? "Nej, selvfølgelig ikke, for så vil man miste så mange andre ting," svarer hun, og understreger igen: "Nej. Jeg ønsker ingen lovmæssige tiltag, jeg ser hellere, at der bliver skabt nogle normer, som vi lever efter. Så vi i stedet respekterer hinanden."

Læser vi ikke her en ambassadør, som afviser at gribe ind i pressefriheden, men som appellerer til normer om respekt og tolerance? Et standpunkt, som igen røber en fuldkommen anderledes indstilling til sagen, end den, som Venstre reducerer til krav om "retslige skridt", "pressecensur", og "kortslutning" af demokratiet?

Og hvad var så Foghs helt konkrete svar på netop dette interview med den palæstinensiske diplomat?

Statsministeren sagde: "Det afslører efter min mening et afgrundsdybt ukendskab til principperne i et sandt folkestyre, og det viser en fuldstændig mangel på forståelse for, at en regering i et frit folkestyre hverken kan, skal eller må blande sig i, hvad pressen skriver." (Jyllands-Posten, 30.10.2005).

Sådan. Et "afgrundsdybt ukendskab til principperne i et sandt folkestyre"! Det er den svada, som ambassadøren får retur efter at have afvist lovmæssige indgreb, og efter at have forsvaret ytringsfriheden som den fundamentale rettighed, den er.

Det viser tre ting: 1) at statsministeren ikke talte sandt, da han i februar hævdede, at han kun var blevet udspurgt om ambassadørbrevet; 2) at statsministeren forsat ikke har villet lytte efter de mange præciseringer fra repræsentanter for den islamiske verden, der allerede i oktober og november forklarede, at regeringen havde misforstået dem; og 3) at statsministeren hellere ville vildlede den danske befolkning end afsøge den diplomatiske løsning, som lå lige for.

*

Den danske regering insisterede således på misforståelsen - og det gjorde den bevidst, eftersom den har haft fuld adgang til både breve og interviews, som korrigerede misforståelsen.

Her er udgangspunktet for den politiske, internationale krise - ikke Jyllands-Postens karikaturer, men en regerings manglende vilje til at lytte.

Resten er, som man siger, historie. En tragisk historie om ekstremisters amokløb, dødstrusler, bombetrusler og dobbeltspil blandt visse imamer og dobbeltspil i den danske regering, som pressen imidlertid har taget med fløjlshandsker på, mens man har stegt imamerne i aggressive tredjegradsforhør.

Nu skal vi så videre. Forsoning betyder, at alle sluger kameler. Det betyder ikke suspension af den kritiske sans, men det betyder, at man anstrenger sig efter at høre, hvad der bliver sagt, i stedet for dét, som kunne give en bedre forsidehistorie eller en letkøbt populistisk gevinst.

At tavlen vaskes ren, og at alle prøver at lytte og forstå på tværs af kulturforskelle.

Lad os også håbe, at regeringen har lært mere af dét end af Søren Krarup og Jesper Langballe, der kun har lært at lytte til sig selv og hinanden.

Rune Engelbreth Larsen
Information, 12.4.2006