Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker
Nationalpark Mols Bjerge

Danmarks Naturfredningsforening
- 100 års naturkamp

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Danmarks Naturfredningsforening har siden 1911 forsvaret Danmarks naturværdier imod alle odds - et essay om foreningens historie og kampe ...

100 års naturkamp Over en million mennesker tager hvert år turen til Danmarks nordligste punkt, spidsen af Skagens Odde, hvor bølgerne fra Kattegat og Skagerak tørner sammen.

Hav og himmel, sand og vind. Måger og måske glimtet af en sæl. Meget andet er her ikke at se, men ikke desto mindre er det en dragende fornemmelse at stå med fødderne i hvert sit hav midt mellem elementerne. Her slutter Danmark - og dog er det en odde, der forøges år efter år, for Grenen vokser sig længere og længere ud i havet.

At vi i dag kan stå lige dér, uforstyrret af sommerhuse, elmaster og andre naturskæmmende konstruktioner, kan vi takke Danmarks Naturfredningsforening for. Havde det ikke været for landets ihærdige naturvenner, havde Grenen og mange andre skattede naturområder for længst været begravet under sommerhuse, svinefarme eller asfalt.

I 1936 var der planlagt 1.000 sommerhus-grunde, men Danmarks Naturfredningsforening skred ind for at frede det unikke område, og da riget fattedes penge (også dengang), rejste man selv de fornødne midler gennem en landsindsamling.

I en tidsalder, hvor alle taler om at arbejde mere og længere, hvor de elektroniske medier kværner løs døgnet rundt, og hvor skoleskemaer og arbejdstider parcellerer dagen og året i den moderne tilværelses snævre firkanter, valfarter millioner af mennesker hvert år ud i det fri. Hundredtusindvis af lystfiskere, terrænløbere, amatørornitologer og lige så mange andre naturvenner uden andet formål end naturoplevelsen i sig selv søger lejlighedsvist eller jævnligt dérud, hvor hverdagen opløser sig og asfalten forsvinder.

Hvorfor? Hvorfor bliver klinter, skovsøer, heder og andre skæve naturkulisser med springende hjorte, syngende lærker og lyse bøge ved med at tiltrække os?

Måske fordi vi her henter indtryk, ro og inspiration, der ikke kan skemalægges i hverdagstilværelsen? Måske fordi oplevelsen er så rig, at den griber os på helt unik vis?

Gennem generationer har Danmarks Naturfredningsforening stået i spidsen for at værne om denne oplevelsesrigdom og bestræbt sig på at udbrede forståelsen for naturen og det kredsløb, vi så ofte glemmer, at vi også selv er en uløselig del af.

Men faktisk begyndte foreningens historie så fjernt fra den åbne natur, som tænkes kan.

Nationalpark Vadehavet

Den 21. april 1911

Den 21. april 1911 indkaldte den daværende formand for den sjællandske afdeling af Turistforeningen i Danmark, Viggo Falbe-Hansen, til et møde på det fashionable Palace Hotel i det indre København og stiftede Foreningen for Naturfredning. Dermed var fundamentet støbt for en af de mest medlemsstærke foreninger, Danmark har set. Imod betydelige økonomiske interesser og med tilbagevendende politisk modvilje har titusindvis af naturvenner kæmpet en ulige kamp i et land, der med hele 63 procent af arealet under plov fortsat har absolut EU-rekord i opdyrket natur.

Men allerede i 1800-tallet begyndte de første spæde røster at bekymre sig om udviklingen. Steen Steensen Blicher begræd de drastiske indgreb i det jyske landskab, og H.C. Andersen råbte 'sidste udkald' for oplevelsen af heden i sit berømte digt, »Jylland« (1859):

Lyngen er et pragtfuldt tæppe,
Blomster myldre milevidt,
Skynd dig, kom! om føje år
Heden som en kornmark ståer.

Zoologen Oluf Winge argumenterede imod den voldsomme jagt, der bl.a. var i færd med at udrydde »de såkaldt skadelige dyr«, herunder en meget stor del af rovfuglene. Landets ynglende kongeørne og slangeørne var en saga blot i 1880 og 1881, havørnene og fiskeørnene var væk i 1911 og 1916, og ravnen og andre mindre rovfugle var ligeledes hårdt trængte i begyndelsen af 1900-tallet. Hvor galt det stod fat, illustreres måske af, at Dansk Jagttidende i 1886 kunne opfordre til en totaludryddelse af storken, og at Dansk Jagtforening bl.a. præmierede jægere, som dræbte ørne, falke og høge.

Winge var imidlertid ikke blot fugleven, men havde også øje for naturen i almindelighed og slog allerede i 1886 til lyd for »fristeder« i form af nationalparker: »Det ville ikke være for meget forlangt af en stat, at den skulle have råd til at undtage enkelte strækninger fra dyrkning, at lade visse skove, moser, søer, holme osv. ubenyttede, eller ikke benytte dem anderledes, end at et fyldigt planteliv og dyreliv kunne trives.«

Der havde med andre ord længe været behov for den platform, som blev etableret i 1911 og for alvor kunne samle og organisere kampen for landets naturværdier. I forslaget til formålsparagraffen hed det, at man skulle »medvirke for bevarelsen af smukke og ejendommelige dele af Danmark« og »virke for, at alle kan få lettest mulig adgang til disse steder« - og det er den dag i dag de bærende søjler i foreningens arbejde.

Nationalpark Thy

PH's korstog mod fredningssagen

Den 8. maj 1917 fik Danmark en lov om naturfredning, som den nystiftede forening havde arbejdet for og stillet forslag om siden 1912. Hvert amt fik sit eget fredningsnævn, og det blev muligt for staten at ekspropriere natur mod betaling af erstatning.

Udrustet med en vifte af nye paragraffer, et betydeligt engagement og ikke mindst stor sagkundskab har foreningen lige siden kæmpet for naturen. Meget er blevet fredet, men det har som oftest været en kamp mod uret, for i det meste af det 20. århundrede er naturen samtidig blevet decimeret med rasende hast, og utallige dyrearter er udryddet. Alene i perioden 1908-1918 gennemførte Hedeselskabet 257 projekter, der samlet gik ud over naturområder på mere end 30.000 hektar. Jeppe Aakjær kvitterede i 1909 med følgende skudsmål: »Dette selskab er jysk naturs 'Indre Mission', lige så kold uforstående, lige så doktrinær nyttehildet og skønhedsblottet - kun på andre felter.«

Men det var ikke den eneste front på slagmarken for Foreningen for Naturfredning, der i 1925 ændrede navn til Danmarks Naturfredningsforening. Også kulturradikalismens bannerfører, arkitekten og kritikeren Poul Henningsen (1894-1967), betragtede foreningens sag som bagstræberisk og ukonstruktivt »føleri«. Hans funktionalistiske nyttehensyn levnede ikke megen forståelse for bevarelsen af naturens æstetiske oplevelseskvaliteter, og Erick Struckmann (1875-1962), der indtog foreningens formandspost i næsten 40 år, blev uelskværdigt stemplet som »den store naturfascist«.

Zoologen Carl Wesenberg-Lund (1867-1955), måske danmarkshistoriens mest betydningsfulde naturforkæmper, var også blandt målene på PH's skydeskive.

I midten af 1920'erne var knopsvanen blot tre ynglende par fra at være udryddet, og ænder og svaner blev fanget i titusindvis med net. Men Wesenberg-Lund, der i en række kronikker i Politiken havde angrebet den estremt lempelige jagtlov, gjorde sig ifølge den kulturradikale høvding blot fortjent til en topposition blandt de »reaktionære«.

Et demokratisk samfund havde ikke plads til »sådanne dyr, der både stiller krav om ubeboede arealer og ubenyttede værdier«, mente PH, der usentimentalt spurgte til værdien af giraffen, strudsen og kænguruen: »Bliver man fattigere, hvis de uddør?«

Det var Wesenberg-Lund ganske overbevist om og advarede også af den grund imod elimineringen af naturen og dyrelivet: »Hvilken indflydelse vil den have på os selv, vi, der jævner hver bakke, retter hvert åløb ud, rydder alt, hvad der rager op, dræber alt, hvad der når højt mod sky, det være sig fugl eller træ, som lader alt, der har farver, visne, reducerer naturens brogede mangfoldighed; den, der er betinget af de tusinde arters indbyrdes vekselspil og gør kampen for tilværelsen mellem de få resterende afhængig af kvantiteten af tilført kunstgødning?«

Nationalpark Kongernes Nordsjælland

Det tabte land

Politiken og en række kunstnere som Jeppe Aakjær, Johannes V. Jensen, Henrik Pontoppidan og J.F. Willumsen hørte til Wesenberg-Lunds støtter, og resultatet af kampen blev reguleringer af jagtloven, der bl.a. fredede ørne og svaner og begrænsede jagten på andre arter. Wesenberg-Lund fik også tilkæmpet Danmarks Naturfredningsforening magten i Udvalget for Naturfredning, og under revisionen af naturfredningsloven i 1937 opnåedes ved statsminister Thorvald Staunings mellemkomst et enestående privilegium: retten til at rejse fredningssager.

Det blev det altafgørende redskab, hvormed landets natur skulle reddes - eller i det mindste en smule af den. For selv om foreningen for alvor var kommet ind i kampen, var overmagtens økonomiske og politiske kræfter overvældende. Som det fremgår af Kjeld Hansens storværk Det tabte land (2008), blev der med milliarder af statslige støttekroner oppløjet knap to tusind natursteder de følgende tre årtier, fra 1940 til 1970.

Og selv om talrige søer også er blevet genoprettet, åer lagt tilbage i deres oprindelige snoninger, og uvurderlige naturværdier er blevet fredet, kunne det såkaldte Wilhjelm-udvalg føje nye kapitler til naturtragedien i 2001, da man måtte konkludere: »På trods af en forbedret beskyttelse af den tilbageværende natur er tilbagegangen fortsat de seneste 20 år, og kvaliteten af Danmarks natur og biodiversitet har ikke tidligere været så ringe.«

De næste par år rettede politikere tilmed de hidtil mest alvorlige angreb på Danmarks Naturfredningsforening. Den nyvalgte Fogh-regering varslede et opgør med »miljøimperiet« og fjernede i 2002 foreningens statsstøtte, som den havde nydt godt af siden 1925. Naturrådet, der bestod af uafhængige forskere, og som havde rådgivet regeringen og myndighederne om naturens tilstand siden 1917, blev nedlagt samme år, og i 2003 kom det frem i Weekendavisen, at Venstres daværende miljøminister Hans Chr. Schmidt tillige ønskede at fjerne naturfredningsforeningens ret til at rejse fredningssager - hvilket miljøministeren dog efterfølgende afviste.

Men initiativernes samlede signalværdi var ikke til at tage fejl af.

Nationalpark Skjern Å

Sisyfos?

I de seneste år har regeringen oprettet fem store nationalparker, der har fået foreningens opbakning, selv om især to problemer er blevet påpeget: For det første at ambitionsniveauet er for lavt. Der fokuseres alt for lidt på reel naturbevarelse, og lovgivningen ændres ikke inden for nationalparkerne, hvorved hele ideen udvandes. For det andet er der bekymring for, at prestigeprojekterne blot fjerner fokus fra den forringede naturbeskyttelse i almindelighed.

Fordelen ved nationalparkerne er dog, at de både mentalt og politisk sætter naturværdier på landkortet med en ekstraordinær synlighed, hvilket på længere sigt kan være altafgørende for forståelsen af store, sammenhængende og mere ambitiøse naturområders nødvendighed - både for naturens egen skyld og for oplevelsesværdiens skyld.

Men det går den forkerte vej.

Så sent som i 2010 har regeringen sammen med Socialdemokraterne og SF f.eks. givet grønt lys for at jævne op mod 450-550 hektar skov i Østerild og Hjardemål Klitplantager. Her vil man opføre syv 250 meter høje vindmøller, der vil rage op i horisonten i en række andre naturområder i Nordjylland, og som med blink og støj risikerer at påvirke Nordeuropas største fuglereservat, få kilometer fra Østerild. Dermed sætter Miljøministeriet også et punktum for et af landets mest uforstyrrede naturområder med en enestående stilhed og uoplyst nattehimmel, hvorom det hidtil har heddet i ministeriets egen vandretursfolder: »I Østerild Klitplantage finder du både de store vidder og den stille idyl.«

Naturen er trængt i både stort og småt, som foreningens præsident Ella Maria Bisschop-Larsen gjorde opmærksom på i en nedslående status et halvt år før 100-års jubilæet: »Mere end 100 år med dræning, inddæmning, afvanding, udretning, overgødskning, sprøjtegifte, millioner af svin, overfiskeri mm., har sendt naturen til tælling. Resultatet er, at 50 procent af de danske åer, to tredjedele af de danske søer og næsten 90 procent af fjordene og kystområderne har for dårlig vandkvalitet. 66 procent af vores heder, klitter, enge og overdrev har ugunstig bevaringsstatus. 29 procent af de undersøgte arter af planter og dyr er på rødlisten.« (Information, 17.10.2010).

Det har taget generationer at frede og redde nogle af vores mest dyrebare naturområder, men der er lang vej til de sammenhængende naturområder af anseelig størrelse, der ifølge eksperter er helt uomgængelige, hvis vi blot skal gøre os håb om at vende biodiversitetens voldsomme tilbagegang.

Der er med andre ord en del malurt i bægeret, når foreningen skal skåle på 100 års-jubilæet - men grund til at skåle er der dog.

Ingen anden forening har dybest set gjort så meget for at bevare dansk historie, eftersom naturens konturer og fremtoning trods alt er en væsentlig del af danmarkshistorien. Ingen anden folkelig bevægelse har med andre ord præget Danmarks udseende så meget.

Havde det ikke været for Danmarks Naturfredningsforening i ledtog med lokale protester, havde elselskabet Midtkraft f.eks. placeret 50 højspændingsmaster i Mols Bjerge i 1977 og dermed skæmmet en af landets mest unikke naturperler - nu lykkedes det i stedet at anlægge jordkabler. Havde det ikke været for Danmarks Naturfredningsforening eksisterede begrebet »naturgenopretning« ikke, men i 1985 opfandt naturvennerne et betydningsskabende ord, der siden er blevet skrevet ind i Folketingets lovgivningsarbejde.

Men først og fremmest har foreningen i 100 år været alfa og omega i kampen for de mere end fem procent af landets areal, der i dag er fredet.

Havde det ikke været for Danmarks Naturfredningsforenings initiativ eller opbakning, er det således ikke givet, at vi i dag kunne nyde Møns Klint, Råbjerg Mile, Svanninge Bakker, Jægerspris Nordskov, Maribosøerne, Æbelø, Rebild Bakker, De Himmerlandske Heder og talrige andre danske naturområder. Når alt kommer til alt, er denne bedrift måske af større identitetskabende betydning for den fælles 'danskhed', end noget politisk parti eller nogen værdipolitisk agenda nogen sinde har opnået.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 21.4.2011


APROPOS NATUR OG NATURKAMP

> Danmarks Naturfredningsforening
> Danarige.dk - Danmarks naturområder (fotoserier)
> Danmark, mit moderland (essay)
> Danmark er en kvinde (bog)
> Wilhjelm+9: En fattig natur i et rigt samfund