Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

BT og Støjbergs begejstring for en shawarma

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

BT har netop 'afsløret', at »multikulturalisterne«, der er kritiske over for Dansk Folkeparti og dansk diskriminationspolitik, »i vidt omfang selv undgår indvandrere ved at bo i etniske områder« (BT, 16.8.2015).

Det er selvfølgelig en gammel traver fra det højrepopulistiske overdrev, som BT har fundet grund til gentage og ophøje. Man må jo følge med tidsånden, og den rykker hele tiden mod højre.

Hvad får vi så at vide? Jo, at Carsten Jensen, Georg Metz, Bo Lidegaard og David Trads m.fl. tilsyneladende ikke bor i almennyttige lejligheder i et socialt belastet boligkvarter. Surprise?

Nej, vel? Men følgeslutningen er til gengæld overraskende: Ergo har de ifølge »BT's kortlægning« og avisens logik »fravalgt« indvandrere til fordel for »etnisk danske områder«.

Javel. Cavlingprisen må vente lige om hjørnet.

Og for at sikre sig et solidt journalistisk kvalitetsstempel har man også bedt den meget neutrale Mikael Jalving forholde sig til den afslørende dokumentation. Dommen over de pågældende falder prompte: »Det er hyklerisk.«

Surprise?

'Historien' er så imbecil, at den pågældende BT-redaktør, der har sagt god for den, burde gå samtlige år om på Journalisthøjskolen.

I avisens stort opsatte foto- og kortcollage kan man svælge i, at disse og andre navngivne debattører f.eks. bor på Frederiksberg eller i Gribskov. Underforstået: De burde åbenbart bo i Vollsmose eller Gjellerup, for hvordan skulle de ellers nogensinde kunne mene - endsige vide - noget om de rædsler, 'indvandringen' påfører vores land?

Nu kunne man svare, at de fleste utvivlsomt bosætter sig dér, hvor det er mest hensigtsmæssigt for deres tilværelses forskellige behov såvel som økonomiske formåen under hensyntagen til arbejdsliv og boligpræferencer. Og uden at vide for meget om f.eks. Uffe Ellemann-Jensens og Stine Bosses privatøkonomiske forhold, vil jeg gætte på, at de har råd til at bosætte sig i boliger med en komfort og beliggenhed andre steder end i f.eks. Mjølnerparken. Så er den jo ikke længere.

Men det bliver den i BT. Avisens ærinde er selvfølgelig også blot at latterliggøre kritikere af den restriktive udlændingepolitik og intet andet. At smide nogle magtkritikere i populismens gabestok og agere som magthaveres velvillige værdipolitiske lakaj. Så enkelt er det. Og så tåkrummende.

Ærindet er selvfølgelig blot at latterliggøre kritikere af den restriktive udlændingepolitik og intet andet. At smide nogle magtkritikere i populismens gabestok og agere som magthaveres velvillige værdipolitiske lakaj. Så enkelt er det. Og så tåkrummende.

Det er ikke en skid mere sagligt end de tusindvis af tåbelige bemærkninger i Facebook-grupper og blogkommentarer, hvor man som kritiker af antimuslimsk stigmatisering kan få tungtvejende argumenter smidt i hovedet som f.eks., hvorfor du ikke bare »skrider til Saudi Arabien«, når »du er så glad for muslimer«.

Det er nu BT-niveau.

Jeg tillader mig at tro, at man godt kan tilhøre middelklassen og bo derefter, mens man er stærkt kritisk over for den galopperende tendens til en generel indvandrerforagt såvel som de politiske bestræbelser på at lukke flygtninge ude af Danmark. Jeg tror også godt, at man kan kritisere kynismen over for Middelhavets bådflygtninge uden selv at foretage en livsfarlig tur over havet.

Men værre end BT's mangel på basal evne til kritisk journalistisk ræsonnement i sig selv er det vel, at den blot er en del af en generel tendens til at begrave en stigende indvandrerforagt og kynisme over for mennesker i nød under komplet usaglige distraktioner.

Lige hvad Inger Støjberg har brug for. Signalet om, at vi i virkeligheden alle sammen godt ved, at indvandrere og flygtninge er en forfærdelig belastning og voldsom trussel, som ingen selvfølgelig gider bo i nærheden af. Signalet om, at enkelte debattører imidlertid har en dybt suspekt og løgnagtig tilbøjelighed til at give udtryk for det stik modsatte i den offentlige debat.

Og hvad er så forklaringen på denne elaborate maskepi, som BT gudske-tak-og-lov har afsløret og udstillet? At disse suspekte tilhører »eliten«. At de vil bilde os ind, at de har »de rigtige meninger«. At de er »gode«. Dét er BT-logikken i al sin totale absurditet.

Imens rejser Inger Støjberg til flygtningelejre i Mellemøsten for at skræmme flygtninge væk fra Danmark. Hendes Facebook-status er et symptomatisk eksempel på samme BT-nivellering af den blodige alvor, der er på spil:

»Jeg er i disse dage i Mellemøsten for at få et førstehåndsindtryk af flygtningestrømmene fra Syrien og for at se på indsatsen i nærområdet. Med mig har jeg bl.a. TV2's Rasmus Tantholdt, og som den erfarende korrespondent han er, så viste han hurtigt hen til det der angiveligt er bedste shawarma bar og som ligger i Jordan«. (Ordret citat - integrationsministerens stavning er hendes egen).

Millioner af flygtninge henslæber en fortvivlet tilværelse. Nogle kaster sig ud i en desperat flugt til Europa og ender måske i Danmark. Og under sit førstehåndsindtryk af dette kaos af angst og ulykke er en af integrationsminister Støjbergs vigtigste iagttagelser 1) at indynde sig hos en uafhængig korrespondent og 2) udtrykke sin begejstring for en shawarma i Jordan.

Velbekomme.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 19.8.2015