Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Venstre har solgt ud af den liberale arv

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Med den mest kreative tidehvervske udenomssnak har Dansk Folkeparti for år tilbage lukket øjnene for lærestykket i lignelsen om den barmhjertige samaritaner og indskrænket næstekærligheden til en snæver 'nabokærlighed' - så er man lykkeligt fri for at se noget som helst ukristeligt i at foragte og forvise flygtninge i nød.

I klar overensstemmelse hermed har partiet da også netop foreslået, at Danmark kopierer en australsk kampagne, hvor en følelsesforladt militærperson advarer bådflygtninge om at søge til landet:

»No way. You will not make Australia home« (Nej, Australien bliver ikke dit hjem).

Han understreger, at der er »no exceptions« (ingen undtagelser), ligegyldigt om det er familier, kvinder eller børn.

Kampagnen, der i form og indhold ligner en kuldegysende tv-dystopi om en fascistisk fremtid i et militærdiktatur, skal ifølge Martin Henriksen have en dansk politibetjent som speak frem for en militærmand som i den australske version (Ekstra Bladet, 15.7.2015).

Han forslår endvidere, at den skal cirkulere på Facebook - i Henriksens verdensbillede er det åbenbart et af de mest oplagte steder at orientere sig for de millioner af flygtninge, der driver den af i ro og mag, mens de bekvemt surfer rundt på nettet for at udvælge sig de mest lukrative destinationer.

Samtidig er det interessant nok DF's fortjeneste, at formuleringen »Danmark er et kristent land« er kommet med i Venstres regeringsgrundlag. I hvert fald hvis man skal tro Christian Langballe:

»Jeg har drøftet det med Kristian Thulesen Dahl, og vi talte om, at hvis det skulle hænde, at der kom en borgerlig regering, så ville vi kæmpe for, at det kom med i regeringsgrundlaget«. (Kristeligt Dagblad, 15.7.2015).

Er Danmark et kristent land? Selvfølgelig ikke. Flere af dansk samfunds og kulturs mest grundlæggende værdier er blevet til i historiske opgør med kirken, herunder det naturvidenskabelige verdensbillede, demokratiet, menneskerettighederne, religionsfriheden samt den moderne seksualmoral og kønslig ligestilling.

Med tiden har større dele af kirken forliget sig hermed, men det har været en historisk proces at acceptere (eller ligefrem overtage) disse sekulære værdier, ikke et oprindeligt kristent udgangspunkt.

Samfundets dominerende (men i de senere år mere trængte) kulturelle og politiske rødder stammer fra humanismens individualisme og pluralistiske kultursyn i renæssancen og tolerance- og rettighedstænkning i oplysningstiden. Siden er den arv blevet præget af så mange øvrige kulturelle, religiøse og politiske strømninger, at vi ikke meningsfuldt kan tale om monokultur.

Som religionshistoriker Jens-André P. Herbener skriver i et aktuelt debatindlæg, kunne Venstre også have skrevet i regeringsgrundlaget, at »Danmark er et heteroseksuelt land«. Det ville være lige så absurd, men selvfølgelig afspejle majoritetens seksuelle orientering - men den formulering ville alligevel ikke gå i et regeringsgrundlag, vel?

Pointen er, at »kristent« i Venstres optik skal bruges til at signalere bestræbelsen på en kulturel og religiøs ensretning og nichts weiteres. I virkeligheden kan et land selvfølgelig hverken være kristent eller jødisk eller muslimsk eller ateistisk for den sags skyld - det kan kun mennesker. Individer.

Her kunne Venstre og Christian Langballe måske med fordel læse lidt Søren Kierkegaard, der kaldte det »et uhyre Sandsebedrag« at tale om en kristen stat eller et kristent land, og som i de skarpeste vendinger frabad sig statens omklamring af kristendommen:

»For Alt frels Christendommen fra Staten; med sin Protection ligger den Christendommen ihjel som naar en Madamme med sit Corpus ligger sit Barn ihjel, og den lærer Christendommen de afskyeligste Unoder: under Navn af Christendom at bruge Politie-Magt«. (Øieblikket nr. 4, juli 1855).

Men DF vil ikke se individet, kun »massen«, der »strømmer« over grænserne. Ikke det unikke, bange, fortvivlede individuelle menneske af kød og blod. Det er også derfor, de så ofte taler i nedsættende generaliserende kategorier om »dem«. Om truslen fra »muslimERNE« og »indvandrerNE«.

Og som den forreste togvogn efter DF's lokomotiv har Venstre for længst set effektiviteten i også at spille på mængden og majoriteten frem for mennesket og mangfoldigheden - på egoismen frem for individualismen.

Ad den vej har de solgt ud af den liberale arv og er de i dag blevet så oplagte medspillere for DF, massens og ensretningens parti.

Og derfor er det ikke 'kun' flygtningene, der taber på en udvikling, der afvikler den gensidige sammenhæng mellem menneskelighed og forskellighed - det er hver enkelt af os, der taber som unikt empatisk individ.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 17.7.2015