Nullernes antihumanisme sejrer igen
Af Rune Engelbreth Larsen 
Nullerne var krigenes store årti, en intensivering af klapjagten på de ledige, en stribe stramninger af udlændingeloven og én lang appel til frygten. Det bange Danmarks årti. Det Danmark, der tror, at kriminaliteten er eksploderet, at muslimerne er en trussel mod danskheden, at ledige er dovne nassere, at asylansøgere er bekvemmelighedsturister, og at lidt grænsekontrol er en mur mod globaliseringen.
Til sammenligning bekymrer vælgerne sig ikke synderligt om den voksende ulighed, de Stasi-agtige indgreb mod ledige, afviklingen af ligeværdsprincippet i retsstaten og optrevlingen af den danske velfærdsmodel og det pres på løn og arbejdsvilkår, som uundgåeligt følger heraf, men som heller ingen omtaler. Træk, som SR-regeringen desværre videreførte.
Det får i det store hele lov til at passsere. Ikke fordi det er 'nødvendigt', for Danmark er alt andet end økonomisk trængt. Tværtimod er vi et af verdens allermest gunstige samfund at drive virksomhed i. Alligevel spinnes 'reformerne' groft vildledende som nødvendighedens ansvarlige politik. De store milliardprofitter, som allerede har været udtalte i årevis, er åbenbart ikke tilstrækkelige.
Grådighed fremmer grådighed, der fører til ulighed, og frygt fremmer frygt, der fører til foragt for bekvemme syndebukke.
Derfor er det vel lige så rystende, som det er passende, at den nye regering som sin første markering agerer som en anden bananrepublik og nedlægger den kommission, der skulle undersøge blå politikeres vildledning af befolkning og folketing for at kaste nationen i krig - og som sin anden markering indsætter landets største eksponent for fremmedforagten som Folketingets formand.
Den Pia Kjærsgaard, der har »sværere og sværere ved at skelne mellem islam og islamisme« (Information, 2010), og som mener at »titusindvis og atter titusindvis« af indvandrer lever i middelalderen (Ugebrev, 2005). Den Kjærsgaard, som uden at blinke har løjet om, at muslimer i Koranen får at vide, »at de gerne må lyve og bedrage, snyde og svindle alt det, de vil« (Ugebrev, 2000), og som har løjet om, at »massevoldtægter« skyldes »asociale andengenerationsindvandrere« - selv om der var flere massevoldtægter længe før indvandring blev et politisk spørgsmål. Den Kjærsgaard, der er mere forarget over kvindelige muslimers »provokerende« hovedtørklæde, end hun er, når de bliver hånet, spyttet på og slået i det offentlige rum pga. samme tørklæde (jf. Kjærsgaards TV2-blog, 2014). Et tørklæde, hun tilmed har kaldt »nøjagtig det samme symbol som et hagekors« (TV-Avisen, 2007).
Ja, det er den Kjærsgaard, som det blå flertal nu gladeligt kårer som Folketingets ærefulde formand. Tillykke Danmark.
Medier og politikere fokuserer imidlertid hellere på, hvor 'synd' det er, at nogle har givet udtryk for frustration over at se Dansk Folkeparti tordne frem, især i Sønderjylland. Der er mindre lydhørhed for bekymringen over, hvorledes ufattelig megen propaganda og populisme i årevis har været en af de fortløbende forudsætninger for denne tidevandsbølge i vælgerhavet.
Politikernes og mediernes dobbeltstandarder er i høj grad medvirkende til denne udvikling. Den proportionsforvrængende trang til konstant at fokusere på etnicitet og kulturbaggrund, når kriminelle med ikke-dansk etnisk baggrund skal blæses op i spalterne og i ordfører-talerne, hvorimod man aldrig, aldrig, aldrig nogen sinde trækker kultur- eller etnicitetskortet, når det er pæredanske borgere, der begår brutale forbrydelser.
Vi fastholdes således i myten om de forbilledligt 'gode' danskere (med enkelte brodne kar imellem, bevares) og de stærkt mistænkelige fremmede (med enkelte gode imellem, bevares). Dét er danmarksbilledet, som hovedparten af medier og politikere - bevidst eller ej - videreformidler. Gang på gang.
De tilbagevendende dobbeltstandarder får politikere til at kæmpe om mediepladsen for at skamride frygtens appel, når muslimer et eller andet sted i verden begår terror, men som omvendt stort set aldrig, aldrig, aldrig tager afstand eller kalder racistisk vold og mord på tilfældige civile for »terror«.
Meget få danske politikere kastede sig således over mikrofonerne for at fordømme den racistiske terror udført i USA, hvor ni sorte i juni blev majet ned i en kirke af en hvid racist. Det var ikke noget, der rigtig kunne bruges til noget, vel?
Dobbeltstandarder og proportionsforvrængninger er de uudtalte trumfer, som igen og igen spilles Dansk Folkeparti i hænde.
Men vi skal ikke kritisere de mange bekymrede, rare og normale danskere, der stemmer på Dansk Folkeparti - uhadada.Til gengæld er det storartet med den hån og foragt, der kan udtales og tegnes mod muslimer. Her udtrykker vi selvfølgelig vores høje civilisationstrin, vores store heroisme og sakrale ytringsfrihed.
Det er altid 'de fremmede', vi skal beskytte os imod, scanne, overvåge, ekskludere og nedgøre. Det er antihumanismens sejr. Løkkes og Thulesen Dahls tilbagekomst - nullernes genkomst.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 3.7.2015
