Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Myndighedsovergreb på børn ved tvangs-adoptioner

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Børn og unge kan leve i så brutaliserede og trøstesløse familier, at den eneste udvej er, at myndighederne hjælper dem og sørger for, at de anbringes uden for hjemmet.

Det kan være et meget voldsomt indgreb, også når der er tale om en såkaldt frivillig anbringelse, fordi frivilligheden til tider kun er 'frivillig' for at undgå en tvangsanbringelse. Men indgrebet kan være nødvendigt og uundgåeligt.

Det er imidlertid et område, der er brolagt med dilemmaer og risici.

Når man står i en situation, hvor en anbringelse kan komme på tale, er risikoen naturligvis på den ene side, at man overser faktorer, der gør en anbringelse påkrævet, og derfor undlader at hjælpe de berørte børn. På den anden side kan man også risikere skride til anbringelse i tilfælde, hvor indgrebet i realiteten bliver et voldsomt myndighedsovergreb, fordi man har overreageret eller ikke har undersøgt sagen grundigt nok.

Desværre er der rigeligt med eksempler på problematiske og forkerte anbringelser, hvis konsekvenser for både børn og forældre er forfærdeligt traumatiserende - eller i 'mildere' tilfælde 'blot' gør ondt værre. Nogle gange er medicinen simpelthen værre end sygdommen.

Ganske vist hører vi i medierne om groteske og ubærlige historier, hvor børn er blevet udsat for grov vold eller seksuelle overgreb af forstyrrede forældre, der indlysende kalder på tvangsanbringelser, men det er ikke det generelle billede, at alting er så sort-hvidt som i sådanne historier. Derfor er det farligt at lade enkelthistorier føre til en generaliserende automatreaktion, hvor man tror, at man kan 'stramme' sig ud af alting.

Hvis tvangsfjernelsesnettet er alt for løst, risikerer man, at børn forbliver i uhyggelige familieforhold med livslange traumer til følge. Strammes det alt for meget, risikerer man, at familier splittes uretfærdigt, ligeledes med livslange traumer til følge. Strammer du garnet, kvæler du jo barnet.

Nej, det er ikke let.

I tvangsanbringelsesdebatten fremstilles positionerne imidlertid ofte af fortalere for yderligere stramninger, som om flere anbringelser uden videre gavner »barnets tarv«, mens kritik af stramningerne 'kun' bekymrer sig om forældrenes (altså de formodede krænkeres) »retssikkerhed«.

Men en fastholdelse af elementær retssikkerhed kan selvføgelig sagtens være mindst lige så meget begrundet i barnets tarv som i en retstilstand, hvor beviser og dokumentation jo altid bør vægtes højt for netop at undgå myndighedsovergreb.

Allerede for små tyve år siden skrev professor Tine Egelund doktordisputatsen 'Beskyttelse af barndommen - socialforvaltningers risikovurdering og indgreb' (1997), baseret på analyser af en række journaler i anbringelsessager. Det foruroligende resultat var, at arbitrære faktorer faktisk ofte var udslagsgivende for disse meget alvorlige indgreb. Eksempelvis var »væsentlige sider« af familiers liv »systematisk uoplyste« i journalerne, der kunne være overraskende »sjusket skrevet«, nogle gange direkte »selvmodsigende«, og det kunne »være vanskeligt at skelne mellem fakta, rygter og tolkninger«.

Tænk, hvilket fortvivlende overgreb det ikke må være, at blive tvunget bort fra sit barn (og fra barnets side - tvunget bort fra sine forældre), hvis beslutningen har beroet på diskutable rygter og personlig forargelse frem for en påvisning af, at anbringelsen er en nødvendighed af utvetydige omsorgshensyn?

I 2003 påpegede Egelund, at den fortsat var gal: »Som helhed må man sige, at velgennemførte effektstudier tegner et noget dystert billede af effekterne af at blive anbragt.« (Social Forskning 10/2003). Året efter konstaterede hun: »Anbringelsessager er noget af det sværeste at tackle for den enkelte socialrådgiver. Sagerne er meget komplekse, grænseoverskridende og belasende, og socialrådgiverne mangler ofte tilstrækelig viden til at vurdere sagerne. Hertil kommer, at mange socialrådgivere ikke lever op til lovens bestemmelser. De udarbejder ofte ikke de obligatoriske paragraf 38-undersøgelser af barnets situation, de laver ofte ikke handleplaner for barnets fremtid, og de undlader i rigtig mange tilfælde at høre børnene.« (Information, 16.3.2004).

Kontorchef i Kommunernes Landsforening, Jonatan Schloss medgav, at man stod med store problemer: »Vi anbringer flere børn udenfor hjemmet end andre lande i Skandinavien, og, tror jeg, hele Europa, men har samtidig uhyre ringe viden om, hvad der egentlig virker.«

Det sidste fik offentligheden også et sjældent nærgående og chokerende indblik i 2012 i den meget omtalte Amy-sag, som mange nok husker takket være videooptagelserne. Amy blev tvangsfjernet på meget voldsom vis fra en plejefamilie, hvilket fik Børns Vilkår til at politianmelde kommunen.

Samme år viste en gennemgang af en række praksisundersøgelser (stikprøver) af kommunale afgørelser, at der var fejl i 60-80 procent af socialsagerne, typisk anbringelsessager. I mange af sagerne havde man ikke fået foretaget den påkrævede undersøgelse, der kortlægger barnets behov og de tiltag, der skulle iværksættes. Lisbeth Zornig Andersen advarede mod risikoen for fejlvurderinger: »Og det er klart, at sætter man nogle ting i værk uden at have lært barnet dets behov og støttemuligheder at kende, så risikerer man altså at famle i blinde og i værste fald komme til at skade barnet og familien.« (BT, 27.8.2012).

Når regeringen nu har lanceret en ny stramning i anbringelsespraksissen, tvangs-bortadpotioner, er der derfor grund til at trække vejret dybt, se meget grundigt på dilemmaer og overveje, om det virkelig er et rigtigt værktøj?

Hvis flere børn skal bortadopteres uden forældrenes tilladelse, rykkes familiebåndet mere definitivt itu. Hensigten er nemlig, at myndighederne fremover skal kunne tvangsbortadoptere børn, hvis de vurderer det »sandsynligt«, at forældrene aldrig vil kunne tage sig af dem. Dermed bliver det lettere og mere uopretteligt end i dag, hvor der skal større dokumentation til så drastisk et indgreb.

Lovforslaget vil også slette reglen om, at man ikke må tvangsbortadoptere et barn, hvis forældrene vurderes i fremtiden at kunne spille »en positiv rolle for barnet i forbindelse med samvær«.

Risikerer vi dermed at gøre mere skade end gavn? Anbringelsessager kan som nævnt være meget komplekse, og lovgivningsarbejdet er derfor også en vanskelig øvelse - men så meget desto mere er der grund til at lytte til kritikken på et område, hvor der i årtier er blevet begået alt for mange fejl.

Foreningen Far og Gadejuristen advarer kraftigt mod forslaget, som flere kalder en glidebane. Socialpædagogernes Landsforening har kaldt det »stærkt problematisk«, og Advokatrådets Marianne Bruun Jensen er ikke mindre afvisende: »Det stødende ved dette forslag er, at det er børn, det handler om. Man kan ikke bare nøjes med at have på fornemmelsen, at forældrene ikke kan eller i fremtiden ikke vil blive i stand til at tage sig af deres barn. Det bryder med fundamentale retssikkerhedsprincipper.« (Berlingske, 15.3.2015).

Berlingske omtaler et aktuelt eksempel, der allerede i dag behandles af Landsretten, hvor Rødovre Kommune vil tvangsbortadoptere en otteårig pige, hvis mor er mentalt handicappet. Moderen har allerede indvilliget i at lade sin datter bo hos en plejefamilie, men en tvangs-bortadoption betyder, at både hun og barnets mormor mister retten til at se barnet en gang om måneden.

Barnets mormor er chokeret: »De fjerner os, som man fjerner blyant med et viskelæder. Vi er ikke stofmisbrugere. Vi er ikke kriminelle. Min datter har en hjerneskade, ja, men vi er en ressourcestærk og god familie. Det gør sindssygt ondt og er meget ubeskriveligt.«

Hvorfor ikke i højere grad tænke ressourcestærke familiemedlemmer ind i en indsats? Hvis mor eller far ikke har evner eller ressourcer selv, kan det være at et andet familiemedlem kan være en del af løsningen.

Det er mennesker, det handler om, og der er mange dilemmaer. Stramninger er ikke altid løsningen, og det er meget tvivlsomt, om det er løsningen her.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 18.3.2015



Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/2015/0318-01.php on line 94

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/bottom.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/2015/0318-01.php on line 94

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/bottom.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/2015/0318-01.php on line 94

Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/2015/0318-01.php on line 98

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/2015/0318-01.php on line 98

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/2015/0318-01.php on line 98