Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Dansk naturindsats styrer mod fiasko - igen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I erkendelse af det katastrofale globale artstab blev Konventionen om Biologisk Diversitet vedtaget på topmøde i Rio de Janeiro i juni 1992, hvor 176 lande enedes om at bevare den biologiske mangfoldighed. I 2002 forpligtede man sig til inden udgangen af 2010 at sikre en markant reduktion af den hastighed, hvormed arterne udryddes og naturområder verden over ødelægges.

Men ét er store ord, og intentionerne til trods var resultatet en fiasko. I Nagoya i Japan vedtog 190 lande derfor i 2010 en ny deadline med 20 konkrete delmål. Her fastslås det bl.a., at inden udgangen af 2020 skal tabet af alle naturlige levesteder »som minimum være halveret og hvor muligt bragt tæt på nul«, og udryddelsen af kendte truede arter skal være »forebygget og deres beskyttelsesstatus, særligt for arter med størst tilbagegang, forbedret og opretholdt«.

En ny rapport fra Det Europæiske Miljøagentur (EEA) viser desværre, at det allerede nu må konstateres, at det bliver nærmest umuligt for EU at nå en opbremsning af biodiversitetstabet i 2020. Ca. 60 pct. af de beskyttede arter har så ringe bevaringsstatus, at de kan risikere at blive udryddet, mens 77 procent af de beskyttede naturtyper er under forringelse.

Frank Wugt Larsen, der er projektmanager ved EEA, erkender, at man »ikke er særlig optimistiske omkring biodiversiteten« (Ingeniøren, 4.3.2015).

I 2015 er vi med andre ord på vej mod samme fiasko som i 2010, og i modsætning til miljøminister Kirsten Brosbøls forsikringer om at nå forpligtelserne, er der heller intet, der tyder på, at Danmark kommer i nærheden af målet.

Rasmus Ejrnæs, der er seniorforsker ved Institut for Bioscience - Biodiversitet på Aarhus Universitet påpeger, at vi simpelthen ikke giver naturen tilstrækkeligt plads: »Et af FN's mål for 2020 er blandt andet, at verdens lande skal afsættes 17 procent af deres landareal til natur. Og kigger man kritisk på den danske planlov og forvaltning, så er vi der slet ikke endnu. Vi har da nogle skove og lysåbne arealer, men de er stadig underlagt land- og skovbrug, så områderne er ikke helhjertet afsat til naturformål. Det er det helt store problem - vi har simpelthen ikke givet plads til naturen.« (Ingeniøren, 5.3.2015).

Det er imidlertid ikke befolkningstætheden, men derimod den manglende vilje, der er den største hindring. En af de helt konkrete ting, vi feks. kunne gøre omgående, er give natur og biodiversitet førsteprioritet i de statsejede naturarealer, og her er et af de mest forsømte områder skovene.

Desværre gør kredse i Naturstyrelsen sig intense bestræbelser på at fastholde den meget omfattende skovhugst, der udgør en stor trussel mod skovenes artsrigdom. Som argument herfor henviser man som oftest til den statslige skovdrifts indtjening, der ifølge styrelsens egne (og meget omdiskuterede beregninger) beløber sig til ca. 50 mio. kr. om året.

For en forsvindende dråbe i det store statsbudget fastholder staten altså (gennem dele af Naturstyrelsens top) en destruktiv naturpolitik, der bidrager til en gentagelse af fiaskoen fra 2010, hvor man i stedet kunne følge anbefalingerne fra talrige forskere om at omlægge store dele af statsskovene til ren skovnatur uden tømmerproduktion - og derved gavne mange af landets mest truede arter.

Problemet er ikke mindst manglen på gamle og døde træer, som motorsavspolitikken fælder og fjerner, hvorved skovene støvsuges for én af de allervæsentligste ingredienser for et mangfoldigt liv i skovene: dødt ved (døde træstammer og grene).

I den årelange strid med adskillige fremtrædende forskere har Naturstyrelsen senest bestilt og promoveret rapporten 'Opgørelsesmetoder og udvikling i dødt ved' af seniorforsker Vivian Kvist Johansen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN), hvorfra man udleder det sensationelle budskab, at der i virkeligheden er flere gamle træer og mere dødt ved i Danmarks skove i dag, end der har været i flere hundrede år.

Naturstyrelsen præsenterer det som en cadeau til skovpolitikken og fremhæver: »Mængden af dødt træ i skovene har været helt i bund i et par hundrede år. Men nu er udviklingen vendt.«

I en analyse i Politiken trækker en stribe forskere imidlertid tæppet væk under festen. Hans Henrik Bruun, Jacob Heilmann-Clausen, Rasmus Ejrnæs, Anders Højgård Petersen og Carsten Rahbek skriver, at der er »alvorlige problemer« med fremstillingen: »Den tilsyneladende eksplosion i mængden af dødt ved fra 1950-2014 er ikke underbygget af reelle tal.« (Politiken, 4.3.2015).

Eksempelvis præsenteres en central pointe i rapporten i en opsigtsvækkende graf, der viser udviklingen af den samlede mængde dødt ved i over et halvt årtusind. Heraf fremgår det, at alt er gået stærkt fremad fra 1950 til 2000, hvorefter udviklingen nærmest bliver en lodret kurve. Signalet er med andre ord, at statens skovpolitik i kontrast til mange års forskning er en forrygende gevinst for biodiversiteten, der er på nippet til at give eksplosive resultater.

Et af problemerne i regnestykket er, at man tilsyneladende forbigår den kendsgerning, at nyplantet skove er fuldkommen blottet for dødt ved og gamle træer. Hver gang vi planter ny skov, gør vi faktisk reelt intet for at bevare biodiversiteten - det gør vi derimod, hver gang vi undlader at fælde gamle træer i en gammel skov. De kritiske forskere konkluderer endvidere, at »den nye rapport overestimerer stigningen i skovarealet med 46 % for perioden 1990 til 2012«.

Men det er ikke det eneste afvigelse fra eksisterende forskning. F.eks. viser de seneste målinger, at der kun er 5-6 kubikmeter dødt ved pr. hektar i gennemsnit i danske skove, hvilket er 15-50 gange mindre end det, der kan være naturligt forekommende, hvor naturen selv råder.

Ikke desto mindre anslår Vivian Kvist Johansens rapport, at det gennemsnitlige mængde dødt ved opsigtsvækkende nok er tidoblet siden 1950. Intet mindre.

De kritiske forskere skriver, at dette »er et meget optimistisk gæt, som stemmer dårligt overens med de målte værdier«.

Afsluttende sammenfattes en rent ud sønderlemmende kritik af rapporten: »Vores gennemgang af analyser og tolkninger viser, at de ikke lever op til god faglig praksis og derved tegner et misvisende billede. Er det sjusk eller fusk? Alle fejlene påvirker i hvert fald rapporten i samme retning, mod én bestemt konklusion. Det er ydermere uheldigt at én af rapportens forfattere er embedsmand i Naturstyrelsen. Det er ikke i overensstemmelse med armslængdeprincippet at den opdragsgivende myndighed har en person med i forfatterkredsen til en uvildig rapport. Hvordan kan offentligheden ellers stole på at opdragsgiver ikke har blandet sig i forskernes skøn og tolkninger?«

Er det »sjusk eller fusk«?

I en tid, hvor artstabet er historisk alarmerende, og hvor staten trods vore internationale forpligtelser bidrager til den fortsatte naturforarmelse i skovene, er det lige så besynderligt som kritisabelt, at en afgørende rapports optimistiske fremskrivninger af indsatsen både negligerer armslængdeprincippet og baserer sig på skøn og fortolkninger, som i den grad kontrasterer øvrig forskning ifølge en stribe anerkendte eksperter.

I en række henseender er Naturstyrelsen en væsentlig, lødig og visionær formidler og forvalter af store dele af vores allesammens natur, men den ene stærkt kritisable spinhistorie efter den anden har i årevis tårnet sig op, hvad angår skovpolitikken. Måske er der brug for en særskilt graverjournalistisk indsats til at kortlægge denne problematiske spinkultur, der nyder fremme i dele af styrelsen?

Taberen er statsskovenes truede arter og dermed os allesammen, fordi artsrigdommen såvel som oplevelsesrigdommen i vores statsskove - trods spredte forbedringer - i alt for høj grad stadig er underlagt motorsave og politisk spin frem for de oplagte naturhensyn, der kunne bidrage til at begrænse biodiversitetstabet.

Som vi har forpligtet os til.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 9.3.2015



Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/2015/0309-01.php on line 92

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/bottom.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/2015/0309-01.php on line 92

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/bottom.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/2015/0309-01.php on line 92

Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/2015/0309-01.php on line 96

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/2015/0309-01.php on line 96

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/2015/0309-01.php on line 96