Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Agurketid eller Kebabtid? Hysteriet om halalkødet

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Den danske agurketid er ved at blive en kebabtid - hvis man skal blive i den kække sprogbrug, der tegner sommerens ikke-historier om daginstitutioners fravalg af frikadeller, hospitalers tilvalg af halalkød, og fundet af svinekød i kebaben, som Ekstra Bladet har givet megafontid landet over ...

På Hvidovre Hospital har man besluttet at lade al oksekød være halalslagtet. For muslimerne er det godt nyt, for alle andre har det reelt ingen betydning - siger og skriver ingen betydning. Kødet er hverken værre eller bedre, så alle burde jo være glade for dette skoleeksempel på vellykket hensynsfuldhed.

Alligevel tordner 'integrationsekspert' Necef: »Det er en forfejlet politik. Vi har religionsfrihed i Danmark, og det indebærer, at den ene religions forskrifter ikke skal påduttes andre. Jeg kan godt forstå det logiske: Hospitalet vil opnå, at de tilfredsstiller muslimer. Men problemet er, at det vil irritere dem, der er imod halal-slagtning for eksempel ateister eller kristne.« (Ekstra Bladet, 22.7.2013).

Hvordan kan det »irritere« andre end fanatiske anti-muslimer? Kødet er hverken mere eller mindre sundt, om det er halalslagtet eller ej. I forvejen er alle kyllinger halalslagtet - og hvad så?

Du bliver ikke muslim af at spise det. Der er ingen, der læser op af Koranen for dig eller kræver, at du foretager dig noget som helst 'muslimsk' af den grund. Du kan hverken, smage, se, høre eller føle på kødet, om det er halal eller ej. Men for nogle betyder det noget, at de ved, at det er halalslagtet, så hvorfor gøre lidt hensynsfuldhed til et problem?

Nogle beder Fadervor i deres hospitalsseng, og måske ligger du ved siden af dem, selv om du ikke er kristen. Burde det forbydes? Påduttes du noget af den grund? Nej. Men det betyder noget for de pågældende at kunne gøre det.

Så nyd din bøf og slap af.

Det er en større medieskandale, at Necef får lov til at udtale sig som integrationsekspert uimodsagt af andre eksperter i så godt som SAMTLIGE medier, end at der serveres halalkød på Hvidovre Hospital.

Der er heller intet sagligt grundlag for at påstå, at dyrene lider ekstraordinært under denne slagtemetode. Så hvis problemet ikke blot er den banale og luftige forargelse, som Necef gladeligt stimulerer, men derimod udspringer af en bekymring for dyrevelfærd, skulle man hellere interessere sig for de mange millioner svin og køer, hvis liv i vid udstrækning er én lang og trang opmagasinering under horrible forhold i mange konventionelle landbrug.

Næsten lige så grotesk som forargelsen over Hvidovre Hospital er den såkaldte frikadellekrig, som Ekstra Bladet også fyrede op under for et par uger siden, fordi en række daginstitutioner helt har droppet svinekød.

For det første er det glimrende at undgå svinekød fra konventionelle landbrug, hvis man er blot mikroskopisk interesseret i dyrevelfærd, og for det andet er opstandelsen over de udeblevne frikadeller selvfølgelig ude af proportioner. At gøre noget, der er lokalt besluttet i de enkelte daginstitutioner, til en 'historie' af national betydning, er i bedste fald absurd.

Socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen er mindst lige så langt ude på overdrevet som Necef, når han kalder det et »misforstået hensyn« for »reaktionære kræfter«. Der er blot tale om, at nogle daginstitutioner har fravalgt svinekødet, fordi der alligevel er mange muslimer i institutionen, og/eller fordi det gør det lettere at servere samme mad til alle børnene, når flere børn alligevel slet ikke spiser svinekød.

Men forventeligt får vi også mediers mikrofonholderi for Dansk Folkepartis rituelle udfald mod »knæfaldet for islam« og for »indvandrere, der tror, at Danmark er til for dem«.

Det handler naturligvis ikke om, hvem Danmark er »til for«, og det er daginstitutionernes egen beslutning at fravæge frikadeller. Længere er den ikke.

Hvis der er forældre, for hvem frikadeller eller andre svineprodukter er altafgørende, men hvis børn går på en institution uden svin, må det vel være muligt at beslutte lokalt, at der af og til er et par frikadeller til de frikadelleglade forældres børn? Det behøver kostplaner ikke blive et uoverskueligt puslespil af.

Mere er der ikke sagligt set at sige om det: Snak om det i daginstitutionen, hvis frikadeller eller manglen på samme virkelig er et problem, og så finder I sgu nok en løsning. Punktum.

Langt mere interessant og relevant er det at spørge, hvem der vel kan have gavn af en selektiv vinkling om tilvalget af halalkød på et hospital og fravalget af frikadeller i nogle institutioner? Og hvorfor journalister så sjældent stiller skarpe modspørgsmål, når nogle forsvundne frikadeller blæses op til »islamificering« og muslim-invasion?

Men dertil er det altså kommet.

Efter et tiår, hvor Per Stig Møller og Anders Fogh Rasmussen m.fl. har løjet os ud i to tabte krige for et tocifret milliardbeløb og med adskillige dræbte og sårede danske soldater - for slet ikke at nævne et ukendt antal dræbte og sårede civile irakere og afghanere - forarges en 'ekspert' og adskillige politikere over et hospitals halalkød og nogle børnehavers fravalgte frikadeller ...

Proportionsforvrængning, så det klodser.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 25.7.2013