Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kuppet i Socialdemokratiet - eller: »Tak for lort«

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»Det er afgjort forkert at forstå socialdemokraterne som et venstrefløjsparti,« udtaler Socialdemokraternes Bjarne Corydon til 'Ræson Kompakt'. En gruppe, der kalder sig Utilfredse Arbejdsløse, afleverer omtrent samtidig 100 kilo gødning på Beskæftigelsesministeriets trappe med beskeden: »Tak for lort, Mette Frederiksen.«

To uadskillelige øjebliksbilleder af Socialdemokraterne anno 2013.

Det sidste først. Knap nok var den nye regering tiltrådt i efteråret 2011, før beskæftigelsesminister Mette Frederiksen langede moraliserende ud efter et »normskred« blandt kontanthjælpsmodtagere, altimens hendes parti lancerede et opgør med lediges 'krævementalitet' (Information, 3.12.2011).

Venstres Ellen Trane Nørby greb straks bolden: »Pointen er at illustrere, at der er mange i dag, der kræver uden reelt at have behov. Vi er gået fra et behovssamfund til et krævesamfund.« (Information, 6.12.2011).

Rent nonsens. Forargelsen over lediges påståede ugidelighed og krævementalitet er ikke udtryk for nogen ny 'erkendelse' eller noget nyt 'normskred', men er bare en gammel politisk platitude, som er blevet trukket op af hatten i århundreder - aldeles uafhængigt af tidens normer og sociale ydelsers niveau.

Allerede i 1854 skrev avisen Fædrelandet, at »almisseunderstøttelse« nødvendiggjorde en skelnen mellem reelle ledige og dovne: »Derved vilde allerede være vundet, at man i langt høiere Grad, end nu er Tilfældet, kunde træffe de virkeligt Trængende ved Gavers Uddeling, og man vandt et Middel til at tvinge den Lade til enten at søge og modtage Arbeide, eller lide alvorlig Mangel.« Og i 1919 tordnede Venstremanden Jens Jensen-Sønderup imod datidens understøttelsesniveau: Der må »gaas strængt frem mod de Slyngler, der kun vil leve af Understøttelsen og som ikke vil arbejde«. Dette syn på ledige var evigt tilbagevendende gennem hele det 20. århundrede.

Men i det meste af samme århundrede havde både lønmodtagere og ledige en stærk fortaler i Socialdemokratiet, der afviste skræmmebilledet som et skalkeskjul for at trykke lønniveauet. I stedet for ringere velfærd foretrak S at skabe bedre plads på arbejdsmarkedet, bl.a. ved at nedsætte arbejdstiden og sænke pensionsalderen.

Ad den vej blev der skabt et mere socialt ligevægtigt samfund, som også afradikaliserede de værste spændinger herhjemme i et århundrede, der ellers var kendetegnet af stærke totalitære kræfter på den internationale scene.

Det var selvfølgelig en kamp, der var lettere at føre, når ledigheden var lav, men som i krisetider blev mødt med beskyldninger om at føre til øget dovenskab og tabt konkurrenceevne. Der er altså intet som helst nyt under solen. Og virkeligheden var og er den, at Danmark er blandt verdens allerrigeste lande, trods et helt århundredes borgerlige klynkeri om luksuriøse ydelser til ledige.

Et solidt dagpenge- og kontanthjælpsniveau er derfor lige så lidt en trussel mod det danske samfund i 2013, som de sociale ydelser var i det 20. århundrede, men giver derimod et samfund med færre økonomiske kløfter og endnu færre sociale spændinger.

Men i dag er den politiske balance voldsomt forrykket pga. Socialdemokraternes politiske kovendinger, og derfor bliver et læs lort på Beskæftigelsesministeriets trappe næppe heller det sidste udtryk for de tiltagende kløfter og spændinger, vi kommer til at opleve fremover.

Det reelle skred, vi har set de senere år, er således ikke de lediges normskred, men derimod det massive højreskred i toppen af Socialdemokratiet, der er faldet i to faser:

Først rykkede S markant tættere på Dansk Folkepartis værdipolitik, som man tidligere havde taget skarpt afstand fra, hvilket affødte to bevægelser: 1) DF-vælgere bestyrkedes og blev endnu mere overbeviste i deres valg af DF. 2) Kritiske S-vælgere stak af til Enhedslisten og De Radikale, og andre S-vælgere fandt slet og ret DF's værdipolitik legitimeret og dermed mere troværdig end kopivaren hos S.

I anden fase rykker S nu markant tættere på Venstres økonomiske politik, som man tidligere har taget skarpt afstand fra, hvilket afføder to bevægelser: 1) V-vælgere bestyrkes og bliver endnu mere overbeviste i deres valg af V. 2) Kritiske S-vælgere stikker af til Enhedslisten, og desillusionerede S-vælgere begynder slet og ret at finde nedskæringspolitikken hos V legitimeret og dermed mere troværdig end kopivaren hos S.

Socialdemokraterne er simpelthen blevet kuppet af Thorning-Schmidt, Corydon og Frederiksen, og facit er, at partiet som konsekvens styrtbløder til begge fløje. Så hvor skal man efterhånden placere partiet i det politiske spektrum?

I 1973 fastslog Anker Jørgensen på kongressen, at Socialdemokratiet ligger »til venstre for midten«. Fyrre år senere fastslår Corydon: »Det er afgjort forkert at forstå socialdemokraterne som et venstrefløjsparti.«

Tjah. Måske skulle man være ærlige og bare sige det, som det er (blevet): Det er afgjort forkert at forstå socialdemokraterne som en socialdemokratisk parti.

APROPOS

> Til lykke Løkke: Thorning afliver Socialdemokratiet

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 8.3.2013