Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Fagbevægelse og frihedsbevægelse

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

På Kristelig Fagbevægelses hjemmeside kan man læse, at bevægelsen blev stiftet i 1899 i Helligåndshuset i Randers, bl.a. fordi man ønskede, at arbejdsgivere og lønmodtagere skulle leve i samme harmoniske fællesskab som i kirken. Det fremgår også, at de »grundprincipper, som blev formuleret dengang, er de samme, som Kristelig Fagbevægelse stadig har«, og at det latinske »ora et labora« (bed og arbejd) er et historisk motto. Stifteren Adolph Lauritz Hansen præsenteres som en pastor, der var »engageret i arbejderes sociale forhold« med udgangspunkt i »den kristne tro«, men det nævnes ikke, at det var den indremissionske aftapning med et stærkt historisk skel mellem »Guds og verdens folk«.

Da Ekstra Bladet i 2011 skrev, at hovedparten af bevægelsens ledere havde tilknytning til den kirkelige højrefløj, bagatelliserede man det med, at blot fordi »et par af Kristelige Fagbevægelses ledere har relation til Indre Mission«, betyder det ikke, at man støtter kirkelige organisationer.

Men det er denne 'fagbevægelse' (Krifa), der i dag står blæst om ved Vejlegården, hvor blå blok flokkes for at blive set som sympatisører med en restaurant, der bliver blokeret af 3F. I november 2011 fik restauranten ny ejer, der straks erstattede overenskomsten med 3F med en kristelig overenskomst, hvilket resulterede i længere arbejdstid og mindre løn. Ifølge 3F's sammenligning er den kristelige overenskomst ringere end 3F's på 41 ud af 46 punkter, ikke mindst i forhold til lønnen.

Måske har Krifa forlæst sig på det berømte skriftsted i Mattæus Evangeliet: »For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.«

Den kristelige formand Søren Fibiger Olesen har da også måttet indrømme, at der er et betragteligt gab mellem de to overenskomster: »Vi må erkende, at når 3F's og vores overenskomst bliver sat op over for hinanden, så ser det ikke for godt ud.« (Berlingske, 25.7.2012).

Det ser til gengæld godt ud for restaurantens ejer, og det er selvfølgelig dét, det handler om for Vejlegården. Kroner og ører. Ikke en skid andet. Hvis det var billigere for ham at have overenskomst med 3F, var det dér, restaurantens ejer var forblevet, og der havde aldrig været en sag. Så banalt er det. Men det er selvfølgelig nemmere at sælge det hele som en 'frihedskamp' mod organisationstvang end som den kamp for lønnedgang, der reelt er tale om.

Og det er såmænd også kroner og ører, det handler om for Kristelig Fagbevægelse, der rettelig burde hedde Kristelig Fagforretning. Den indremissionske arv er stuvet af vejen i skuffen og peppet op af et slagtilbud i vinduet. De hellige valgte mammon i det lange løb.

Så nej, det er ikke en fagbevægelse, men et arrangeret ægteskab mellem historisk hellighed og cool business. En forretning, der ikke har medlemmer, men »kunder«, som det fremgår af den Krifas hjemmeside, hvor man også roser sig af sin positive »kundeudvikling«. Og i modsætning til medlemmerne i den egentlige fagbevægelse, må kunderne i den kristelige forretning hverken strejke eller konflikte. Hellige enfold.

Selvfølgelig har sagen medført, at 3F har indledt en konflikt med blokade - en 'blokade', som ganske vist ikke forhindrer nogen i at spise i restauranten, men som det naturligvis altid må være en vanskelig overvejelse, om man bør tage i brug. Her, hvor der imidlertid er tale om en indlysende nøglekamp mod en missionsk forretning, der snylter på betegnelsen »fagbevægelse«, er det en nødvendighed.

Og et tiltrængt wake-up-call, der måske kan revitalisere fagbevægelsen. I årevis har man accepteret, at lønninger og arbejdsvilkår dumpes for ledige i tvangsarbejde, hvilket har tyndslidt selve eksistensberettigelsen. Solidariteten er lullet i søvn, og mange ledige og lønmodtagere har glemt, hvad det egentlig drejer sig om.

Men hvorfor er fagbevægelsen overhovedet så vigtig?

Fordi den tænker længere end den enkeltes ego og alles (løn)kamp mod alle. Fordi den ikke blot har kæmpet for rimelige lønninger og arbejdsvilkår gennem historiske forhandlinger, strejker og blokader, men også har taget hånd om rettigheder og vilkår under sygdom og efter endt arbejdsliv. Fordi den også har sikret ferie og fritid - eller med et andet ord: frihed.

Fagbevægelsen er dybest set lediges og lønmodtageres frihedsbevægelse, slet og ret.

Krifa er det modsatte. Mere arbejde, ringere vilkår, mindre frihed. Ora et labora.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 6.8.2012