»I Thøger Larsens fodspor« - anmeldelse i Politiken
Informations litteraturanmelder Erik Skyum-Nielsen har anmeldt undertegnedes digtsamling, Danmarks krans i Politiken, og under overskriften "I Thøger Larsens fodspor" skriver han bl.a.:
"Inspireret som han er af oplevelser i den danske natur, og fascineret som han er blevet af sonetten som digterisk form, begiver han sig nok så frimodigt i Inger Christensens fodspor og udfolder sin glæde over landet i en gennemført klassisk sonetkrans, hvori hvert digts slutlinje bliver begyndelse til den følgende sekvens, og hvori det sidste digt, mestersonetten, smukt sammenføjer ledelinjerne til en helhed i og for sig selv." (Politiken, 29.5.2010).
Skyum-Nielsen er imidlertid slet ikke udelt begejstret og kaster sig bl.a. over et par af rimene. Han kritiserer f.eks., at jeg rimer "udsagn" og "oldsagn":
Kysters fossile poetiske udsagn:
Møns Klint og Stevns Klint og Bulbjerg gav landet
drømmekulisser til digte og oldsagn.
Bjergløst blandt bjergrige steder i Norden,
her fik vi eventyrklinter ved vandet -
frosten var Dana en medsammensvoren.
Her kunne man måske tro, at hans kritik gik på anvendelsen af halvrim, men som modernistisk læser har han næppe noget at indvende herimod, men til gengæld bliver rimet "udsagn/oldsagn" kritiseret for at være "kedeligt". Nu kan man selvfølgelig ikke klandre en kritiker for så individuel en vurdering, men det er måske en lidt spøjs indvending imod ét rim.
Det giver mig til gengæld anledning til at kommentere nogle af de form-valg, jeg har foretaget under udarbejdelsen af sonetkransen, og som man måske snarere kunne have forestillet sig, ville blive bemærket.
Halvrim som f.eks. "udsagn/oldsagn" eller "vilkår/udgård" er naturligvis et moderne tilsnit i en gammel form og en indrømmelse til indholdet i den genbeskrivelse af Danmarks geologiske og kulturelle oprindelseshistorie, som Danmarks krans også er. Derudover har jeg for indholdets skyld undtagelsesvis tilladt ét 'snyderim' - "Eva/omega":
Grundfjeldet støbtes i kaos og flammer,
floder af lava før fødslen af Eva.
Smeltende sten blev til sydende rammer,
alfa og magma og ild og omega ...
Den grundige læser vil måske gætte en vis forbindelse fra denne strofes poetiske sammenkædning af "Eva" og "omega" til min foregående bog, Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur - men også uafhængigt heraf var muligheden af dette ikke-rim for oplagt til ikke at gribe med kyshånd, da det tilbød sig.
Skyum-Nielsen opdager dog ikke denne detalje (eller kommenterer den i det mindste ikke), men retter derimod opmærksomheden mod det andet rim i samme strofe, "flammer/rammer", som han overraksende nok kalder for en "nødløsning"?
Det er dog ingenlunde tilfældet - faktisk kunne dette rim vanskeligt have været mere træffende.
Den pågældende sonet hedder "Grundfjeldets støbning", og lavaen, der størkner og bliver til landets "rammer", er i sin paradoksale udtryksform i fin poetisk balance med det ikke mindre pudsige geologiske udtryk "grundfjeld" - i hvert fald i digterens øjne (og ører).
Og apropos "flammer/rammer": Et andet valg, som overses, men som har lyrisk betydning for læseoplevelsen hos den, der har for vane at læse digte højt (og jeg mener, at alle digte med fordel bør kunne læses højt), er, at samtlige enderim rimer lydmæssigt - altså sådan som f.eks. blad rimer på glad, men ikke på flad.
Dertil kommer, at sonetkransen, der overholder kransens formregler og epigrammatiske opbygning (som selvfølgelig rummer mulighed for visse valg og fravalg), i dette tilfælde er baseret på en grundrytme bestående af daktyler. Det behøver ganske vist heller ikke blive genkendt bevidst af læseren, for det manifesterer sig af sig selv i versenes flow (en daktyl består af én trykstærk stavelse efterfulgt af to tryksvage), men det er vel en iagttagelse værd.
Ikke fordi man ikke kunne vælge andre rytmer (ligesom der selvfølgelig findes andre mulige rimmønstre end det valgte), og ikke fordi dette skal læses som et statement imod uklassiske former - eller digte, der helt bryder enhver form - men ene og alene for at understrege det bevidste formvalg, der efter digterens overbevisning er inspirerende og hensigtsmæssigt for det, der er på spil i denne digtsamling.
Når jeg nævner disse formvalg, skyldes det en gennemgående pointe, som jeg tror afspejler sig i meget samtidsbunden læsnings indgangsvinkel til digtningen i almindelighed, og som ikke mindst skinner igennem i Christian Stokbro Karlsens anmeldelse i Nordjyske. Det opfattes dybest set som poetisk utidssvarende at skrive digte, der går helt udenom vor egen tids digteriske 'vedtægter' (også hvor de er så formløse, som tilfældet ofte er i dag). Således kan anmelderen nok rose alle fotografierne som "smukke og stemningsfyldte", men distanceret tilføje om digtene: "Megen modernitet er der ikke at spore."
Deri har han delvist ret, selv om Stokbro Karlsen dog tilsyneladende slet ikke fanger bevæggrundene og implikationerne eller ønsker at ræsonnere over disse - og hvad han ser som en anke, ser undertegnede blot som en konstatering af et velovervejet valg af sammenhængen mellem digtenes indhold og struktur.
Netop disse forhold uddyber og afsøger enkelte af sonetterne, f.eks. "Gendigtet udsigt":
Skattene venter enhver, der vil lede,
aflæse landet fra vestkyst til østkyst,
gendigte Danmark og muligvis smede
tegn af betydning og genvakt naturlyst.
Ikke fordi vi partout vil ha' Danmark
eller fiktionernes fortid 'tilbage',
hverken som guldalder, park eller kornmark,
hellere fremad mod skønnere dage ...
Også med dét for øje er gamle formkrav blandet med samtidige (og fremtidige) pointer, hvilket desuden kommer til udtryk i digtsamlingens afsluttende digt, "Apologi".
Måske er det derfor lige så symptomatisk for en manglende forståelse for (eller en modvilje imod) formen - og muligvis imod reaktualiseringen af de naturpoetiske temaer - at Skyum-Nielsen vrænger ad "Apologi" uden så meget som den mindste oplysning til læseren om digtets form eller indhold? Til trods for at digtet kaster et afgørende lys over formens og temaernes essentielle betydning for baggrunden for og sigtet med lige præcis Danmarks krans - og dens 'utidssvarende' karakter.
Pointen er ikke, at man partout skal digte på rim og rytme i en tid, hvor rim og rytme enten er passé eller marginale elementer i poesien, eller at man nødvendigvis skal skrive imod sin tid.
Men hensigten er at anspore til så vidt muligt at se helt bort fra det, der er oppe i tiden. Indholdsmæssigt såvel som formæssigt. Rim eller ej, rytme eller ej. At låne, opfinde eller genbruge det, der tiltaler den enkelte digter ud fra det bredest mulige udvalg, ikke kun aktuelt, men også historisk - og frem for alt uden tidsåndens bånd.
Skyum-Nielsens affejning af afslutningsdigtet burde være ledsaget af en forklarende uddybning, fordi selve begrundelsen for formvalget (og dele af indholdet) som nævnt fremgår heraf. Det er med andre ord en nøgle, ja, i og for sig en poetik en miniature.
Hans anmeldelse afsluttes med ordene: "Sonetkransen og de smukke fotografier trak derimod op, så vi lander denne aften på tre kokkehuer, undskyld hjerter ... Glødende hjerter på Danernes skjold!"
Døm selv, om du i lighed med anmelderen mener, at indledningsdigtet og afslutningsdigtet i Danmarks krans burde være udeladt, så sonetkransen stod alene - læs og hør afslutningsdigtet "Apologi" online via Forfatterstemmer.dk: Apologi. Indledningsdigtet "Jeg drømte mig en drøm" kan du læse via Youtube her nedenfor - for at læse sonetkransen må du anskaffe dig hele digtsamlingen på tryk.
Flere af digtene er online: Danmarks krans. Digtsamlingen kan endvidere bestilles portofrit fra Forlaget Dana.
[Læs også bibliotekernes begejstrede lektørudtalelse, der bl.a. karakteriserer "Apologi" som "en veloplagt og vittig epilog": Lektørudtalelse.]
Rune Engelbreth Larsen, 7.6.2010