Ubi socordiae te atque ignaviae tradideris, nequiquam deos implores: irati infestique sunt (når du har overgivet dig til dovenskab og ugidelighed, så spørger du guderne forgæves - de er vrede og fjendtlige). Sallust (86-34 f.v.t.).
Det er en opfordring til at få noget fra hånden, der vil noget.
Så er der mere poesi og større mildhed at finde hos Horats (65-8 f.v.t.) med hans Carpe diem, om at glæde sig over livet her og nu og ikke bekymre sig for fremtiden. Alligevel har Sallust-citatet dog det til fælles hermed, at begge udtrykker og indskærper vigtigheden af, at livet ikke defilerer ud imellem fingrene på os i apati og resignation, men at det bliver levet, så at sige.
For »gaar Tiden fra dig, kan den ej bruge dig,« som Jens Christian Hostrup advarer i digtet Tid og Strøm. Eller med Shakespeare: »I wasted time, and now doth time waste me.« (King Richard II, 1595).
Livet er ikke at lade stå til, men at bruge den tid, der er til rådighed - at lægge sten på sten, som Thøger Larsen skriver i digtet »Vi bygger« (1901):
Vi lægger Sten paa Sten
og bygger høje Mure
i Livet hver og een.
Vi stræber op fra Syld til Taarn,
at staa paa større Tinder
end nogen saa' tilforn.
Een bygger sig som bedst
et Slot af gyldne Drømme,
der vejres bort af Blæst.
Een bygger under bedre Kaar
et vældigt Storsyns-Tempel,
der staar i tusind Aar.
Een højner Muren stejl
af Jordens egne Stoffer,
af Døgnets Kalk og Tegl; —
han bygger Lykken lune Hjem;
han bygger Hus og Haller,
hvor Evner hjælpes frem.
I Lykkens lune Bo
der avles unge Evner,
som kræver Lov at gro.
Af frugtbargjorte Evners Sum
staar frem alt Livets Bygværk
i Verdens Tid og Rum.
Her Sten paa Sten er lagt,
til Hus, hvor Kundskab søger
at være Evners Vagt.
Det Hus er selv en liden Sten
i Folkevirkets Murværk.
Vi bygger hver og een.
Mit motto, Quotidie lapis, betyder »hver dag en sten«. Det figurerer forskellige steder, bl.a. som email-signatur, og jeg bliver tit spurgt, hvorfor. Hermed har jeg taget hul på en slags svar.
Hver dag en sten - måske det bliver til et helt bygningsværk en dag. Tanken bag er med andre ord den samme, som Thøger Larsen udtrykker i digtet - livet igennem at lægge sten på sten. Måske det ender som et »Slot af gyldne Drømme«, og måske det så blot atter »vejres bort af Blæst«. Måske et »Hus, hvor Kundskab søger at være Evners vagt«. Måske bare en pæn bunke kampesten.
Men at huske at få noget fra hånden hver dag, stimulerer jo ligesom også initativlysten på bekostning af dovenskaben. Det gælder om at leve og værdsætte livet, for tiden spilder den, der spilder tiden - for nu at parafrasere Sallust og Shakespeare, Horats og Hostrup.
For mig er udtrykket Quotidie lapis beslægtet hermed. Det stammer fra Erwin Neutzsky-Wulffs roman, Døden (1996). Her kan vi læse en lille historie om en mand, der hver dag samler sten i sin båd og ror ud på en sø, hvor han kaster dem i vandet. Dag efter dag, år efter år. En skønne dag danner de så stor en bunke på bunden af søen, at toppen når op over vandoverfladen, og efter yderligere en årrække bliver bunken til en lille ø, hvor han kan sprede jord og plante et træ.
Billedet kan også vendes om: »The man who moves a mountain begins by carrying away small stones,« som det hedder i et kinesisk ordsprog, der tilskrives Konfucius (ca. 551-479 f.v.t.).
Endelig kan det jo også hænde, at dagens sten hverken er en klippe, der skal fjernes, eller en byggesten, som skal stables - men derimod en lykkesten.
F.eks. den mystiske sten i Peter Adolphsens Brummstein (2003), som vi følger fra tidernes morgen til dens (muligvis katalyserende) betydning for forskellige personer i det 20. århundredes Tyskland. Eller magnetstenen, som i Carsten Hauchs digt, »Naturforskeren« (1819) bliver et tegn på hans veneration for den ganske Natur:
Kun en ringe Steen
Gav Du i min Haand,
Uanselig og graa,
Men jeg føler i den
Et dunkelt Slag af Dit mægtige Hjerte.
Et anderledes hjem bygges i kærlighedssangen »Stein um Stein« (Rammstein: Reise, Reise, 2004). Det er ikke nogen typisk kærlighedssang, men Rammsteins tekster er sjældent typiske.
»Ich habe Pläne, große Pläne,« hører vi om det forestående byggeri i en sang, der er makaber og smuk på samme tid. Der er ingen vinduer og ingen dør i dette hus, så intet lys kan trænge ind:
Ja ich schaffe dir ein Heim,
Und du sollst Teil des Ganzen sein
Stein um Stein mauer' ich dich ein
Stein um Stein
Ich werde immer bei dir sein
Ohne Kleider, ohne Schuh
Siehst du mir bei der Arbeit zu
Mit den Füßen im Zement
Verschönerst du das Fundament
Draußen wird ein Garten sein
Und niemand hört dich schreien
Og i en nødtørftig oversættelse:
Ja, jeg skaber dig et hjem
Og du skal være en del af det hele
Sten på sten murer jeg dig inde
Sten på sten
Jeg vil altid være hos dig
Uden tøj, uden sko
Betragter du mig under arbejdet
Med fødderne i cement
Forskønner du dit fundament
Udenfor skal der være en have
Og ingen hører dig skrige
Stein um Stein. Byggesten, brosten, lykkesten, runesten. Sådan kan associationer og referencer folde sig ud fra en enkel sten-metafor, og derfor er Quotidie lapis forblevet mit motto og har bl.a. fået en bibetydning à la Carpe diem. For at dage ikke forsvinder uden at efterlade sig indtryk og udtryk. At betragte sin familie, plante et træ, plukke en blomst eller finde en sten. Nyde et kunstværk, læse en bog, se en film eller skrive et brev.
Byggeriet fortsætter i Sophus Claussens essay, »Ny Aand« (Heroica, 1925), hvor digteren reflekterer over forbindelsen mellem videnskab og fantasi:
»Kunstneren, Drømmeren er bleven utaalmodig over den nære Virkelighed, som han skyder fra sig. Og nu digter og skaber han. Der sker en Sceneforandring. Den kendte Hverdagsdigtning med sin trøstesløse Dekoration fra Gaarde og Stræder forsvinder. I Stedet for overraskes Verden af nye Sange og Syner, der ligesom svæver i Luften. En Længsel efter en Farve! en Drøm om en Tone! og Fantasien har selv i et Anfald af Stemning, af Hu, af Genialitet skabt et Rige i Skyerne mellem Skorstene og Telefontraade med Udsigt til Trætoppe og Snekrystaller. Det nederste af denne himmelstræbende Dekoration skjules endnu under Dampe og Taager, som vælder frem mellem Sofiterne. Men Tanken taber sin Træthed heroppe ved Tagrenden og 'slaar sine Ravnevinger ud'. Vi opdager her, at Drømmen eller Lidenskaben 'faar Vinger', at Sukkene faar Fødder at gaa paa. Sceneforandringen fuldbyrdes, og alt bliver klart fra Tag til Gulv. Et Palads slaar Rod, og nu staar der en ny Façade, muret, teknisk og videnskabelig velbegrundet, hvor Folk gaar ind og ud.«
Senere skriver han godmodigt: »De maa godt, hvis De vil, smile ad dette Digterhovmod, eller denne Skaberidealisme, Kunstnerens Tro paa Inspirationen. Intuition kalder man det ogsaa. Eller Underbevidsthed. Videnskabsmændene kan ikke altid lide den, men jeg skal sige Dem, Videnskabsmændene er Mennesker, som vi andre, og de har en Gang ogsaa været unge Mennesker, ja, hvad mere er, Lyrikere, Fantaster, glade Børn. Ofte undfanger de, som i Ungdoms Leg, deres Systemer. Bagefter bliver de Videnskabsmænd for at udbygge og bevise Systemerne. Digtere er vi alle fra først af. Man vælger sin Vej med Aandens lunefulde Lethed, med en poetisk selvfølgelig Frihed. Bagefter kommer Byrderne, Opgaverne, Beregningerne af Murenes Bæreevne og Slæbet med de mange Sten.«
Slæbet med de mange sten - og så hellere bygge luftkasteller end ingen kasteller.
For jeg tror ligesom Sophus Claussen: »Jeg tror, at uden at elske Realitet kan man ikke forstaa nogen Idealisme. Jeg tror, at uden Idealisme er der ingen Realitet.«
Rune Engelbreth Larsen
3. juni, 2005