Én af de knap 100 personer, der figurerer i en dokumentarisk citatsamling med forskellige typer indvandrerfjendtlig polemik eller decideret propaganda, der har karakteriseret integrations- og indvandrerdebatten. Spændvidden er altså stor, ikke mindst af hensyn til den dokumentariske værdi: Fra stærkt negative generaliseringer og stigmatiserende fordomsfuldhed i den ene ende af skalaen til racistisk retorik i den anden - samt relevante udsagn i relation hertil. Et samlet dokument med alle citater findes her.
Folketingskandidat for De Konservative (2005-), tidl. næstformand for Moderate Studenter (1999-2002)
»Jeg synes ikke, at Asmaa [Abdol-Hamid] skal fredes, fordi hun er politiker. Tværtimod er det meget vigtigt at forhindre, at en person med landsforræderiske tendenser bliver valgt til Folketinget. Asmaas loyalitet ligger i et terroristisk islamistisk broderskab snarere end i Danmark. Vi har ikke behov for den slags 5. kolonne medlemmer i Folketinget« (Pressemeddelelse, 24.7.2007).
NOTE: Medio juli 2007 udtalte Enhedslistens folketingskandidat, Asmaa Abdol-Hamid til B.T., at hun støttede kampen mod invasionsstyrkerne i Irak, som hun i lighed med Enhedslistens partipolitik betragtede som legitim modstandskamp mod besættelsestropper. Udtalelsen rejste en mediestorm, hvorunder Rasmus Jarlov politianmeldte hende for landsforræderi - konkret for overtrædelse af Straffelovens paragraf 100, stk. 1, som fastslår, at »den, som ved offentlige udtalelser tilskynder til, eller som fremkalder øjensynlig fare for fjendtlige forholdsregler mod den danske stat, straffes med fængsel indtil 6 år«.
|