Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

RV, EL, Nyrup og SSF-oprørere er vindere i pointstriden

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Ifølge en meningsundersøgelse er vælgerne delt i forhold til indførelsen af et system, der graduerer ægtefæller ud fra en statsdikteret pointværdi. 45 procent er modstandere af et pointsystem, 44 procent er tilhængere (tv2.dk, 18.11.2010).

Dét, som VKO og SSF-toppen havde troet var a walk in the park - endnu en populistisk stramning og et ubesværet vrid på diskriminationsskruen - har således vist sig at møde langt større modstand end forventet. Alt tydede på, at SSF ville stemme for pointsystemet uden indvendinger, da Henrik Dam Kristensen straks omfavnede ideen som »fornuftig«, og Astrid Krag nægtede at tage afstand.

Oprørere i SF som bl.a. Özlem Cekic, Trine Pertou Mach og Margrethe Auken trodsede imidlertid partidisciplinen og viste sig at have store dele af baglandet med sig, da de tog principiel afstand fra statens indblanding i valget af ægtefæller og det graduerende pointsystem.

Og til den hjemlige socialdemokratiske ledelses irritation fravalgte forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen bevidst andedammens partitaktik og understregede tilsvarende sin kategoriske modstand imod tankegangen, for siden at blive frosset endnu mere ud af S-ledelsen, da han gentog, at Dansk Folkeparti ikke er stuerene.

Langsomt fulgte flere med, og oprøret bredte sig til S og VK i en sådan grad, at Pia Christmas Møller ligefrem har undsagt sin støtte til VK-regeringen på denne sag.

Og direkte inspireret af Nyrups opgør med højreradikalismen på europæisk plan har en håndfuld socialdemokrater, bl.a. professor Hans Hertel og biskop Kjeld Holm, taget initiativ til en erklæring, der henvender sig til S-ledelsen og klart undsiger et pointsystem: »Vi mener, at det [Socialdemokratiet] ubetinget må bygge på et menneskesyn, der yder alle mennesker lige retfærdighed uden sortering efter deres økonomiske, sociale, kulturelle, etniske eller religiøse status.« (Erklæringen »Socialdemokratiske kerneværdier«, 17.11.2010).

De over 100 underskrivere er i alle aldre og erhverv, fra alle landsdele, herunder mange i byråd og kommunalbestyrelser, formænd og bestyrelsesmedlemmer i partiets lokalforeninger og DSU samt medlemmer i partiets stående udvalg. Blandt dem er intet mindre end elleve tidligere ministre: Forhenværende statsminister Anker Jørgensen og tidl. folketingsformand Erling Olsen samt Jacob Buksti, Ole Espersen, Jytte Hilden, Karl Hjortnæs, Jens Kampmann, Tove Lindbo Larsen, Ivar Nørgaard, Kjeld Olesen og Birte Weiss.

SSF-toppen må erkende, at højredrejningen har en meget, meget dyr pris, og at grænsen for mange er overskredet.

Der kan selvfølgelig ikke herske tvivl om, at havde det ikke været for den klare modstand, der hele tiden har været hos De Radikale og i Enhedslisten, og som Poul Nyrup Rasmussen og Margrethe Auken samt oprørerne i SF's folketingsgruppe, landsledelse og bagland manifesterede, havde SSF givetvist blot overtaget VKO's pointsystem ud fra vanens opportunistiske magtstrategi om en forventet massiv vælgeropbakning til VKO's stramninger - men nu blev de tvunget til at præsentere deres eget bud med en nedtoning af de værste DF-elementer.

Imidlertid var stædigheden og opportunismen stadig for stor til, at SSF-toppen turde gøre konsekvent op med selve den dehumaniserende grundtanke, så SSF overtog reduktionen af mennesker til værdipoint: Et indholdsmæssigt luftigt, men dog skelsættende graduerende princip er dermed knæsat, og Henrik Dam Kristensen afviser, at det skal ses som ren symbolpolitik (Politiken.dk, 19.11.2010).

Özlem Cekic har fastholdt sin kritik og vil kun stemme for SSF's system, hvis det er et valg mellem de to blokke, men understreger: »Hvis den politiske virkelighed efter et valg bliver for eller imod et pointsystem, vil jeg til enhver tid stemme imod et pointsystem.« (Ritzau, 18.11.2010).

Trine Pertou Mach er også fortsat imod: »Man har placeret sig et sted, hvor man siger ja til at bruge et pointsystem i forbindelse med ægtefællesammenføring, og det er jeg grundlæggende imod. Det er min principielle holdning, at det skal staten ikke blande sig i, og det skal S og SF også holde sig fra.« (Jp.dk, 18.11.2010).

VKO fik gennemført deres sociale apartheid, som desværre vil få endnu flere i klemme end den eksisterende 24-års-regel, men Dansk Folkeparti har vundet en pyrrhus-sejr ved at få gennemført deres pointsystem.

Det var for det første ikke nogen folkelig vindersag, og for det andet fik en eller anden den pudsige idé at bestille en meningsmåling om befolkningens forhold til, hvorvidt partiet er »stuerent« eller ej - og sandelig om ikke et flertal viste sig at være af denne opfattelse.

46,3 procent af vælgerne er således enige med Poul Nyrup Rasmussen i hans karakteristik, mens kun 38,2 procent finder den forkert - og intet mindre end 79,2 procent af oppositionens vælgere er på Nyrups side (Ritzau, 19.11.2010).

Et ydmygende slag i ansigtet på Helle Thorning-Schmidt og Henrik Dam Kristensen, der forsøgte at sætte Nyrup på plads - og en jordskredssejr til Nyrup i SSF's interne værdikamp.

Havde det ikke været for Nyrup, og havde det ikke været for SF-oprørere, der gik imod partilinjen, havde de fleste såmænd nok troet, at det var vældig upopulært at kalde Dansk Folkeparti for »ikke stuerent«, men SSF-oprørere og borgerligere DF-kritikere som f.eks. Peter Norsk, der bakkede Nyrup op, trak det længste strå og viste, at man godt kan skabe politisk dagsorden imod partiledelsers kortsigtede magtopportunisme og alle politiske odds i øvrigt - også når det drejer sig om kampen for en mere humanistisk udlændingepolitik.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 19.11.2010