Citatsektionen | Humanistiske citater

Michel de Montaigne (1533-1592)

Udvalgt af Rune Engelbreth Larsen

MICHEL DE MONTAIGNE: »Jeg sagde om Roms fortræffeligheder bl.a., at det er verdens mest universelle by, hvor fremmedhed og nationale forskelle tæller mindre end noget andet sted; for af natur er det en by sammensat af udlændinge; alle føler sig hjemme. Dens fyrste omfatter hele kristenheden med sin autoritet; hans juridiske overhøjhed forpligter udlændinge både hjemme, hvor de kommer fra, og her; når han vælges, og når alle fyrster og stormænd ved hoffet vælges, tillægges herkomsten ingen vægt.«

ITALIENSREJSE, 1580-81
Oversat af Bjørn Bredal

MICHEL DE MONTAIGNE: »Enhver har det godt eller dårligt alt efter hvad han selv synes. Ikke den man tror det om, men den der tror det om sig selv, er glad og tilfreds. Alene troen på det gør det til virkelighed og sandhed.«

MICHEL DE MONTAIGNE: »De ydre omstændigheder tager smag og farve efter den indre beskaffenhed, ligesom tøjet ikke varmer os med sin egen varme, men med vores, som det har til opgave at holde på og holde ved lige. Hvis man brugte det til at dække et koldt legeme ville man få samme gavn af det med hensyn til kulde, sådan opbevarer vi jo også sne og is. Ligesom studier er en plage for en dovendidrik og afholdenhed for en dranker, nøjsomhed den rene tortur for den vellystige og fysiske udfoldelser en pine for en ugidelig slapsvans, sådan er det faktisk også med alt muligt andet. Tingene er ikke så pinefulde eller vanskelige i sig selv. Det er vores svaghed og slaphed der får dem til at føles sådan. For at drømme om store, ophøjede ting er det nødvendigt med en tilsvarende sjæl, ellers tillægger vi dem vore egne fejl og vildfarelser. En lige åre ser krum ud i vandet. Det har ikke kun betydning at man kan se tingen, men også hvordan man ser den.«

MICHEL DE MONTAIGNE: »Kraft og muskler kan ikke lånes, pynt og overtøj kan.«

MICHEL DE MONTAIGNE: »Det største i verden er at forstå at være sin egen.«

ESSAYS (bd. I), 1580-88
Oversat af Else Henneberg Pedersen

MICHEL DE MONTAIGNE: »Verden er lutter mangfoldighed og forskellighed.«

MICHEL DE MONTAIGNE: »Og i virkeligheden er filosofi ikke andet end et raffineret digt.«

MICHEL DE MONTAIGNE: »Derfor er der god grund til at være på vagt når vi præsenteres for en ny teori, og huske på at før den kom frem var det den stik modsatte der var i vælten. Og ligesom den første er blevet kuldkastet af denne her, kan der meget vel i fremtiden dukke en tredje op, som ligeledes vil vælte nummer to.«

MICHEL DE MONTAIGNE: »Der er kort sagt intet konstant, hverken i vores egen eksistens eller i tingenes. Og både vi selv og vores dømmekraft og alle jordiske ting flyder og strømmer uden ophør. Der kan derfor ikke fastslås noget sikkert om det ene på grundlag af det andet, da både den der bedømmer og det bedømte er i stadig forvandling og bevægelse.«

MICHEL DE MONTAIGNE: »I betragtning af at mangfoldighed er den vej naturen i almindelighed plejer at følge, og det gælder i endnu højere grad sjælen end legemet, fordi den består af et smidigere stof og kan antage flere forskellige former, finder jeg det tværtimod meget mere besynderligt at vore sindsstemninger og planer undertiden falder sammen. Og der har aldrig her i verden været to ens opfattelser, så lidt som to ens hår eller to ens sædekorn. Deres mest almengyldige egenskab er forskellighed.«

ESSAYS (bd. II), 1580-88
Oversat af Else Henneberg Pedersen

MICHEL DE MONTAIGNE: »Jeg ville ikke have noget imod en grov behandling fra mine venners side: 'Du er en nar, du fantaserer!' Jeg kan godt lide at man i godt og ærligt selskab taler rent ud og siger hvad man mener. Vi må styrke vores høreevne og hærde den mod en svaghed for lyden af høflige og konventionelle ytringer. Jeg kan lide en stærk og mandig omgangsform, et venskab der sætter en ære i barskhed og kraft i samværet, på samme måde som elskov gør det i bid og blødende rifter. En samtale er ikke tilstrækkelig intens og givende, hvis den ikke er fuld af modsigelseslyst, hvis den er høflig og følger alle kunstens regler, hvis den er bange for knubs og går trevent og anstrengt.«

MICHEL DE MONTAIGNE: »Jeg ville hellere bryde en fængselsmur og loven end mit ord. Jeg er så samvittighedsfuld med hensyn til at holde hvad jeg lover, at det grænser til det fanatiske, og jeg sørger derfor for at formulere mine løfter noget svævende og kun afgive dem på visse betingelser, uanset hvad det drejer sig om. Hvis det er et løfte uden betydning gør jeg det selv betydningsfuldt ved at vogte så skinsygt over min regel, at den i sig selv bliver mig en klods om benet.«

MICHEL DE MONTAIGNE: »Nu er det ikke bare fordi Sokrates har sagt det, men fordi det er min oprigtige - måske noget overdrevne - mening, at jeg anser alle mennesker for at være mine landsmænd. Jeg holder lige så meget af en polak som af en franskmand, og lader det nationale bånd komme i anden række efter det universelle der binder alle mennesker sammen. For mig er fødeegnens luft ikke specielt sødmefuldt. Helt nye og helt personlige bekendtskaber er efter min mening mindst lige så værdifulde som de rent tilfældige bekendtskaber der bare skyldes naboskabet. De venskaber som vi selv har stiftet overgår i reglen dem som en fælles hjemstavn eller slægtsforhold forener os i.«

MICHEL DE MONTAIGNE: »For mit eget vedkommende kan jeg sige, at tror jeg ikke på det, som én siger, så tror jeg heller ikke på det fordi hundrede og én siger det.«

MICHEL DE MONTAIGNE: »Det er den højeste grad af fuldkommenhed, ja, nærmest guddommeligt, at kunne nyde sin tilværelse loyalt. Vi stræber efter andre vilkår, fordi vi ikke ved hvordan vi skal udnytte vores egne, og søger væk fra os selv, fordi vi ikke ved hvordan det står til inden i os. Derfor nytter det heller ikke noget at gå på stylter, for selv på stylter, må vi gå på vores egne ben. Og selv på den højeste trone i verden sidder vi trods alt kun på vores røv.«

MICHEL DE MONTAIGNE: »Og hvad nu, hvis det ikke altid er de rigtige meninger der tjener mennesket bedst, så utæmmet som dets væsen er? I samme forbindelse eller i en helt anden forbindelse, det er ligegyldigt, så er det et almindeligt mundheld i Italien, at 'den kender ikke Venus i al hendes sødme der ikke har været i seng med den halte'.«

MICHEL DE MONTAIGNE: »De slutninger vi forsøger at drage af begivenhedernes indbyrdes lighed er meget usikre, eftersom de altid er forskellige - intet er nemlig så almengyldigt og karakteristisk for tingenes måde at ytre sig på som forskellighed og mangfoldighed.«

MICHEL DE MONTAIGNE: »Ligheden gør ikke så meget ens som forskellen gør forskellig. Naturen har sat sig for ikke at skabe to ting der er ens.«

MICHEL DE MONTAIGNE: »Aldrig har to mennesker ment det samme om den samme ting, og det er umuligt at finde to anskuelser der er nøjagtigt ens, ikke bare hos forskellige mennesker, men hos det samme meneske på forskellige tidspunkter.«

MICHEL DE MONTAIGNE: »Min frihedstrang er så ubændig at hvis nogen forbød mig at rejse til en eller anden afkrog af Indien ville det påvirke mit liv på en uheldig måde.«

ESSAYS (bd. III), 1580-88
Oversat af Else Henneberg Pedersen