Under Kong Valdemars korstog mod venderne udspiller sig en række tvekampe krigerne imellem, før det egentlige slag, og Sigurd tager en venderpige til fange:
B.S. INGEMANN: »En dag bragte han en dejlig venderpige med sig til lejren, som han på sin raske hingst havde bortført lige for fjendens øjne. En ung vender kom straks efter farende og udæskede ham til tvekamp for hende. Sigurd svang sig munter i sadlen og fløj ham i møde. Kampen var hidsig; men Sigurd blev sejrherre, og blussende af harme og skamfuldhed stod den unge vender afvæbnet for ham, blottede sit bryst og bad ham fortvivlet støde til. Da græd den skønne pige for sin brudgom; men da Sigurd så det, tog han hende venligt ved hånden og gav hende tilbage til den forbavsede vender, som græd af glæde, styrtede ham om halsen, tilligemed sin brud, og kyssede ham. Den skønne piges kys blussede endnu på Sigurds læber, da det lykkelige par var forsvundet.«
Fra DE UNDERJORDISKE, 1817
B.S. INGEMANN: »Det har ærgret mig, at Københavnerne har efterabet den tyske pøbel med jødeforfølgelse; denne forkerte og misledte ytring af tidsånden, hvor egoismen har været for lav til at fatte den, vil standse hvad stort og herligt, der var i færd med at udvikle sig.«
Fra et Brev til Carl Luno, den 29. september 1819
Kong Valdemar hidkalder de frisiske kæmper, Svend Starke og Broder Gamling for at kæmpe Danmarks sag i tvekamp. Det får Grev Albert til at protestere, for de er jo »ikke rette danske«, men blot »et Par grove frisiske Hesteprangere«. Så bliver den fordomsfulde greve irettesat af kongen:
»Men, Herre Konge!« - indvendte Grev Albert - et Par grove frisiske Hesteprangere?« -
»Hærmænd og Riddere ere de jo dog - svarede Kongen - fordi de ikke ere Hofmænd og ziirlige Herrer, kan dog ingen Ridder nægte at træde i Kreds med dem.«
»Men de ere dog Friser og ikke rette Danske - sagde Absalon Bælg - og hvad var saa Æren, om de ogsaa gik af med Seiren?«
»Ingen Misundelse, Hr. Ridder! og ingen Forskjel paa Friser og Danske! - svarede Kongen heftig. - Enhver, som tjener Kongen af Danmark villig og tro, er dansk i Sind og Hjerte. Et Par tydske og danske Mænds Haandfasthed afgjør desuden ikke Spørgsmaalet om Tydsken eller Dandsken er stærkest, slig Barnagtighed overlade vi Peblinger.«
Fra VALDEMAR SEIER, 1826
B.S. INGEMANN:
Vil dansken i verden fægte,
men dølger åsyn og navn,
jeg ved, hans ånd er ej ægte,
jeg tager ham ej i favn.
Fra »I alle de Riger og Lande«, 1837