Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Wikileaks, vor tids samisdat

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»Blogs, e-mails, sociale netværk og tekstbeskeder har åbnet nye fora til at udveksle ideer og skabt nye mål for censur. Mens jeg taler til jer her i dag, er der regeringscensorer et eller andet sted, der arbejder som rasende på at slette mine ord fra de historiske annaler. Men historien selv har altid fordømt sådanne taktiske manøvrer.«

Hillary Clinton, 21. januar 2010

»Hvis du havde frie tøjler over fortrolige netværk i en lang periode ... lad os sige, otte-ni måneder ... og du så utrolige ting, grusomme ting ... hvad ville du gøre?«

Bradley E. Mannings, 22. maj 2010

Tjah, hvad ville du gøre? Hvis dine vægge var så tynde, at du kunne høre magtfulde mænd udveksle grusomme hemmeligheder i nabolejligheden? Hvis du opdagede, at de mødtes gentagne gange om lyssky operationer, der havde lemlæstet og dræbt et stort antal civile borgere, manipuleret med myndigheder og bedraget offentligheden?

Ville du ikke ønske, at du havde modet til at finde din båndoptage frem og optage møde efter møde? Og ville du ikke ønske, at du kunne aflevere optagelserne til en mellemmand med kontakter, der kunne være budbringer til pressen? Forhåbentlig.

Måske ville unødvendige og uheldige detaljer ryge med, men i forhold til omfanget af bedrageriet og brutaliteten i afsløringerne, ville det være dråber i en flod af blod. Efterhånden ville budbringeren tilmed kunne lære af begynderfejlene, og et koordineret samarbejde med seriøse medier af stor saglighed ville betyde, at materialet blev forsvarligt bearbejdet før offentliggørelsen.

Og hvad sker der så? Bedragerne slår selvfølgelig igen.

Foragten hagler ned over budbringeren, mens institutioner og virksomheder bestikkes til at forfølge ham og lukke hans konti. Mordtrusler og krav om dødsstraf florerer, og hvad som helst kan bruges i mistænkeliggørelsens interesse – en ubetalt regning, et klip i kørekortet eller et bristet kondom? Skandalen ruller, klapjagten er i gang, og budbringeren ryger bag tremmer.

Uhyggeligt, ikke?

Julian Assange kan skrive store bedrifter på sit CV. At han har været med til at skabe et fænomen, der presser magthavere i hele verden ved at udstille deres blodige vasketøj, er beundringsværdigt. At Wikileaks udvikler sig, lærer af fejl og inddrager seriøse nyhedsmedier i et koordineret samarbejde, har kun mangedoblet al god journalistiks muligheder for at udføre pressens fornemste opgave: Altid at holde magten i skak.

Måske har Assange undervejs forgrebet sig seksuelt på to kvinder i Sverige – forkasteligt, hvis det er sandt, men sagerne forekommer unægteligt spinkle. Ifølge interne kritikere er han imidlertid også forfængelig og tyrannisk. Hvem ved? I hvert fald har udbrydere skabt alternativet Openleaks, og uafhængigt af personstridighederne viser det blot styrken i leak-fænomenet: Det er en idé, og ideer kan man ikke fængsle eller slå ihjel.

Man kan forbyde dem med vekslende effektivitet, men informationer og ideer kan sprede sig med en hvisken, i en flaskepost, i et brev eller i undergrundspublikationer. Selv i det totalitære Sovjetunionen fandtes systemkritiske skrifter, samisdat, der udfordrede regimet.

I dag behøver vi ikke hviske længere; med lidt mod, lidt snilde og lidt held kan kritiske informationer og ideer spredes worldwide.

Dét hyldede USA's udenrigsminister i en tale så sent som i januar 2010 – før de seneste store afsløringer rullede fra Wikileaks. Dengang kunne mange stadig væk nøjes med at tro, at the bad guys, der ville censurere internettet, forfølge og fængsle dissidenter og informationsbudbringere, alene sad i regeringskontorerne i lande som Iran og Kina, ikke sandt?

Jo, for som indledningscitatet ovenfor viser, havde informationsfriheden på internettet tidligere Hillary Clintons store opbakning. Og som hun tilføjede i samme tale: »Visse lande har rejst elektroniske barrierer, som forhindrer deres borgeres adgang til dele af verdens netværk. De har slettet ord, navne og vendinger fra søgemaskineresultater. De har krænket privatlivets fred for borgere, som gør brug af ikke-voldelig politisk tale. Disse handlinger overtræder FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne, som fortæller os, at alle mennesker har retten til 'at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser'. Med udbredelsen af disse restriktive praksisser, sænker der sig et nyt informationstæppe over store dele af verden. Og hinsides denne skillelinje bliver virale videoer og blogindlæg vor tids samisdat.«

Så sandt, som det er sagt. Derfor er det også et afslørende hykleri, når hun og andre amerikanske politikere så aggressivt angriber Wikileaks og nu selv bidrager til at styrke informations-jerntæppet.

Og derved bliver de afslørende, magtkritiske data-leaks så meget desto tydeligere en ny tids globale samisdat.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 18.12.2010