Karen Fældemann
Af Rune Engelbreth Larsen 
Med ét brutalt hug er miljøminister Karen Ellemann ved at oversave den gren af goodwill, som vindmølleindustrien i årevis har siddet bekvemt på i brede dele af befolkningen.
Planerne om at placere syv gigantiske vindmøller med en højde i omegnen af Storebæltsbroens pyloner i centrum af nogle af Danmarks absolut smukkeste og mest vidtstrakte naturområder i Thy og Vester Han Herred er en historisk skandale, der får Lene Espersens udskældte fravalg af et møde med Hillary Clinton til at ligne en lille fjært i poolens stille ende.
Mangelfulde og direkte vildledende oplysninger om Østerild og de nærliggende områder hober sig op i miljøministerens kølvand, som konsekvenserne af hendes tankeløse forsøg på at gennemtvinge destruktionen af unikke naturværdier er blevet dokumenteret af Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen for Bedre Miljø.
Miljøministeriets VVM-redegørelse (vurdering af virkninger for miljøet) om Østerild har på en række punkter skønmalet kæmpemøllernes betydning for såvel den visuelle oplevelsesværdi som konsekvenserne for naturen. F.eks. er langt de fleste trickfotos, der skal vise placeringen, set fra lavtliggende områder, så betydningen for udsigterne bagatelliseres, skønt Thy er rigt på højdedrag, hvorfra kæmpemøllerne vil være endnu mere dominerende i de naturskønne landskaber.
Endnu mere problematiske er imidlertid de i al hast gennemførte screeninger af alternative placeringer i Kallesmærsk Hede og Stauning ved Ringkøbing Fjord, der netop er færdiggjort efter krav fra oppositionen.
Dét, der burde have været et tilbundsgående beslutningsgrundlag for Folketinget for at vurdere alternativer, er blevet det mest gennemskuelige spil for galleriet, for regeringen har på forhånd kategorisk afvist den mindste mulighed af alternativer. Af samme grund er de nødtørftige screeninger af de to områder behandlet yderst overfladisk og er derfor ubrugelige til at vurdere andre placeringer af det projekt, som VVM-redegørelsen karakteriserer som intet mindre end »en af de største landskabsforandringer, der er gennemført som enkeltprojekt i Danmark«.
Dertil kommer, at der er flere uoverensstemmelser mellem de anlagte kriterier for VVM-redegørelsens vurdering af placeringen i Østerild og screeningerne af de to 'alternativer'. Ingen kan med redeligheden i behold hævde, at politikerne kan bruge dette hastværk til at træffe en saglig beslutning om en landskabsændring af danmarkshistoriske dimensioner (sic!), når miljøministeren end ikke gider tilvejebringe skyggen af grundige og ligeværdige undersøgelser af mulighederne.
Tilbage står, at regeringens eget forslag vil betyde intet mindre end en hensynsløs skamfering af Østerild Klitplantage og Hjardemål Plantage samt en utilgivelig forringelse af en lang række spektakulære udsigtspunkter i de omkringliggende landskabskulisser fra Hanstholm Vildreservat i vest til Bulbjerg i nordøst.
Hvis de susende møllevinger og de blinkende målemaster får lov til at tårne sig op, vil oplevelsesrigdommen i Hjardemål Plantage og ved de idylliske søer og vekslende naturområder i Østerild Klitplantage være en saga blot – for slet ikke at nævne de uoverskuelige og uafklarede konsekvenser for dyre- og fuglelivet.
Hvem kan det undre, at ministeren har fået det forudsigelige øgenavn »Karen Fældemann«, når hun vil inddrage 30 kvadratkilometer skov, klithede og vådområder til fordel for syv 250 meter høje kæmpemøller, der vil kunne ses i 50 kilometers omkreds?
Kæmpemøllerne og det intensive lys, anlægget skal forsynes med, vil sætte et punktum for områdets unikke stilhed og den dybsorte nattehimmel, når de skærer gennem horisontlinjen set fra Limfjorden i syd og Vigsø Bugt i nord. De vil rejse sig som en snurrende og støjende mur gennem skove, søer og luftrum klods op og ned ad Nordeuropas største ynglepladser for trækfugle.
Kortsigtet politisk snæversyn har fravalgt muligheden af at opkøbe landbrugsjord og -ejendomme andre steder i vores naturfattige land, som ellers for 63 procents vedkommende er ejet af nogle få tusind forgældede landmænd, der for manges vedkommende i forvejen kun kan overleve takket være offentlige midler. På landbrugsjord vil kæmpemøllerne ikke blot gavne den vedvarende energi, men samtidig undgå at decimere landets begrænsede naturværdier yderligere.
Men i et af Europas mest skovløse lande vil Karen Ellemann & Co. altså meget hellere bulldoze danmarkshistoriens største landskabsforandring igennem på rekordtid, rydde tre millioner træer og spolere en række enestående udsigter.
Hun gider end ikke bruge et halvt års tid på at tilvejebringe grundige og uvildige undersøgelser, der tager højde for og hensyn til alle faktorer ud fra samme kriterier. Det er magtarrogance og naturvandalisme af grotesk størrelsesorden, intet mindre.
Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 15.5.2010
