Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

V for Vendetta - terrorisme eller frihedskamp?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

... Man binder os på mund og hånd,
men man kan ikke binde ånd,
og ingen er fangne,
når tanken er fri.
Vi har en indre fæstning her
som styrkes i sit eget værd,
når bare vi kæmper
for det vi kan li.

Den som holder sjælen rank
kan aldrig blive træl.
Ingen kan regere det
som vi bestemmer sel.
Det lover vi med hånd og mund,
i mørket før en morgenstund,
at drømmen om frihed
blir aldrig forbi.

Sådan lyder afslutningen på en af de viser, som Poul Henningsen skrev og Kai Normann Andersen komponerede i 1940 til Kjeld Abells revykomedie, »Dyveke«. Nazisterne havde censureret den oprindelige tekst, "Det gælder kærlighed og krig", men ikke desto mindre gik den nye version over i Danmarkshistorien som en slet skjult kommentar til nazisterne, og stykket nåede at blive opført over 400 gange i de første år af besættelsestiden, hvor visen blev sunget af Liva Weel.

Historien fik et lille efterspil i 2004, hvor Outlandish genindspillede den og blev mødt med forargelse af historikeren Lars Hedegaard. Outlandish, der bl.a. tæller et par muslimer med indvandrerbaggrund, har ved flere lejligheder kritiseret Danmarks militære engagement i Irak og har under en koncert i Parken sågar dristet sig til at advare kongehuset mod Pia Kjærsgaard - det sidste var mere, end Hedegaard kunne klare fra et band, der tillige reaktualiserer Poul Henningsens protest mod en nazistisk besættelsesmagt.

Dermed ramte Outlandish indirekte ned i den velkendte problemstilling om, hvornår væbnet oprør må karakteriseres som terrorisme, og hvornår det må karakteriseres som frihedskamp. Der er ingen definitiv konsensus på området blandt forskere, for begrebet "terrorisme" er flydende og kontekstafhængigt, og det problematiseres yderligere af, at det behændigt kan bruges af magthavere om en hvilken som helst oprørsgruppe, hvis politiske eller religiøse mål man ønsker at stigmatisere.

... Både de tyske nazister og de danske samarbejdspolitikere opfattede modstandsbevægelsens aktioner under besættelsestiden som sabotage og terrorisme, men i det historiske bakspejl er der næppe længere nogen, som ikke vil anerkende, at der var tale om frihedskamp. Sagen havde naturligvis været en anden, hvis tyskerne havde vundet krigen - sejrherrerne skriver som bekendt ofte historien.

Selve begrebet stammer fra la Terreur, revolutionsregeringens rædselsherredømme efter den franske revolution. Historisk er det således associeret med et statsligt undertrykkelsesapparat, og helt op i det tyvende århundrede refererer de fleste leksika og ordbøger fortsat primært til "terrorisme" som det, vi forstår ved "statsterrorisme". Fra 1970erne bliver begrebet imidlertid stadig tættere tilknyttet ikke-statslige grupper, især med marxistisk afsæt som f.eks. Rote Armee Fraktion, men også i Mellemøsten, hvor tidens aktører bl.a. er PLO og PFLP, som israelerne kalder terrorister og palæstinenserne frihedskæmpere. Siden midten af 1990erne er det i stigende grad islamistiske grupperinger som f.eks. al Qaeda, der i altoverskyggende grad er blevet associeret med terrorisme.

Men hvornår er en væbnet oprører en "frihedskæmper", og hvornår "terrorist"? Hvornår kan magthaveres væbnede aktioner karakteriseres som "kontraterrorisme", og hvornår som "statsterrorisme"? Hvornår er det moralsk legitimt at bekæmpe magthavere med våben, og hvornår er det amoralsk terrorvirksomhed? Hvornår er et militært bombeangreb med civile ofre en moralsk legitim krigshandling, og hvornår er det terror i højere potens?

Der er hverken lette eller entydige svar på sådanne spørgsmål, og måske er det derfor, at de i populærkulturen ofte afsøges med provokerende resultater, som den politiske debat som regel er foruden. Tænk blot på Chuck Palahniuks roman, Fight Club, Wachowski-brødrenes film-trilogi Matrix eller Terry Gilliams' kultfilm Brazil, i hvilke heltene dybest set er "terrorister". Langtfra at sanktionere samtidens terrorangreb tvinger de ikke desto mindre publikum til at se med kritiske briller på den lette og stereotype opdeling i "gode" og "onde", som dagens politiske debat og agitation er gennemsyret af. Samtidig mere end antyder de, at der gives situationer, hvor undertrykkende magthavere alene kan bekæmpes gennem væbnet modstandskamp - også selv om en sådan uundgåeligt vil blive stemplet som "terrorisme" af de selv samme magthavere.

Med tegneserien V for Vendetta skriver også Alan Moore og David Lloyd sig ind i denne diskussion med en provokerende ligefremhed, som måske virker mere voldsom i dag end i 1982, hvor seriens første afsnit blev offentliggjort i det britiske Warrior Magazine. Efter den 11. september 2001 er problemstillingen endnu mere penibel end i 1980erne - men måske også derfor mere relevant.

V for Vendetta er en dystopisk fortælling, der udspiller sig i England i slutningen af 1990erne efter en (begrænset) atomkrig, der har lagt flere kontinenter øde. Magten er overtaget af fascister, der gennemtvinger en totalitær samfundsorden, komplet med forfølgelse og internering af ildesete minoritetsgrupper, kz-lejre, tortur, censur og Big Brother-overvågning.

Her møder vi imidlertid den gådefulde, næsten mytologiske skikkelse, V - en slags genopstanden klon mellem Guy Fawkes og en surrealistisk anarkist.

... I 1605 var Guy (Guido) Fawkes en af de katolske medsammensvorne bag forsøget på at sprænge det britiske parlament i luften, der desuden havde til hensigt at dræbe kongen, James I. Det såkaldte Gunpowder Plot (Krudtsammensværgelsen) blev imidlertid opdaget den 5. november, og Guy Fawkes blev fanget og tortureret, før han blev dømt til døden og henrettet den 30. januar 1606.

Kongen gjorde siden den 5. november til en mærkedag (Guy Fawkes Night), hvor englænderne fejrer afværgelsen af komplottet med festfyrværkeri og bål. Her afbrændes Guy Fawkes-dukker, og en populær remse ihukommer truslen fra forræderiet:

Remember, remember the fifth of November
Gunpowder, Treason and Plot.
I see no reason why Gunpowder Treason
Should ever be forgot.

Nogle ser imidlertid mærkedagen som en tribut til Guy Fawkes, bl.a. tegneseriens tegner, David Lloyd. Det var hans idé, at V skulle være iklædt Guy Fawkes-kostume, som Alan Moore beretter i artiklen "Bag masken", der er trykt i den danske udgave af V for Vendetta.

I et brev til Moore skriver Lloyd, at "vi kunne portrættere ham som en reinkarnation af Guy Fawkes med papmaché-maske, kappe og konisk hat og det hele. Han ville se virkelig underlig ud, og det kunne give Guy Fawkes det image, han har fortjent. Vi burde ikke brænde ham, hver gang det er den 5. november, snarere fejre hans forsøg på at sprænge parlamentet i luften."

Hertil bemærker Moore: "Der var to ting, der gik op for mig, da jeg læste dette. For det første, at Dave var langt mindre normal, end jeg hidtil havde troet. For det andet, at dette var den bedste idé, jeg nogen sinde havde hørt."

... Udover at bekæmpe systemet er V på et privat hævntogt og henretter minutiøst de ledende personer fra magtbasen, alt imens han gennemfører en række spektakulære bombeattentater. Strategien er enkel: At skabe så omfattende et kaos, at systemet slet og ret bryder sammen. Håbet er så, at menneskene ultimativt tager livet og magten i egne hænder i stedet for at underkaste sig autoritære magthavere.

V's kritik begrænser sig ikke til den lette fokus på magthavernes forbrydelser, men han vender tillige kritikken mod folket selv. Heri er han beslægtet med den franske renæssancetænker, Etienne de la Boëtie, der i det lille, men berømte skrift, Frivillig trældom (ca. 1548) netop går skridtet videre end til at hudflette tyrannernes misgerninger, men derimod påpeger folkets medansvar for ethvert tyranni.

Hvad enten en diktator er kommet til magten ad demokratisk vej eller ej, forudsætter det en manglende eller halvhjertet modstand fra folket: "Det er folket selv, der gør sig til træl, sætter kniven på sin egen strube, og når det har valget mellem at være træl eller frit, opgiver det sin frihed og tager imod åget, samtykker i sin ulykke, eller snarere søger den."

Eller som V udtrykker det i en tv-transmitteret tale, som det lykkes ham at få i æteren gennem de officielle statskanaler: "Men hvem har valgt dem? Akkurat. Det var jer, der ansatte disse mennesker. Jer, der gav dem magten til at tage jeres beslutninger for jer. Jeg indrømmer, at alle kan begå fejltagelser, men at lave den samme igen og igen, århundrede efter århundrede ... Hvad skal jeg tro? Gør I det med vilje? I har ligefrem påskyndet disse inkompetente ondskabsfulde ledere til at forringe firmaet. Uden at stille spørgsmål har I accepteret deres forvrøvlede styre."

Talen er kendetegnende for V's sammensatte karakter. Her og andre steder i forløbet glider han ind og ud af rollen som (atypisk) tegneserie-superhelt og utraditionel terrorist, iblandet elementer af både Guy Fawkes og Shakespeares Macbeth. Samtidig henvender han sig til befolkningen som et mytisk væsen, der måske er Gud og Djævel i ét: "I kunne have forhindret dette ... Det eneste, det havde krævet, var et 'nej'. I er viljeløse, uden stolthed … I er ikke længere et aktiv for vores firma. Jeg skal ikke desto mindre være flink. I har to år til at forbedre jeres indsats. Hvis I ikke til den tid har vendt skuden ... Må jeg fyre jer."

Akkompagneret af Tchaikovskys ouverture "1812" sprænger han en række bygninger i luften og iscenesætter det kaos, som han mener i sidste ende vil rive menneskene fri af det totalitære greb. Tchaikovsky fejrede med "1812" russernes sejr over Napoleon, og pointen er vel, at V paralleliserer situationen med sit eget angreb på det fascistiske regime, der kaldes Norsefire.

...

Moores og Lloyds bizarre terrorist er naturligvis også atypisk i den henseende, at anarkismen ikke er nogen udpræget, politisk motivationsfaktor i dag. V betragter ikke kaos som anarki, for anarki er i hans begrebsforståelse blot en anden slags samfundsorden, som han forklarer, da befolkningen som ventet begynder at gå amok: "Nej, det her er ikke slaraffenland, ikke 'gør, som I har lyst til', men derimod: 'Tag, hvad I vil have.' Anarki betyder 'uden ledelse', ikke 'uden orden'. Med anarki kommer 'Ordnung'. Sand orden, i betydningen fælles, frivillig orden. 'Ordnung' vil først tage sin begyndelse, når 'Verwirrung', forvirringens usammenhængende galskab er blæst over. Dette er ikke anarki, Eve. Dette er kaos."

Kaos er som nævnt ikke hans mål, men hans middel - efter destruktionen kommer skabelsen, og den tid er ikke V's tid.

V for Vendetta Det er derimod en tid for Evey - en ung kvinde, han har reddet fra politiet - som peger i retning af fremtiden. Det antydes allerede, da V tilbyder hende at myrde den mand, som har dræbt hendes elsker - og alt, hun behøver, er at plukke en rose og række ham den som et tegn. Evey griber ud efter rosen, men tøver så og siger: "Lad den gro."

V's kaos og vold lakker mod enden, men hvilken konkret fremtid der end måtte vente på den anden side af kaosset, ser vi ikke meget til - fortællingen er tavs på det punkt. V for Vendetta handler om oprøret - én mands oprør. Et oprør, der er båret af idealer om en individuel frihed i så udstrakt grad, at intet kendt samfund har kunnet honorere det - og derved er både oprøret og fortællingen selvfølgelig mere kunst, end det er politik.

... Også V for Vendetta er endt på det store lærred, orkestreret af Matrix-holdet. Bag produktionen står således instruktøren James McTeigue, der var instruktør-assistent på Matrix-trilogien, og Matrix-produceren Joel Silver i samarbejde med Matrix-instruktørerne, Larry og Andy Wachowski. Hovedrollen indehaves af Hugo Weaving - også en kending fra Matrix-trilogien, hvor han spillede Agent Smith.

Det var oprindelig planen, at filmen skulle have premiere den 4 .november 2005, altså dagen før 400-året for det mislykkede Gunpowder Plot i 1605 - men man frygtede, at den kontroversielle film derved kom for tæt på terrorbomberne i London i juli 2005, hvorfor premieredatoen blev udskudt til 2006.

Som antydet, er V for Vendetta fuld af finurlige litterære referencer, men også af musikalske hints - der unægtelig må siges at kunne komme bedre til deres ret i en film end i en tegneserie.

Musikreferencerne i V for Vendetta inkluderer bl.a. Rolling Stones' "Sympathy for the Devil", Velvet Undergrounds "I'm Waiting for the Man" og McTells "The Streets of London". Og ved siden af Tchaikovskys "1812" benytter han f.eks. med samme velvalgte omhu Beethovens 5. symfoni, "Skæbnesymfonien" som underlægningsmusik til et særlig udspekuleret mord. Det er ikke blot en af musikhistoriens kendteste symfonier, men også en af musikkens humanistiske hovedværker, der passende blev brugt som kendingssignatur for de frie radiostationer under Anden Verdenskrig.

Alan More har tilmed selv skrevet sangen, "The Vicious Cabaret", som figurerer i tegneserien, og som David J. fra det hedengangne Bauhaus siden har sat musik til. Sangen udkom på en EP i 1984 med titlen V for Vendetta og findes også på opsamlings-LP'en On Glass.

Det opdager de danske læsere imidlertid ikke, for sangen er fjernet fra den danske oversættelse - men alt andet end at være et overgreb på værket, er det faktisk en lille genistreg. Oversætteren, Martin A. Hansen har således erstattet Allan Moores egen sang, "The Vicious Cabaret" med Poul Henningsens "Man binder os på mund og hånd", som vi har citeret et uddrag af indledningsvist.

Et dansk publikum har af gode grunde ikke samme forhold til Guy Fawkes som et britisk, og det kan af samme grund tage tid at vænne sig til ræsonnementet bag Guy Fawkes-masken, som er V's vigtigste kendetegn. Det er imidlertid i historiens ånd at inkorporere P.H.s berømte vise som en både relevant og subtil association til karakteren af det totalitære samfund, tegneserien placerer os i, såvel som til V's rolle som denne sære, kultiverede partisan.

Moore efterlader ingen tvivl om, at hans dystopi trækker på tendenser fra samtiden, som han skriver i sin indledning til serien i 1988, da DC udgiver den i USA: "Jeg overvejer meget at forlade landet med min familie inden for de næste par år. Her er koldt, den indre svinehund glammer, og jeg bryder mig ikke længere om mit eget land."

I en redaktionel bemærkning hedder det i den danske udgave, at Labour vandt en jordskredssejr i 1997, og at Moore fortsat bor i England - hvilket imidlertid næppe har ændret udsigterne fra Moores principielle samfundskritik.

V for Vendetta peger på nogle totalitære tendenser, som oven i købet har fået endnu mere gennemslagskraft i begyndelsen af det 21. århundrede end i begyndelsen af 1980'erne, men det er en svaghed ved fortællingen, at skræmmebilledet er alt for sammenfaldende med velkendte, fascistiske og nazistiske træk i Europas historie. I stedet for at forøge de samtidskritiske dimensioner, svækker det dem, eftersom det ikke virker overbevisende at bevidne en fascistisk magtovertagelse, der i for høj grad er en stereotyp, én-til-én-kopi. Nok siger man, at historien gentager sig, men næppe så åbenlyst og med så kort varsel.

Den kombinationen af en halv-mytologisk "superhelt" og anarkistisk frihedskæmper, som udgør V's karakter, virker i det store hele inden for rammerne af sit eget skæve tegneserieunivers, men det kan også kamme over og blive for fortænkt, når han f.eks. skal agere dybdepsykologisk troldmand for Evey.

Ikke desto mindre er der tale om et hovedværk i tegneseriehistorien og den egentlige begyndelse på Alan Moores kontroversielle forfatterskab, som afgjort er et nærmere bekendtskab værd.

Rune Engelbreth Larsen
Tegneseriemagasinet 'Strip!' 32, december 2005

...

MERE OM TEGNESERIER PÅ HUMANISME.DK

> Art Bubble og tegneserien som litterær outsider
> Den hvide mands byrde og Tintin i Congo
> Komiks.dk: Besættelsestid og Ragnarok
> Pyongyang - orwellsk virkelighed i Nord Korea
> Watchmen