Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Regeringens guldrøveri er lige så slemt, som det lyder

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er skuffet. Og sur. Den storm, der har rejst sig mod regeringens lovforslag om at frarøve flygtninge deres værdier, er helt misvisende, bedyrer han:

»Vi skal holde op med at sende et forkert billede af Danmark« og vare os for at se forslaget, som om man »hiver smykker af folk« (Altinget.dk).

Der er således to muligheder: 1) Statsministeren aner ikke, hvad der står i det lovforslag, som integrationsminister Inger Støjberg har fremlagt. 2) Statsministeren taler usandt.

1) Af lovforslagets bemærkninger fremgår følgende: »Det foreslås også, at der indføres hjemmel til, at politiet kan visitere en asylansøger og ransage asylansøgerens bagage med henblik på at sikre penge og værdigenstande til dækning af udgifterne til den pågældendes underhold mv.«.

Endvidere hedder det: »Er der tvivl om aktivernes værdi, vil udlændingemyndighederne efter den foreslåede bestemmelse kunne tage aktiverne i bevaring med henblik på en nærmere vurdering af aktivernes værdi«.

Kun genstande med »en særlig personlig betydning« såvel som »eksempelvis mobiler og ure er som udgangspunkt undtaget«. Det udspecificeres intetsteds, hvor grænsen går, men eftersom det hedder, at rede penge inddrages, hvis beløbet overstiger 3.000 kroner, er det en oplagt rettesnor, at smykker og armbåndsure, der kan indbringe over 3.000 kroner, også skal snuppes.

Samtidig tydeliggøres det, at der vil »være mulighed for tilbagelevering af genstande med en særlig personlig betydning«, hvis en asylansøger opgiver sin asylansøgning umiddelbart efter indrejsen.

Derved fremgår det i flere omgange, at personlige værdigenstande ikke kan undgå at blive taget. De tilbageleveres ganske vist, hvis asylansøgeren hurtigt skrider igen (fikst, ikke?), men i modsat fald hviler det på et skøn af den værdi, de kan indbringe den danske stat. Altså ligesom hjemmerøveren, der snupper B&O-tv'et, men efter moden overvejelse lader kassettebåndoptageren stå.

Og skulle nogen være i tvivl, bekræfter Inger Støjberg i et tv-interview med Ekstra Bladets Paula Larrain netop, at de pågældende værdigenstande »kunne være smykker«, hvorefter hun bekvemt giver aben videre i forhold til, hvor grænsen går: »... det er jo det, politiet skal vurdere« (Ekstra Bladet, 18.12.2015).

Samme Støjberg skriver imidlertid nu: »Vi kommer ikke til at tage vielsesringe fra asylansøgere« (Facebook, 21.12.2015). Aha?

For det første: Hvorfor faen har du ikke sagt det fra begyndelsen, f.eks. da Paula Larrain spurgte dig igen og igen, og du igen og igen krøb udenom? For det andet: Det skal vel skrives ind i lovforslaget? Og for det tredje: Det ændrer jo ingenting for samtlige øvrige smykker med affektionsværdi - de skal stadig »hives af folk«!

Derfor tilbage til spørgsmålet om Lars Løkke Rasmussens sanddruhed:

2) Er det med andre ord realistisk, at landets statsminister ikke aner, at man slet ikke kan undgå at »hive smykker af folk« med hjemmel i et lovforslag, som landets integrationsminister har lagt navn til? Indlysende ikke.

Men hvis han har sovet i timen og slet ikke har fattet det, burde han jo omgående have trukket lovforslaget tilbage, da kritikken brød ud - for over en måned siden.

Han har imidlertid ikke trukket et komma tilbage, hvorfor vi kun kan konkludere: Statsministeren taler usandt. Eller på dansk: Han er fuld af løgn. Han bør derfor også omgående konfronteres hermed af enhver journalist, der kommer inden for telefon- eller mikrofonrækkevidde.

Lovforslaget er og bliver med andre ord nøjagtig lige så ondskabsfuldt, som det lyder. Og bedre bliver det ikke af, at Venstre overlader »skønnet« af, hvor meget staten skal frarøve flygtningene, til politiet. De skulle vel ellers være ansat til at beskytte mennesker mod at blive bestjålet - ikke til at bestjæle dem?

Derfor lyder der da også protester fra ordensmagtens rækker. Politiforbundets formand Claus Oxfeldt har f.eks. understreget, at politiet slet ikke har forudsætninger for at vurdere værdigenstandes potentielle salgspris (jf. Ekstra Bladet, 21.12.2015). Igen et eksempel på, hvor sløset, symbolpolitisk og nedrigt, det hele er tænkt.

Summa summarum: Hvis ikke lovforslaget trækkes tilbage, tvinges politiet til i vid udstrækning at hive ørenringe, armbånd og andre smykker af utallige flygtninge, registrere disse og overlade dem til en ekspertvurdering. Først derefter vil nogle skulle leveres tilbage, og andre videresælges som statslige hælervarer.

Men medmindre lovforslaget trækkes tilbage, er det simpelthen usandt, når statsministeren afviser, at vi kommer til at hive smykker af flygtninge.

Og medmindre lovforslaget trækkes tilbage, er det til gengæld fuldkommen korrekt forstået af de bestyrtede udenlandske medier og chokerede kritikere, at det er regeringens fremsatte politik, at vi i Danmark skal til at »hive smykker« af flygtninge. Punktum.

Det er dér, vi er. Og lige dér må det være på sin plads at tilføje: Sporene skræmmer.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 22.12.2015