Henrik Sass Larsen proklamerer at Socialdemokratiets kurs er store aftaler med Venstre og Dansk Folkeparti, og partiets udlændingeordfører Dan Jørgensen trækker bort fra De Radikale og nærmer sig Venstres Inger Støjberg. Altsammen i klar overensstemmelse med den nye partileder Mette Frederiksen, og alt sammen inden for et par uger.
Socialdemokraterne er ikke længere del af en 'rød blok' i værdipolitisk opposition til blå blok - dertil er Mette Frederiksen alt for ivrig efter at at matche blå bloks udlændingepolitiske forringelser. Værdipolitisk er det nu tydeligere end nogen sinde før, at kun Enhedslisten, SF, Alternativet og De Radikale står i opposition til blå blok.
Ønsker man en mere humanistisk udlændingepolitik, skal man være både døv og blind for at stemme på Socialdemokraterne ... Medmindre. Medmindre det lykkes Mette Gjerskov at skabe momentum for et afgørende kursskifte? Det vender vi tilbage til.
At Socialdemokraterne placerer sig klods op ad Venstre og Dansk Folkeparti, er ganske vist ikke nogen ny kurs. Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal trak allerede i nullerne SSF-samarbejdet langt til højre i udlændingepolitikken.
SF's Ole Sohn understregede, at en kommende rød regering ikke ville tage det fjerneste hensyn til De Radikale: »Der sker ingen ændring af dansk asylpolitik, og det kan de Radikale ikke ændre på.« (Berlingske, 26.9.2009). Og Thorning-Schmidt: »Det bliver ikke De Radikale, som skal bestemme vores udlændingepolitik. Det er de brede vælgergrupper ikke interesserede i, og jeg er slet, slet ikke interesseret i det.« (Ritzau, 21.11.2010).
Forskellen er, at der imellemtiden har været en SR-regering, som kunne have etableret (om ikke en humanistisk konsensus, så dog) et nyt og vedblivende kompromis de to partier imellem, der også fremadrettet præsenterede et værdipolitisk alternativ til Venstre og Dansk Folkeparti.
De allersidste forhåbninger herom er nu endegyldigt begravet. Mette Frederiksen fortsætter ikke blot den socialdemokratiske højredrejning, hvor Thorning-Schmidt slap - hun skærper den.
I DR2 Debatten for nylig bekræftede Dan Jørgensen, at Socialdemokraterne »på nogle parametre« er tættere på Venstres Inger Støjberg end på De Radikale.
Det er naturligvis helt i tråd med Mette Frederiksen, der dagen efter understregede, at »hvad angår de stramninger, der er lagt op til på familiesammenføringsområdet, så er det forslag, vi er enige i«. Af samme interview fremgik, at 'modstanden' mod integrationsydelsen er elastisk, eftersom man ville have været parate til at give delvist efter i et forhandlingsforløb (Politiken, 6.11.2015).
Mette Frederiksen følger nøjagtig samme recept, som Socialdemokraterne har tabt og tabt på i snart to årtier, og som Dansk Folkeparti har vundet på lige så længe - at kopiere Pia Kjærsgaard. Allerede i 1990'erne hyldede daværende socialdemokrat Karen Jespersen denne kurs, berettede Hardy Hansen: »Det, vi mister på venstrefløjen, vinder vi dobbelt på højrefløjen.«
I bogen Det nye højre i Danmark spurgte jeg derfor retorisk i 2001, »om ikke partiets højredrejning med sikkerhed giver stemmetab på venstrefløjen, mens der alligevel intet vindes på højrefløjen, fordi vælgerne på højrefløjen (i og uden for Socialdemokratiet) alligevel godt er klar over, at hvis de er tiltrukket af Dansk Folkepartis indvandrerpolitik, så vil de nok vælge originalen her fremfor den socialdemokratiske kopi« ...?
Det er jo nøjagtig det, der er sket. I dag advarer Europaparlamentsmedlem Jens Rohde også Venstre imod samme udvikling, når han fastslår, at VK-regeringen »har været med til at skabe et monster« og bekræfter, at »monsteret« er Dansk Folkeparti (DR2 Debatten): »Jeg mener, at det er uholdbart, hvis man som liberal synes, at man skal bruge sin tid på at kopiere Dansk Folkeparti eller blive sådan 90 procent à la Dansk Folkeparti.«
Nu får Rohdes oprør i Venstre følgeskab af Mette Gjerskovs oprør i den socialdemokratiske folketingsgruppe: »Vi var så ivrige efter at gå ind i udlændingestramningerne, at vi var parate til at acceptere integrationsydelsen. Altså den nye fattigdomsydelse. Det, mener jeg, er at gå alt for langt.« (JP, 9.11.2015). Hendes folketingskollega Yildiz Akdogan istemmer: »Jeg deler Mettes bekymringer, og jeg synes, det er en vigtig debat at tage. Jeg synes, det er et vigtigt opråb, som vi skal tage alvorligt.« (Politiken, 10.11.2015).
Gjerskov kalder det i et blog-indlæg endvidere for »dybt bekymrende« og »direkte mod traditionel socialdemokratisk politik«, og hun advarer med samme skarpe ord imod at gå til finanslovsforhandlinger »uden krav om at fjerne eller reducere regeringens planlagte besparelser på udviklingsbistanden« (TV2-blog, 10.11.2015).
Andre steder i verden gør både liberale og socialdemokratiske politikere ligesom Gjerskov op med medløberiet og skaber begejstring og entusiasme ved at udfordre nationalisme og værdipolitisk konservatisme. Men for den socialdemokratiske ledelse i Danmark hedder Bibelen imidlertid stadig Blair.
Både Socialdemokraterne og Venstre har fodret monsteret (for nu at blive i Rohdes metaforik), der for længst har ædt sig stor og fed på deres vælgere. Og hvad er Mette Frederiksen bud på at redde sit parti fra at blive ædt op?
Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 11.11.2015