Politikerne og miljøvennerne svigter naturen
Af Rune Engelbreth Larsen 
Alle vil gerne være naturvenner. De allerfærreste politikere synes, at naturen skal forringes, eller glæder sig over, at arter i denne epoke uddør med verdenshistorisk rekordhastighed.
Alle vil gerne være 'grønne', både politikere, virksomheder, landmænd, skovdyrkere, medier og miljøvenner - men allesammen svigter vi naturen og de mange arter, den rummer.
Allesammen.
Indrømmet, det er sat på spidsen, men desværre kun lidt. Selvfølgelig er der marginale undtagelser. Selvfølgelig er der politikere, virksomheder, landmænd, skovdyrkere, medier og miljøvenner, der gør en indsats for reelle forbedringer for dansk natur.
Der er f.eks. politikere, der rejser visionære naturforslag som De Konservative, der har foreslået, at 500 kvadratkilometer statsejet skov (næsten halvdelen af al statsskov og knap 10 procent af hele Danmarks skovareal) skal være såkaldt urørt skov. Det vil sige vildskov uden motorsave og træproduktion, hvor træerne og de utallige truede skovarter i højere grad får lov til at være natur på naturens præmisser.
Symptomatisk for mediernes komplette mangel på naturpolitisk fokus er dette forslag stort set kun blevet omtalt på Altinget.dk, selv om det formodentlig er det mest visionære naturpolitiske finanslovsforslag overhovedet i 10-15 år.
De Konservative er trods alt heller ikke de eneste; også Alternativet og Enhedslisten har bebudet større naturpolitiske forslag i den nærmeste fremtid. Der er også andre politikere, landmænd, skovdyrkere, medier og miljøvenner, der er på banen. Men de er undtagelserne, der bekræfter reglen om den generelle tendens til at negligere naturens og biodiversitetens historiske forarmelse.
I forskellige grad bidrager sågar velmenende miljøvenner også til underprioriteringen og forarmelsen ved at fokusere mere på nye skove og mere økologi, der ofte kun har små og få naturgavnlige sideeffekter.
Men hvis den tunge ende af politikere og medier skal flytte sig og forstå, hvor galt det står til i dansk natur, og hvad der skal til for at bremse artsudryddelsen, er det altafgørende, at flere miljøvenner også bliver mere fokuserede naturvenner og koncentrerer sig meget, meget mere om tabet af biodiversitet.
Hvad er biodiversitet? Kort fortalt og lidt forenklet: Artsrigdom.
Parcelhusplæner og fodboldbaner er f.eks. 'grønne', men også meget ensformige og artsfattige. Biodiversiteten her er med andre ord ekstremt lav. Derfor er det ret åbenlyst, at en satsning på mange flere parcelhusplæner og fodboldbaner ikke just ville være optimale tiltag for at fremme Danmarks biodiversitet. Der skal selvfølgelig være plads til parcelhusplæner og fodboldbaner, men der er vel andre steder i det danske landskab, hvor vi til gengæld også gerne vil have plads til artsrig natur?
Pointen - og problemet - er imidlertid, at for mange for ofte kæmper formelt for naturen ved at kræve 'grønne' tiltag, der faktisk ikke er voldsomt meget mere naturgavnlige end parcelhusplæner og fodboldbaner.
Skovrejsning er et eksempel. Miljøvenner fejrer gerne nye og flere skove, bl.a. fordi de kan være hjemsted for rekreative udfoldelser og beskyttet drikkevand - og det er fint. Men naturens artsrigdom er de ikke hjemsted for og gavner derfor kun biodiversiteten marginalt. Det tager over 100 år, før en skov begynder at blive et godt hjem for de mange truede skovarter, som især har brug for døende og døde træer, men når vi samtidig fælder gamle træer i stor stil over hele landet, forsvinder arterne længe før, de får gavn af nye skove.
Er det naturen, vi vil beskytte, ville det f.eks. være meget, meget mere gavnligt at totalfrede alle gamle træer over 100 år end at plante nye træer.
Økologisk landbrug er et andet eksempel. Miljøvenner fejrer nye og flere økologiske landbrug, bl.a. fordi vi gerne vil have fødevarer uden gift og sætter pris på bedre dyrevelfærd. Og det er absolut glimrende. Men økologisk landbrug gavner til gengæld kun naturens artsrigdom marginalt. Der er 30 procent flere arter i økologisk landbrug end i konventionelt landbrug, men tal er taknemmelige, og 30 procent af næsten ingenting er trods alt stadig næsten ingenting.
Pointen er, at dagsordener som 'plant et træ' eller 'mere økologisk landbrug' er glimrende i mange henseender, men i én henseende er de ret ligegyldige, nemlig dér, hvor det er naturens og artsrigdommens gavn, vi har for øje.
Her er der brug for helt andre tiltag af betydelig og reel gavn for biodiversiteten:
Mange, mange flere skove uden motorsave (som foreslået af De Konservative), men indledningsvis gerne sikret en række lysninger og suppleret med flere græssende dyr året rundt, f.eks. vildheste, 'vildkvæg' og elge. Lad os begynde i de statslige skove (dem ejer vi jo allesammen i fællesskab), men samtidig arbejde for, at flere privatejede skove kommer med.
Mange, mange flere store og åbne naturarealer med vilde heste hele året rundt, gerne suppleret af 'vildkvæg' og sine steder f.eks. også med bisoner. Lad os begynde med de hundredvis af kvadratkilometer natur i offentlig eje, hvor der ikke opstår konflikter med private jordejere - men samtidig selvfølgelig ikke glemme de utallige små naturperler rundt omkring.
Og lad os i højere grad få inddraget faglige eksperter, når naturen forvaltes i det store og små. I dag må eksperter i biodiversitet ofte se til fra sidelinjen, som det f.eks. netop er blevet påpeget af seniorforsker og biolog Rasmus Ejrnæs og lektor i biologi Hans Henrik Bruun i Jyllands-Posten:
»Danmark er en bananrepublik, når det gælder forvaltningen af vores fælles naturarv. Mens råstofferne forvaltes af geologer, byplanlægningen af arkitekter, lovgivning af jurister, finanserne af økonomer, landbruget af agronomer og skovbruget af forstfolk, så forvaltes natur og biodiversitet i reglen af amatører«.
Summa summarum:
Det er fint at plante nye skove, men naturen gavner det ikke ret meget - naturgavn får vi både billigere og bedre ved at lade gammel skov blive fri for tømmerproduktion.
Det er selvfølgelig af forskellige grunde også godt at omlægge flere konventionelle landbrug til økologiske landbrug, men naturens artsrigdom gavner det ikke alverden.
Derfor skal gode venner af natur først og fremmest fokusere på at bevare og beskytte mere artsrig natur. Selvsagt ikke for at afvise andre 'grønne' dagsordener, men simpelthen for langt om længe at lægge mange, mange flere kræfter i at løfte den allervigtigste, men håbløst underprioriterede dagsorden, der handler om at standse artstabet og naturforarmelsen.
Hvis ikke naturvenner begynder at hamre dét budskab ud i offentligheden med langt større prioritering og gennemslagskraft, at natur og biodiversitet er under større pres end nogensinde før, kommer medier og politikere heller aldrig til at gøre en reel naturpolitisk indsats.
I bedste fald får naturen så blot de sædvanlige marginale og spredte sidegevinster som en fodnote under andre 'grønne' tiltag, og de eventuelle lyspunkter svinder ind til frimærker i den store helheds galopperende naturforarmelse.
Naturvenner i grønne organisationer har derfor et afgørende ansvar for at tabe eller skabe den dagsorden, der er allervigtigst, men allermest overset: Biodiversitet.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 6.11.2015
