De ledige straffes, og lønnen presses
Af Rune Engelbreth Larsen 
Angrebene på de ledige fik for alvor vind i sejlene med en stribe socialdemokratiske dagpengeforringelser i slutningen af 1990'erne, efterfulgt af VK-regeringens løbende intensivering af kafkask tvang over for kontanthjælpsmodtagere i nullerne, før vi nåede et nyt lavpunkt med dagpengeperiodens halvering i 2010.
Siden er titusinder enten røget endnu hurtigere ud af dagpengesystemet og ned i det ydmygende kontanthjælpssystem eller har fuldstændig mistet enhver offentlig forsørgelse.
Helt og aldeles.
Alligevel fortsatte SR-regeringen klapjagten på de ledige fra allerførste færd i efteråret 2011, da Helle Thorning-Schmidt, Mette Frederiksen og Karen Hækkerup kort efter folketingsvalget i samlet og koordineret flok anklagede ledige for at betragte systemet som et »ta'-selv-bord«.
Angrebene på de ledige fik for alvor vind i sejlene med en stribe socialdemokratiske dagpengeforringelser i slutningen af 1990'erne, efterfulgt af VK-regeringens løbende intensivering af kafkask tvang over for kontanthjælpsmodtagere i nullerne, før vi nåede et nyt lavpunkt med dagpengeperiodens halvering i 2010.
Siden er titusinder enten røget endnu hurtigere ud af dagpengesystemet og ned i det ydmygende kontanthjælpssystem eller har fuldstændig mistet enhver offentlig forsørgelse.
Helt og aldeles.
Alligevel fortsatte SR-regeringen klapjagten på de ledige fra allerførste færd i efteråret 2011, da Helle Thorning-Schmidt, Mette Frederiksen og Karen Hækkerup kort efter folketingsvalget i samlet og koordineret flok anklagede ledige for at betragte systemet som et »ta'-selv-bord«.
Hvis ikke før, døde den socialdemokratiske ånd i det solidariske velfærdssystem til gavn for ledige såvel som lønmodtagere lige dér.
Og som om der ikke var gnedet salt nok i såret, lancerede SR-regeringen en dagpengekommission, over for hvilken Mette Frederiksen understregede, at en ny dagpengereform ikke måtte koste én krone ekstra. På den måde forhindrede Socialdemokraterne effektivt, at kommissionen nogen sinde kunne foreslå en reel forbedring af de økonomiske vilkår for dagpengemodtagere som helhed.
Det er denne bundne opgave, som dagpengekommissionen nu har løst i form af en række forslag til at flytte rundt på brikkerne i et forudbestemt puslespil, hvor forbedringer ét sted blot betyder forringelser et andet.
I bedste fald - for også samlet set er der tale om en klar forringelse.
Kommissionen foreslår ikke alene at nedsætte dagpengesatsen for nyuddannede, men også rask væk at sjæle otte dagpengedage om året, som de ledige pludselig selv skal betale - en forringelse på cirka 3 procent. Dertil kommer, at dagpengene fra 2016 skal reguleres endnu mindre i forhold til lønnen end i dag, hvorved titusindvis af ledige igen vil få forringet deres vilkår og ifølge AK-Samvirke er beskåret til 11 måneders dagpenge på et år i 2023.
For at sige det på jævnt dansk er lorten landet hos de arbejdsløse. Igen.
Men dermed også hos lønmodtagerne, for det er en helt basal og uundgåelig mekanisme, at når de lediges vilkår forringes, presses lønniveauet og arbejdsvilkårene efterfølgende.
Men denne side af mønten tier Socialdemokraterne og deres blå venner altid om - og derfor er det selvfølgelig den side af mønten, som medierne burde bore utrætteligt i. Så længe denne konsekvens forbliver uudtalt, kan politikere fortsat bilde lønmodtagerne ind, at nedskæringerne og ydmygelserne er en 'nødvendighed' og 'kun' et angreb på de ledige.
Og så længe denne myte fastholdes, forbliver ledige isoleret og marginaliseret, og vi får hverken nytænkning eller solidaritet ind i debatten om dagpengesystemet og de lediges vilkår i almindelighed.
Derfor skal man ofte helt ud til udkanten af den politiske debat for at finde enkle bud på basal solidaritet og fleksibilitet til gavn for dem, det faktisk drejer sig om - de ledige.
Langt mere visionært og elementært end dagpengekommissionen, der var bundet på hænder og fødder af Mette Frederiksen & Co., er f.eks. stand-up-komikeren Frank Hvam!
I et interview, der tilsyneladende er kommet i stand ved den tilfældighed, at en journalist fra Avisen.dk, stødte på komikeren på gaden, forklarer han helt lavpraktisk, hvor enkel tanken er bag et velfærdssystem, der er både ubureaukratisk, solidarisk og omsorgsfuldt:
»Man skal passe på med at ydmyge ordentlige mennesker, bare fordi de er endt i en svær situation. (...) Hvis det var mig, der blev sat ind i det dagpengesystem, ville jeg miste enhver lyst til at arbejde. Jeg ville føle mig dum og ydmyget, og det ville gå udover min selvtillid.«
Ja, men desværre er det en del af den ideologiske pointe bag dagpengekommissionens rammer, at den ikke piller ved ydmygelser og forringelser. Hvorfor? Fordi forringelser og ydmygelser skaber frygt blandt lønmodtagerne, som derfor er parate til at sælge sig selv billigere for ikke at havne i ydmygelserne.
Konsekvens: Lønniveauet falder, arbejdsvilkårene forringes. Ideen er, at flere kommer i arbejde, fordi lønomkostningerne falder, men erfaringer viser bare, at faldende lønomkostninger ædes op af stigende profit. Det er og bliver med andre ord en ren tab-tab-situation for ledige og lønmodtagere.
Men er vi ikke nødt til at stramme skruen, for der er måske nogle ledige, der ikke gider noget, hvis ikke bureaukratiets absurditeter og adfærdskontrollen tvinger og ydmyger dem ud af hængekøjen? Ja, måske er der nogle få, der ikke gider - og hvad så?
Frank Hvam svarer: »Måske er det bedre, at man finder sig i, at der er enkelte, der hygger sig på fælleskassens bekostning i stedet for at gøre livet træls for alle arbejdsløse. (...) Der har jeg det sådan, så lad dem snyde, hvis alle andre til gengæld kan slippe for alverdens ydmygende kurser uden relevans for arbejdsmarkedet. Bare der er afgørende forskel på at arbejde og gå ledig.«
Og den afgørende forskel er der jo i forvejen - hvorfor også tilføje ydmygelser og klapjagt? Snyd med dagpenge og offentlige ydelser er ikke problemet, når vi ved, at halvdelen af hele befolkningen stort set konstant har været uden for arbejdsmarkedet det sidste halve århundrede. Ganske vist går arbejdsløshedsprocenten op og ned, men ser vi på andelen af hele befolkningen, der står uden for arbejdsmarkedet, har den forandret sig forsvindende lidt i fire-fem årtier, uanset reglerne og uanset farven på regeringen.
Den var omtrent 50 procent i 1970'erne, omtrent 50 procent i 1980'erne, omtrent 50 procent i 1990'erne og omtrent 50 procent i nullerne.
Summa summarum: Hvorfor fortsætte nedskæringerne og ydmygelserne, der allerede bygger på én lang underminering af dagpengesystemet i de seneste par årtier, når det fører til, at titusinder ender helt uden offentlig forsørgelse eller i tvangsaktivering som løntrykkere - og når ledigheden ganske indiskutabelt og fuldkommen indlysende ikke er de lediges skyld?
Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 21.10.2015
