Hvis ikke før har flygtningekrisen for alvor demaskeret nogle af vore kendte og mindre kendte medborgere. En mand, der er set spytte på flygtninge og råbe, at de skal »skride hjem, hvor de kommer fra«, benægter nu spytklatten.
En anden har på Facebook pralet med at have fanget flygtninge: »Fangede fire stykker [flygtninge], der ville til København ... De ville ikke til politiet. Så det kom de. Hahaha.« Nu siger han, at det var en »joke«.
Suzanne Bjerrehuus tordner imod flygtninge, der slæber sig til fods gennem Danmark: »Fatter ikke, hvorfor politiet ikke staks har sagt: 'I kører efter reglerne her i Danmark. I må ikke gå på motorvejen'. (...) Ynkelig tabermentalitet at lade nogle migranter få lov til at gøre, hvad der passer dem.« (Citeret efter BT, 8.9.2015). Hun kommer næppe til at 'beklage' noget.
Disse mennesker på vejene uden skyggen af vished om deres fremtid tilsviner denne danske reality-tv-darling, som var de det rene afskum: »Kill og get killed mentaliteten, ikke noget med taknemmelighed. De dominerer med affald og aggressiv adfærd.«
Ét er at have en politisk holdning til, hvor vidt og hvor mange flygtninge, der skal hjælpes i Danmark, og hvordan krisen i øvrigt kan løses. Her deler vandene sig som bekendt. Men denne ulækre Bjerrehuus-mentalitet (der kun svarer til toppen af isbjerget i en række Facebook-grupper og andre steder på nettet), er uhyggeligt afstumpet - for ikke at sige langt over kvalmegrænsen.
Men ikke kun sådanne tendenser er problematiske.
Under udviklingen af den igangværende krise, hvor døde flygtninge skyller op på Europas kyster og begynder at åbne danske øjne for virkeligheden, taler flere medier imidlertid fortsat om »migranter«. Migranter?
Ét er at politikerne betjener sig af spin, men skal danske medier virkelig følge trop?
Jamen er der da ikke mennesker imellem, der ikke kan få asyl, og som vel derfor 'bare' er fattige? Eller som ikke er personligt forfulgte, men 'bare' ønsker en anstændig tilværelse uden gru og kaos? Sikkert.
Men vi ved jo ikke her og nu, hvor stor en andel der er tale om, hvorfor det oplagte danske ord er og bliver »flygtninge« - ellers har medierne bidraget til at fælde dom på forhånd og givet dem det første spark retur.
Jeg understreger, at jeg ikke her taler om juridiske etiketter, men hvis ikke engang tvivlen kommer disse nødstedte og flygtende(!) mennesker til gode i mediernes terminologi, hvor så?
I et »Fakta«-telegram fra Ritzau (der er spredt til utallige danske medier) defineres en »asylansøger« ligefrem som en »måske illegal indvandrer«. En måske-illegal-indvandrer?
Er det virkelig dér, vi er? At pressen med ord og begreber bidrager til at 'forhånds-sagsbehandle' og dermed skaber mistænkeliggørelse om disse menneskers status? Tænk hvis vi kaldte lønmodtagere for måske-skattesnydere eller bilister for måske-spritbilister?
Ord og begreber former som bekendt vores virkelighed. Og knap nok havde vi set rørende billeder af en venlig betjent, der holdt en lille flygtningedreng i hånden ved den danske grænse, før en anden virkelighed dukkede op fra flygtninge på vej gennem Danmark: »Vi havde hørt, at Ungarn var det værste land på vores rute. Men dansk politi var faktisk værre i deres adfærd.« (Sydsvenskan, 7.9.2015).
Hvis ikke før har flygtningekrisen for alvor demaskeret nogle af vore kendte og mindre kendte medborgere. En mand, der er set spytte på flygtninge og råbe, at de skal »skride hjem, hvor de kommer fra«, benægter nu spytklatten.
En anden har på Facebook pralet med at have fanget flygtninge: »Fangede fire stykker [flygtninge], der ville til København ... De ville ikke til politiet. Så det kom de. Hahaha.« Nu siger han, at det var en »joke«.
Men ikke kun sådanne tendenser er problematiske.
Under udviklingen af den igangværende krise, hvor døde flygtninge skyller op på Europas kyster og begynder at åbne danske øjne for virkeligheden, taler flere medier imidlertid fortsat om »migranter«. Migranter?
Ét er at politikerne betjener sig af spin, men skal danske medier virkelig følge trop?
Jamen er der da ikke mennesker imellem, der ikke kan få asyl, og som vel derfor 'bare' er fattige? Eller som ikke er personligt forfulgte, men 'bare' ønsker en anstændig tilværelse uden gru og kaos? Sikkert.
Men vi ved jo ikke her og nu, hvor stor en andel der er tale om, hvorfor det oplagte danske ord er og bliver »flygtninge« - ellers har medierne bidraget til at fælde dom på forhånd og givet dem det første spark retur.
Jeg understreger, at jeg ikke her taler om juridiske etiketter, men hvis ikke engang tvivlen kommer disse nødstedte og flygtende(!) mennesker til gode i mediernes terminologi, hvor så?
I et »Fakta«-telegram fra Ritzau (der er spredt til utallige danske medier) defineres en »asylansøger« ligefrem som en »måske illegal indvandrer«. En måske-illegal-indvandrer?
Er det virkelig dér, vi er? At pressen med ord og begreber bidrager til at 'forhånds-sagsbehandle' og dermed skaber mistænkeliggørelse om disse menneskers status? Tænk hvis vi kaldte lønmodtagere for måske-skattesnydere eller bilister for måske-spritbilister?
Ord og begreber former som bekendt vores virkelighed. Og knap nok havde vi set rørende billeder af en venlig betjent, der holdt en lille flygtningedreng i hånden ved den danske grænse, før en anden virkelighed dukkede op fra flygtninge på vej gennem Danmark: »Vi havde hørt, at Ungarn var det værste land på vores rute. Men dansk politi var faktisk værre i deres adfærd.« (Sydsvenskan, 7.9.2015).
Og netop mens dette drama udfolder sig i Europa, indrykker integrationsminister Inger Støjberg sine nærmest tragikomiske 'hold-jer-væk'- annoncer i en række libanesiske aviser!
Dette groteske sammenfald har fået opmærksomhed andre steder end i Danmark.
Til Wall Street Journal udtaler Alternativets Uffe Elbæk: »This must be the worst timing for an advert in the history of the world.« I hvert fald er det en af de mest usympatiske måder at udstille en regerings hjerteløse kynisme på i nyere tid.
Den amerikanske avis The Daily Star placerede Støjbergs annonce nedenunder en stor artikel med overskriften »Refugees get emotional welcome in Germany«. Ja, hvilken kontrast.
I Tyskland proklamerer Angela Merkel, at kan vi redde bankerne, kan vi også redde flygtningene, og det tyske fodboldlandshold tager i en video afstand fra fremmedhad og racisme.
Ikke i Danmark. Nej, her er signalet til udlandet 'hold-jer-væk' - ikke fordi Støjbergs annoncer vil få mærkbar effekt i sig selv, men selvfølgelig primært for at please Dansk Folkeparti.
Af rent indenrigspolitiske grunde udstiller regeringen således Danmarks pinagtige emotionelle vakuum og grænseløse idioti - for åbent internationalt tæppe.
Og som om det ikke var nok, så skal en del af flygtningene GÅ gennem Danmark. GÅ.
Behjertede danskere vil ganske vist gerne give disse plagede mennesker et lift i bilen for at spare dem for hundreder af landevejskilometer, men næh-nej - dét må de ikke!
Så kan de nemlig blive knaldet for at hjælpe flygtninge »ind i eller gennem landet« og risikerer at blive straffet som menneskesmuglere med en strafferamme op til to års fængsel!
Det er lige så kuldegysende, som det lyder. Der er da også kun ét svar herpå: Bryd loven.
Gør som Lisbeth Zornig Andersen og giv en flygtningefamilie et lift: »For mig har det været det hele værd at køre denne her familie, få deres historie og mærke den ro, der sænkede sig. Vi havde ikke kørt mere end fem minutter, før børnene sov virkeligt tungt.« (Jyllands-Posten, 7.9.2015).
Civil ulydighed. Hvis du har en bil - og tør. Selvfølgelig skal enhver, der har muligheden og hjertet til det, give flygtninge på vejene et lift. Eller mad og vand. Eller husly.
Heldigvis har denne tragedie da også fået utallige danskere til at byde flygtninge velkommen og demonstrere i ord og gerning, at Støjberg og Thulesen Dahl ikke repræsenterer hele Danmark.
Det er afgørende at fastholde og udvikle dette markante modspil.
Og som det allermindste bidrag i den sammenhæng bør ingen acceptere, at en privat håndsrækning til en flygtende familie skal have andre konsekvenser - end anerkendelse og tak.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 8.9.2015